Chief Innovation Officer?

Nu lysner det. Dagene bliver snart igen længere, og kloge folk i analysevirksomheder som Gartner og IDC spår, at væksten vender tilbage i 2010. Herhjemme venter beskedne vækstrater, men dog vækst.

Fremtidens vækst vil næppe blive skabt af, at vi arbejder hårdere gennem flere arbejdstimer eller ved senere overgang til det moderne pensionistlivs besynderlige – og dyre – travlhed. Chancen for at ændre på de forhold har vores folkevalgte forpasset.

Det er heller ikke vores overlegne uddannelsesniveau, der kommer til at gøre en forskel i forhold til lande som Kina, Indien eller Rusland. Tværtimod kan hvert af disse lande stille med hundredvis af nyuddannede ingeniører eller dataloger, hver gang vi formår at udklække én.

Hvis vi ikke vil ende som et af fremtidens underudviklingslande, må der andre midler til. Mange sætter deres lid til vores innovationskraft; nationens evne til at bruge teknologi til både at forbedre processer og de produkter, vi sender i markedet.
Innovation kan være et stærkt middel, hvis det bruges rigtigt. Tænk eksempelvis på Nokia, som udviklede sig fra at være en papirfabrik i en lille finsk by af samme navn til en global kæmpe på mobilområdet.

Et tydeligt tegn på det kommende økonomiske morgengry er den genfundne interesse for it-drevet innovation. I medier, i analyser og ved faglige møder. Forleden var jeg indkaldt til et møde om sagen, sammen med andre it-chefer (jo, det var et af de kalorie-tunge møder, jeg før har skrevet om).

En af værterne var en veluddannet yngre mand med høj løn. Under small-talken inden mødet betroede han mig, at han kun kunne i tanke om ét eksempel på it-teknologier, der har innoveret vores arbejdsprocesser: Video-konferencer. Jeg blev så forbløffet, at jeg ikke fik mindet ham om mere oplagte eksempler som de mange konsekvenser af internettets udbredelse, tekstbehandling, regneark mm.

Men et eller andet sted er det ikke så mærkeligt: It-systemer er blevet en så integreret del af vores hverdag, at vi slet ikke lægger mærke til dem længere.
Et lille – kuriøst – eksempel: Der er udviklet et it-system, som kan rette sangeres fejl, hvis de eksempelvis synger falskt. Teknologien kaldes autotuning. Onde tunger påstår, at den blev opfundet, for at få det til at lyde som om Britney Spears kan synge. Sandt er det, at programmet kan få selv tale til at lyde som sang. Prøv eksempelvis at søge på internettet efter ordene ”auto tune the news”. Resultatet er en række morsomme videoer, hvor almindelige interviews er blevet forvandlet til sange.

Tilbage til mit innovations-møde: It-chefer i store organisationer i udlandet ofte titlen CIO, hvilket står for Chief Information Officer. Mange af mine it-chef-kollegaer ville ønske at det i fremtiden betyder Chief Innovation Officer. Årsag? Virksomhedens it-folk kender som regel meget til teknologiens muligheder – og begrænsninger. Samtidig er it-afdelingen ofte en af de få enheder i virksomheden, der har overblik over hele organisationen. Endelig vil enhver innovation næsten altid involvere it-afdelingen. Hvis en innovations-idé er plantet her, er den derfor tættere på de nødvendige ressourcer.

Alligevel kan jeg ikke rigtigt komme i tanker om vellykkede eksempler på produktinnovation, der er skabt af it-afdelingerne. Dette skyldes efter min opfattelse dels it-folks afstand fra virksomhedens kunder og dels deres mangel på tværgående ledelseskraft. Tænk på eksemplet Nokia: Ville deres ændring være sket, hvis forløbet skulle være styret af it-folkene? Næppe!

Men det er efterhånden almindeligt, at de it-ansvarlige også får ansvaret for forbedring af virksomhedens processer. Her er årsagen det gode kendskab til virksomhedens processer samt indgående viden om virksomhedens kerne-it-systemers muligheder – og begrænsninger.

Så husk at snakke med din it-chef, når du vil optimere din virksomheds processer yderligere. Til gavn for nationens produktivitet, der gradvist bliver svagere i forhold til vores omverden.

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 15. december 2009


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *