Da Emil kom til verdenen

Denne fortælling skrev jeg ned – på papir – kort tid efter Emil blev født d. 20. juli 1985

Kæreste Emil.

Ja, så kom du! Din mor og jeg havde glædet os meget til din fødsel! Og vi blev bestemt ikke skuffede! Tværtimod. Du er den dejligste baby, der nogensinde er født. 

Men lad os få lidt mere orden i det og starte med begyndelsen. (Mine tanker er lidt kaotiske endnu). 

Du er et rigtigt ønskebarn. Vi lejede i 1986 en lejlighed i Farum midtpunkt, så du ville få lys og luft mens du voksede op. I oktober 1986 lykkedes os det endelig at blive gravide, efter Vivi havde været ovre i praktik på Bornholm. 

Vivi gik på seminariet da du blev født, og jeg var lige blevet færdig som cand. mag. i datalogi og biologi. Faktisk fik jeg mit eksamensbevis dagen efter du var født. 

Hele graviditeten igennem kaldte vi dig ”Spirrevip”. Jeg elskede at mærke dig sparke, når vi gik i karbad, eller når din mor lagde sig ned på ryggen. Vivi havde det ikke så godt i graviditeten. I den sidste måned havde hun svangerskabsforgiftning og det var årsagen til den pludselige fødsel men herom senere.

På grund af din mors svangerskabsforgiftning var hun først indlagt en uges tid på Hillerød Amtssygehus. Derefter passede jeg hende en uges tid derhjemme. Da jeg skulle starte på mit arbejde igen, fik Vivi hovedpine og tog derfor mandag eftermiddag op på Hørsholm hospital for at få målt sit blodtryk. De indlagde hende med det samme, for at holde hende under observation et par dage. 

Efter fyraften og et solidt måltid hos min mor, tog jeg op for at besøge Vivi. Jeg var der indtil kl. 21:00, hvorefter jeg tog hjem. Kl. 23:15 blev jeg ringet op af en kvinde, som spurgte, 

”Er De Vivi Stenders mand”? 

Til det kunne jeg kun svare 

”Ja” 

med en nervøs stemme, mens jeg tænkte: 

”Hvad er der dog galt?”

Derefter fortalte hun mig, at Vivis blodtryk var blevet ved med at stige, og de derfor ville gøre, kejsersnit MED DET SAMME. Jeg ved ikke, om du kan forestille dig den panik, der greb mig. Jeg løb rundt om mig selv, mens jeg kaldte på hjælp fra gud, men fik dog ringet efter en Taxa, og fik pakket de ting, som Vivi havde skrevet op.

Da jeg havde sat mig ned i taxaen og havde kørt et stykke vej, kom jeg i tanker om, at jeg havde glemt mit fotografiapparat. Nå, men chaufføren vendte bilen, og snart var vi på vej igen. Vi nåede alligevel Hørsholm cirka 23. 30, hvor din mor lå og fik et blodtryksnedsættende drop.

Så snart blodtrykket var lidt længere nede, bar de hende ned i en ambulance og bagefter kørte vi over på den anden side af gaden. Her kørte vi op på første sal, og Vivi blev med det samme kørt ind på operationsstuen. Vi nåede kun lige at give hinanden et lille kys. 

Jeg måtte ikke komme med ind, men måtte blive udenfor på gangen, eller sidde i dens deres opholdsstue. Jeg foretrækker gangen.

På et tidspunkt kom reservelægen ud og ringede efter et apparat, for de kunne ikke høre hjertelyden. DET blev jeg ikke roligere af.

Derefter gik jeg frem og tilbage i noget, der virkede som en evighed. Så kom jordemoderen ud og hentede nogle ting og sagde 

”Nu varer det ikke så længe” 

En ny evighed sneglede sig af sted

Indtil pludselig jeg hørte din grad første gang kl. 23:58. Ganske kort tid efter kom jordemoderen ud med dig i et grønt klæde og lagde dig over i mine arme. Fantastisk. 

Der var ikke tid til at stå og beundre dig,  for du skulle lige hen og ligge lidt i en kuvøse for at vænne  dig til verden. Jeg lagde dig i kuvøsen og lagde min hånd på dig og talte til dig. 

Du var dækket af noget gråt fosterfedt. Da du var faldet lidt til ro, skulle du vejes. Det kunne du ikke li’ !! Men du vejede 2880 g. 

Tilbage i kuvøsen igen, blev du atter rolig, men så skulle du måles. Atter protesterede du  voldsomt, da dine 50 cm blev udmålt. 

Igen faldt ud til ro, hvorefter du blev stukket med en sprøjte. Nå,  nu var du ved at blive færdig og manglede bare at få tøj på,  Da de havde fået det på, blev mor køn ud fra operationsstuen.

Fortællingen om Emils fødsel - side 1
Fortællingen om Emils fødsel – side 1
Fortællingen om Emils fødsel - side 2
Fortællingen om Emils fødsel – side 2
Fortællingen om Emils fødsel - side 3
Fortællingen om Emils fødsel – side 3
Fortællingen om Emils fødsel - side 4
Fortællingen om Emils fødsel – side 4


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *