Der er mange fordomme om de tidligere sovjetrepublikker. Især dem, der ikke var en del af det danske rige for århundreder siden. Min virksomhed er ved at etablere udviklingsafdeling i Ukraine.

Indrømmet: Kiev er ikke den smukkeste hovedstad med dens mange, høje beton-ghettoer. Er en bygning lav, er det tit et af de gamle industrikomplekser, der stadig ligger i bykernen. Mange af de nye bygninger er moderne udenpå, men med gammel øst-stil indvendigt. I deprimerende, brune nuancer.

Forgiftningen af den nuværende præsident Viktor Jusjtjenko under hans oprindelige valgkamp er et dramatisk eksempel på, at demokrati er svært i et land, der først blev dannet i 1991.

Landets store turistattraktion er Tjernobyl. For 475 dollars kan man komme til stedet, klappe reaktor 4 eller se Pripyat, den døde by.

På grund af landets tocifrede inflation, betales det meste i dollars eller euro.

Verdens ældste mand – ukraineren Grigorij Nestor – blev 116 år. Men det er bestemt en undtagelse: Den forventede levealder er 10 år lavere end i Danmark. Ikke så mærkeligt med ukrainernes alt for hurtige kørsel og store cigaretforbrug.

***

Alligevel lægger mange danske virksomheder opgaver derud. Vores rejse mod øst skyldes mangel på it-folk i Danmark. Få timers flyvning herfra er billedet helt anderledes: Og til en pris, der er lavere end i Indien.

It-folk i Ukraine tjener mindst to gange en læge eller folkeskolelærer. Er du ung og intelligent, læser du derfor it. Tit i weekenden eller om aftenen ved siden af fuldtidsjobbet.

På kort tid er det lykkedes for os at få ansat et dusin meget dygtige it-udviklere, som fremover skal arbejde tæt sammen med vores danske medarbejdere. At finde dét antal udviklere i Danmark ville have været en meget langstrakt øvelse. Hvis den overhovedet var lykkedes.

Men ingen roser uden torne.

Alle nye medarbejdere skal indsluses, indskoles og accepteres af de ”gamle”. Det kan ikke ske på afstand. Nærværende ledelse kræver nærvær. Så vi bruger en del tid på at besøge hinanden.

Alle vores nye kollegaer er født, da Ukraine var en del af Sovjetunionen.

Skolegangen var på russisk, og den dag i dag er al tale i fjernsynet på ukrainsk eller russisk. De taler derfor et tøvende engelsk med en accent, der kunne være hentet fra en gammel agentfilm.

***

Man skulle tro, at dette kunne være kimen til fiasko. Det har det også været for nogle virksomheder.

Men de fleste har som vi fundet begavede og engagerede medarbejdere, der arbejder hårdt for at nå de mål, vi aftaler.

De lærer hurtigt at tale engelsk. De faglige færdigheder er i top. Og da vi anvender internationale metoder og principper, er fælles opfattelse af samarbejde lettere.

Når jeg er sammen med dem, tænker jeg tit bekymret på, hvad vi som nation skal leve af i fremtiden. Selv videnstunge it-opgaver kan løses hurtigt og til den halve pris – i kort afstand fra København.

Og med moderne kommunikationsværktøjer kan man ganske gratis være i kontakt hele tiden. Samtidig uddannes der i Danmark alt for få inden for it. Jeg tror derfor, at vi ser begyndelsen til enden på dansk, videnstung produktion.

Alexey og hans kollegaer skaber velfærd i Ukraine. Hvem skaber på sigt velfærd i Danmark?

Bragt som kommentar i Jyllands-Posten og på epn.dk d. 7. juli 2008