Egentlig hader jeg de mørke vintermåneder. Manglen på sollys trækker alt for meget energi ud af min krop. Men i december er der lyspunkter – rigtigt mange endda. Vi hygger igennem, oftest med masser af stearinlys i alle mulige brandfarlige forklædninger. Sundhedsapostle advarer om, at hyggesprederne sender flere mikropartikler ud i indeklimaet end selv naboskabet til en tungt trafikeret vej kan klare. De er sikkert farlige, de partikler. Men jeg vælger at tro, at de ikke er farligere for mine lunger end de partikler, jeg som eksryger allerede har budt mine indre organer. Så jeg tænder masser af lys – hele vinteren.

Når jeg er på arbejde, behøver jeg ikke frygte for brandfaren ved de små stearinfakler. For vi har tænkt vores beredskabsplaner grundigt igennem, hvis vi skulle blive ramt af ildebrand eller anden bygningsskade.

Det er naturligt, at vi i min virksomhed tænker over den slags. For vi bliver mindet om vores sårbarhed oftere end andre. Alligevel undrer det mig, at jeg til dato kun har mødt få virksomhedsledere eller it-chefer, som er helt sikre på, hvad de ville gøre dagen efter en ildebrand i deres virksomhed.

Men lad os prøve at tænke tanken til ende gennem en opdigtet historie:

Det er lørdag – dagen efter julefrokosten. Direktør Larsen ser nedtrykt på de sortsvedede vægge i virksomheden. En juledekoration var ikke blevet slukket. Den brændte lidt for godt, og antændte papirdugen, plastikkrusene, nissehuerne og alt det andet, der var blevet efterladt. Heldigvis gik brandalarmen i gang, og brandvæsenet blev tilkaldt. Men røgen har gjort lokalerne ubrugelige i lang tid. Hvad værre er: Ild slukkes med vand, og vand siver ned. Vand og elektronik er ikke en god kombination. Derfor er alt it- og telefoniudstyr i kælderen blevet ubrugeligt. Ingen kan længere ringe til virksomheden.

Hr. Larsen er en beslutsom herre. Derfor ringer han fluks til TDC, for de har – som andre teleselskaber – en række tjenester, som kan hjælpe ham. I første omgang beder han dem om at overtage hans omstilling. Så kan kunderne i det mindste lægge en besked. Mandag vil han aftale med nabovirksomheden, at han flytter sit telefonnummer over til dem. Hans medarbejdere har hjemmearbejdspladser, så de kan arbejde hjemmefra, indtil rengøringsselskabet har fået gjort lokalerne brugbare. Men hvad skal de egentlig gøre, hvis de skal registrere en ordre eller se, hvad der er hvor i det store lager?

Nu løber det Larsen koldt ned af ryggen – for alt det centrale it-udstyret dur jo ikke længere. Han tænker sig godt om og ringer til jagtkammeraten Bendtsen, der har et it-firma. Bendtsen kan hurtigt skaffe servere, der svarer til dem, Larsen havde. Og han kender en anden virksomhed, som lever af at huse servere på en sikker måde. Samtidig kan de hurtigt etablere netværksforbindelser til serverne, så medarbejderne kan nå dem hjemmefra. Bendtsen kan også levere installations-CDer, som indeholder de programmer, Larsens virksomhed anvender.

Nu mangler Larsen bare sin virksomheds data. Larsen er også en klog mand. Derfor har han sørget for, at der er tit tages backup af virksomhedens servere. Og han har jævnligt kontrolleret, at sikkerhedskopierne kan genindlæses. Efter en uge er alt derfor tilbage til normalen i Larsens virksomhed.

Det var en god historie; selvom den er lidt for god til at være sand. For alt for få virksomheder tager en tilstrækkelig backup af deres data. Og endnu færre kontrollerer, at den rent faktisk kan bruges til noget. Lad os tage to kendte eksempler fra i år:

Marts 2009: Silkeborg Kommune mister alt indholdet på deres intranet. Under en teknisk omlægning sker der et uheld. Og backuppen virker ikke, da den skal bruges.

Juni 2009: Hillerød Kommunes omsorgsarbejdes it-system går i sort i fire dage. Data indtastet fem dage op til nedbruddet kan ikke genskabes.

Dette er toppen af et meget stort datatabs-isbjerg. De fleste private virksomheder går stille med dørene, når skaden er sket. Hvad ville der egentlig være sket med Hr Larsens virksomhed, hvis backuppen ikke virkede? Skal man tro en amerikansk undersøgelse fra 2001, vil det ikke se godt ud. Kun 6 pct. af virksomheder, som mister store mængder data, overlever på sigt. 43 pct. genåbner aldrig, mens 51 pct. lukker indenfor to år.

Så er det ikke på tide at tage beredskabsplanlægning – og -øvelse alvorligt?

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 9. december 2009
Blog-debat om emnet er her