Alle tiders vind(u)er?

Microsoft har sat alle sejl til, for at deres nye styresystem Windows 8 skal blive en succes. Det kan det godt blive, men det kommer til at ske senere meget senere, end Microsofts ledelse satser på.

Første gang, jeg så Windows, tænkte jeg: ”Hvem har dog brug for det?” Rigtigt mange, viste det sig. Siden slutningen af 1980erne har platformen erobret næsten alle skriveborde og dominerer stadig. I Danmark er der installeret Windows på mere end syv ud af ti enheder, der bruger det danske internet, viser de seneste tal fra Danske Medier. Så selv om der tales og skrives meget om Apples og Googles alternativer, har Microsoft stadig fat i den lange ende.

It-fagpressen var spækket med omtale af den nye udgave før, under og efter den globale lancering i slutningen af oktober. Men hvorfor den store interesse, når Windows 8 er endnu en version af en etableret succes? En forklaring kan være den omfattende marketingkampagne, hvorunder Microsoft kaldte lanceringen den største nogen sinde.

En anden forklaring kan være, at storhed kan stå for fald – også Microsofts. For ikke mange år siden brugte næsten alle en eller anden udgave af Windows. For fem år siden viste Danske Mediers statistik eksempelvis, at 98 % af alle danske internetsider blev læst på en Windows platform. I dag er dette tal faldet til 73 %. Det er især Apple og Google, der har erobret en del af brugernes it-platforme. Ikke så meget på pc’erne, men på alt det andet elektronik, som fylder mere og mere i vores digitale dagligliv.

Derfor har den nye udgave af Windows en helt anderledes brugergrænseflade med farvestrålende firkanter, der især er gode på en trykfølsom skærm. Som på en mobiltelefon, en tavle-pc eller en bærbar pc med trykfølsom skærm. Kort sagt alt det udstyr, der kan bæres rundt. I fremtiden vil vores it-brug være domineret af den slags enheder.

Første gang, jeg prøvede Windows 8, tænkte jeg: ”Hvem har dog brug for det?”. Det har jeg jo sagt før, kan jeg godt huske. Så jeg nærlæste de anmeldelser, jeg kunne komme til. De fleste var ikke særligt positive. Men det var de heller ikke, da Microsoft for mere end ti år siden lancerede Windows XP. Der alligevel blev en særdeles holdbar succes, som to ud af ti danske internetbrugere stadig foretrækker.

Det afgørende nye ved Microsofts seneste lancering er, at de samtidig lancerede deres egen tavle-pc – ”Surface”. Men også her var anmelderne lunkne. ”Surface er et genialt udtænkt maskine, hvis hardware vil tage dit åndedrag væk – men hvis software vil tage din tålmodighed” skrev David Pogue i New York Times. ZDNets Steven J. Vaughan-Nichols forudser, at det bliver Microsofts største hardware-fiasko til dato. Det siger ikke så lidt, for dem har de haft en del af. Som begrundelse skriver han: ”Surface RT er ikke god nok, billig nok, eller smart nok til at få en betydning i dagens marked.”

Måske er de bare nogle gamle mænd, der har set det hele mange gange før. Lige som undertegnede. Derfor besluttede jeg mig for at danne mig min egen mening, og prøve det nye operativsystem på dets egne vilkår. På en tavle-pc eller en bærbar pc med berøringsfølsom skærm.

Men det skulle vise sig at være mere end almindeligt svært. Microsoft sælger ikke deres Surface i Danmark endnu. Og Microsoft ville ikke tillade, at de mange hardwareleverandører, som laver udstyr der benytter Windows 8, sendte det til deres forhandlere inden lanceringen. Derfor var det meget svært at få fat i udstyr, jeg kunne prøve lige efter lanceringen.

Dell reagerede på min efterlysning via LinkedIn og lånte mig en tidlig test-udgave af deres tavle-pc. 

Efter kort tids brug, kan jeg godt se idéen. Platformen er faktisk lige så intuitiv som Apples, når først man har vænnet sig til, at tingene fungerer på en anden måde. Bliver det for svært, er det også muligt at få det gamle Windows-skrivebord frem igen.

Men det får mig ikke til at tilbyde Windows 8 til it-brugerne i min virksomhed. For der er meget nyt, der skal læres. På en helt almindelig stationær pc er brugergrænsefladen ikke nær så intuitiv. Alt er nyt, uden man egentlig får noget særligt ud af det – i en arbejdsmæssig sammenhæng.

Jeg er langt fra den eneste it-chef, der har det sådan. Analyse-firmaet Gartner vurderer, at 90 % af alle virksomheder tidligst begynder at skifte til Windows 8 i 2016. Til den tid vil mange have vænnet sig til den nye brugergrænseflade. For når man fra næste år køber en pc som privatperson, så kommer den med Windows 8 installeret.

Som dansk forbruger bør man også vente lidt, inden man køber en Windows 8 baseret tavle-pc. De nuværende udgaver er tidlige versioner, der sandsynligvis vil blive voldsomt forbedret de kommende måneder.

Alligevel skal Windows 8 nok blive et vigtigt operativsystem. Men der kommer til at gå mange år, tror jeg. Mange flere år, end Microsofts ledelse ønsker sig.

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 6. november 2012