Udviklingen går stærkt på internettet. Meget stærkt endda. Udarbejdelse og vedtagelse af love, der er anvendelige, tager tid. Meget lang tid. Som konsekvens bliver afstanden mellem den teknologisk virkelighed og lovgivning hele tiden større. Den kan blive så stor, at virksomheder og borgere mister respekten for den. Sker det, mister ellers fornuftige reguleringer deres demokratiske støtte – og dermed deres mulighed for at virke. Civil ulydighed er konsekvensen.

Beskyttelse af vore rettigheder som borgere og forbrugere samt beskyttelse af virksomheders intellektuelle rettigheder er to vigtige lovgivningsområder på internettet.
Internettet er globalt, men lovgivning udarbejdes og håndhæves nationalt. Derfor danner det god fornuft at samarbejde i eksempelvis EU, når man skal udarbejde lovgivning. Men det tager tid.

Som et eksempel beskriver Persondataloven hvordan virksomheder og myndigheder må og skal behandle vores personlige data. Den er baseret på et EU-direktiv fra 1995. Før Google, før sociale netværk, i det hele taget inden internettet blev allemandseje i vores del af verdenen.

Da det oprindelige Persondatadirektiv blev vedtaget, var der 12 medlemslande. Nu er der 27. Mange af disse har anderledes ubehagelige erfaringer med diktaturers misbrug af personlige data, end vi har. Derfor er det ikke nogen let proces at udarbejde nye regler, selvom alle er enige om, at det er på høje tide.

Sandsynligvis er et nyt direktiv først klart i 2014. Derefter skal der udarbejdes dansk lovgivning. 2017 er ikke et urealistisk bud på, hvornår vi – endelig – har en ny, dansk persondatalov. Som sikkert er forældet på det tidspunkt.

Hvad skal vi så stille op? De store internetvirksomheder som Facebook, Google og Apple overholder kun dele af Persondataloven, mens vi danske dukse forsøger at overholde hvert et bogstav.

Et eksempel: Tænk hvis jeg fik den gode ide at montere kameraer på toppen af min bil, og så køre rundt og optage billeder i alle gader og systematisk registrere disse, og alle digitale oplysninger, jeg stødte på undervejs. Som den lovlydige borger, jeg er, ville jeg først spørge Datatilsynet om tilladelse. Sandsynligvis ville de give afslag, men først efter en skærsild af detaljerede spørgsmål. Som den, Odense Kommune måtte igennem, da de ville anvende Cloud Computing (hvor it leveres via internettet) til et elevplanssystem.

Idéen med at tage billeder i gadeniveau er ikke min egen, desværre. Det er Googles, som man kan se i Google Street View. Men hvad gjorde de, da de skulle lave danske optagelser? De anmeldte naturligvis optagelserne, og fik en blid behandling hos Datatilsynet, med henvisning til at de havde drøftet eventuelle problemer i andre lande.

Under kørslen optog de alle de digitale signaler, de kørte forbi. Også bidder af folks e-mails og andre, meget private ting. De beklagede det skete overfor Datatilsynet, som på sin side undlod at politianmelde dem. Danmark var langt fra det første land, Google gennemkørte. Hvordan kan en sådan fejl så opstå?

Facebook, Apple, Google og alle de andre – gemmer enorme mængder personlige data, som de aldrig har fået national godkendelse til. Da jeg testede Motorolas tavle-pc Xoom opdagede jeg eksempelvis, at Google gemmer de opsætninger, man har haft på sin Android-smartphone. Således kunne tavle-pc’en umiddelbart forbinde sig til alle de WiFi-adgangspunkter, jeg har haft kontakt til med min smartphone de sidste to år. Selv adgangskoderne behøvede jeg ikke at genindtaste. De var alle gemt i Googles enorme databaser.

Gad vide hvilke andre oplysninger Google ellers gemmer – uden jeg har bemærket det? Hvem jeg har ringet til, hvor jeg har været, hvilke hjemmesider jeg bruger mest tid på?
Vi kan som borgere ikke forvente, at vores lokale myndigheder kan beskytte os mod disse internet-kæmper. Vi er nød til selv at tage stilling til, om vi selv har tillid til den virksomhed, som gemmer alle vores personlige, digitale data. Også dem, vi ikke havde tænkt på.

Lovgivningen der beskyttelser virksomheders intellektuelle rettigheder er mere tidssvarende. Men her er problemet et andet: Der er meget stor forskel på at have ret og på at få ret.
En stor andel af musikbranchens omsætning er eksempelvis forsvundet fordi de tidligere kunder i stedet ulovligt kopierer musikken. Lovgivningen er klar – og forstået – men alligevel bliver den ignoreret af store dele af befolkningen. Oprindeligt fordi det var den letteste måde at få fat i digital musik. I dag fordi der er gået mange år, uden det havde konsekvens for den enkelte lovbryder.

Et helt andet problem er, at ophavsret respekteres meget forskelligt i forskellige lande. Og ønsker man at retsforfølge de enkelte syndere skal det ske i de lande, hvor forbrydelsen har fundet sted. Ingen let opgave.

Endelig er løsning af rettighedstvister mellem virksomheder blevet vores dages svar på giganternes kamp: De store it-virksomheder bruger milliarder på at skabe og købe patenter, så ethvert patentsøgsmål mod dem kan modsvares af en meteorsværm af modkrav. Føler du, at en af de store virksomheder krænker dine rettigheder, skal du være meget sikker i din sag, inden du sender et søgsmål af sted.

Men måske er dette også en mulighed for de små danske virksomheder. Patentbeskyttede opfindelser er i den grad blevet en vigtig del af virksomhedernes værdi, som kan sælges på linje med almindelige, værdifulde varer.

Der hersker ikke lovløshed på internettet. Men civil ulydelighed er almindelig, og de stærke bestemmer.

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 4. oktober 2011