8. september 1999. Så længe siden er det, at politikerne indgik det forlig, der stadig styrer vores politik på tele- og bredbåndsområdet. Der er unægtelig løbet en del bits gennem kablerne siden da. Dengang var ISDN-forbindelser med to 64 Kbit/s forbindelser det ultimative højdepunkt for internetforbindelser.

Når man i dag læser forliget, er det egentlig godt tænkt. Hovedfokus var at skabe et konkurrence-præget marked, hvor virksomhederne gennem en styret proces skulle konkurrere mod hinanden. Og på den måde skabe en infrastruktur i verdensklasse og som samtidigt var billigt for forbrugerne. Mantraet var ”Bedst og billigst”.

Det lykkedes. I undersøgelse efter undersøgelse er Danmark blevet kåret blandt de fem bedste i hele verdenen, når det angår muligheden for at få bredbåndsforbindelser, samt i hvor høj grad borgerne og virksomhederne har taget de nye muligheder til sig. Men vi kan ikke blive ved med at hvile på fortidens laurbær.

Erhvervsstyrelsen har gennemgået en række undersøgelser, og konklusionen er tydelig i deres rapport ” Det digitale samfund 2012”: Investeringer i bredbåndsteknologier øger landes bruttonationalprodukt, fremmer beskæftigelse og giver bedre velfærdsydelser. Ikke overraskende har Kina afsat 1.300 milliarder danske kroner for at give100 millioner kinesiske hjem adgang til 100 Mbit/s forbindelser i 2015.

Den nuværende regering har – uden at ændre det store – overtaget den tidligere regerings målsætning om, at alle danskere skal have adgang til 100 Mbit/s forbindelser i 2020.

Allerede i dag kan mange virksomheder og mange forbrugere købe fiber- eller kabelnetforbindelser, som er hurtigere. Enkelte udbydere tilbyder endda forbindelser på 10 Gbit/s.

Samtidig gør nye teknologier det muligt at få mere ud af eksisterende kobberforbindelser. I 2015 kan 60 % af danskerne få 100 Mbit/s forbindelser via de almindelige kobberkabler. Upload-hastighederne vil dog være mindst fire gange mindre.

De nye teknikker kræver, at der graves fiberkabler tæt på husene, hvis der skal opnås høje hastigheder. For kobberkablerne kan højst være 400 m lange, hvis de høje hastigheder skal opnås. Så om fiberkablet skal trækkes helt hen til husstanden, eller blot til en nærliggende fordelingspunkt, er bare en teknisk detalje. Der skal under alle omstændigheder graves fiberkabler ned for at få høje hastigheder.

Jo mere spredte husene er, jo dyrere bliver gravearbejdet pr husstand. I Udkantsdanmark bliver konsekvensen for mange, at det bliver for dyrt at etablere kraftige internetforbindelser for udbyderne. Konkurrencen bliver dermed sat ud af kraft. Det politiske svar på den problemstilling er det mobile bredbånd. Men selv det kommende 4G-mobilnet vil næppe kunne levere 100 Mbit/s bredbånd i tyndt befolkede området. Slet ikke, hvis man vil opholde sig inden døre.

Spørgsmålet er også, om 100 Mbit/s vil være tilstrækkeligt i fremtiden. Skal man tro nutidens eksperimenter, skal fremtidens mål være meget højere: I USA er Google ved at etablere fiberforbindelser til amerikanske byer. Den første by blev Kansas City, hvor alle borgere og virksomheder nu kan få en 1 Gbit/s internetforbindelse til 70 dollars pr måned.

Lidt tættere på eksperimenterer danske Stofa med forbindelser på 1,2 Gbit/s via deres antennekabler.

I Tranum, der kalder sig ”måske Europas hurtigste landsby”, har alle indbyggerne fået ti-doblet deres internethastighed hos Bredbånd Nord, så de nu har forbindelser på 300, 600 eller 900 Mbit/s.

Højhastighedsnet har aldrig interesseret ret mange politikere. Der er tilsyneladende flere stemmer i at have meninger om broer og motorveje. Men måske kommer interessen de næste år, for en helt ny type internet-anvendelse vinder frem: I USA har video længe stået for størstedelen af båndbreddeforbruget. Blandt andet pga tjenester som Netflix, hvor man for en billig månedlig afgift kan se alle de film og serier, man har lyst til. Når man har lyst. På tv, pc eller tavle-pc.

Danske virksomheder som YouSee, Stofa og Viasat er begyndt at udbyde tilsvarende tjenester. Men kun i det små. I slutningen af året får de hård konkurrence, for her kommer Netflix ind på det danske marked. Med stort behov for båndbredde-kapacitet som følge – også i Udkantsdanmark. Er der noget, der også kan få politikerne op af stolene, er det manglende tv-muligheder. Så mon ikke de vågner op til dåd, i takt med at tv via internettet bliver populært?

Regulerede markedsmekanismer har bragt os vidt. Men et nyt politisk forlig er nødvendigt af flere grunde.

For det første vil den frie konkurrence aldrig skabe tilstrækkeligt gode løsninger til alle. Som skrevet. Hvis det er et politisk mål, at alle skal have lige digitale muligheder, er der nød til at følge penge med.

For det andet vil forbrugerne altid efterspørge gårsdagens løsninger. Tal fra Erhvervsstyrelsen viser, at de fleste altid køber lavere hastigheder, end det, de har mulighed for. Ikke overraskende, for hvor mange køber altid den dyreste vare? ”Lave priser, så folk kan spare penge, er det eneste, der flytter kunder i telebranchen” som teleanalytiker Poul Ernst Jensen udtalte til Computerworld. Indtil nu har der heller ikke været særligt mange tjenester, som rent faktisk forudsatte de høje hastigheder. Tv via internettet vil blive en af de første. Men hvad vil vi som samfund ellers anvende mulighederne til? Bedre hjemmepleje? Flere videnstunge job i landsbyerne? Virtuelle offentlige tjenester som fx tolkning? Eller backup af alle vores private digitale ”skatte” som videoer, billeder og papirer ude på nettet?

For det tredje har den nuværende strategi ikke skabt et frit marked: TDC er stadig altdominerende på privatmarkedet, kun for alvor udfordret af Energiselskaberne og måske Stofa. En håndfuld virksomheder som GlobalConnect, NiaNet og JayNet har succes med at levere bredbånd til virksomheder. Men båndbredde til forbrugerne er blevet et duopol.

Derfor må og skal vores politikere kigge hinanden dybt i øjnene og spørge, om et tretten år gammelt forlig virkelig er det rette grundlag for fremtidens digitale infrastruktur?

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 25. september 2012