Et af de hurtigst-voksende fænomener på internettet er systemer som Arto, Facebook, Myspace, og LinkedIn. Sociale netværk kaldes de. 100 mio mennesker har eksempelvis oprettet en profil på Facebook, heraf er 500.000 danskere. Modsat almindelige hjemmesider er det meget let først at læse noget, og så diskutere det med andre. Som den amerikanske forfatter og forsker Clay Shirkys siger, så betyder dette, at vi går fra en situation, hvor vi ved noget til en tilstand hvor vi gør noget. Det kan blive en helt ny platform for vores demokrati og for måden virksomheder og kunder kommunikerer med hinanden.

Men hvordan forvaltes disse muligheder i dag? I sommers diskuterede jeg med stor inderlighed en ændring af måden det danske internet bliver administreret på. Som altid underskrev jeg mine synspunkter med mit fulde navn. Men dem jeg diskuterede med havde navne som Kramse, Oermen, Kwi, Guan, og Czar. I deres tilfælde var der tale om aliasser, som man – med en smule indsats – kunne finde ud af, hvem der gemte sig bag. Men sådan er det langt fra altid. Og der er stort set ingen censur. Man kan med andre ord skrive præcis hvad man vil, helt anonymt. Ikke alle kan administrere dette.

Det mest triste eksempel, på hvor galt dette kan gå, er den amerikanske teenager Megan Taylor Meier. Hun begik i 2006 selvmord ved at hænge sig i sit skab. Dette skete efter hun var blevet psykisk tortureret af – hvad hun troede var – en attraktiv dreng, der hed Josh Evans. Men Josh var i virkeligheden en mor, der sammen med sin forsmåede datter på MySpace chikanerede Megan så voldsomt, at hun ikke ville leve mere. Den sidste besked fra “Josh” til Megan var: “The world would be a better place without you”

Anonymiteten kombineret med et stort publikum får altså det værste frem i nogle. Også danskere. I vinters tilmeldte 800 mennesker sig en gruppe på Facebook, der generede en mand fra Århus. Medlemmerne af gruppen kaldte ham eksempelvis pædofil, trækkerdreng og kleptoman. Mobningen bredte sig til den fysiske verden, og de tog billeder af ham på hans gåture og offentliggjorde dem på internettet. Gruppens medlemmer sagde efterfølgende, at de ikke vidste, hvorfor de gjorde det.

Det er ikke kun teenagere og svage personer, der kan blive mobbet i de sociale netværk. For knapt to år siden arbejdede jeg hos Krak. Her blev vi genstand for tusindvis af vrede kommentarer på sociale netværk, pga. vores forbud mod direkte links til kort. Siden har store virksomheder prøvet det samme, når vrede forbrugere begynder at danne virtuelle protestbevægelser. Og modsat de såkaldte hadehjemmesider, så er det næsten umuligt at dæmme op for negativ eller urigtig omtale på sociale netværk.

Men uanset om vi kan lide disse medier eller ej: De er blevet en del af den moderne medie-virkelighed – på godt og ondt. Derfor skal de tages alvorligt, og bruges med respektfuld, demokratisk omhu.

Man skulle derfor tro, at moderne politikere var meget optaget af disse muligheder. Især it-politiske ordførere. Dem er der otte af. Tre er slet ikke registreret på de mest relevante netværk. Blandt de sidste fem, reagerer fire af dem på begrundede invitationer. Så halvdelen har et opdateret indtryk af mulighederne og begrænsningerne.

Blandt de almindelige politikere er andelen af dem, der for alvor har taget de sociale netværk til sig, meget lavere. Men da jeg testede reaktionerne hos de få politikere, der er aktive, så reagerede de fleste forholdsvis hurtigt – og en enkelt gang på en personlig måde. Selv når der er tale om i øvrigt travle toppolitikere.

Lad os håbe, at vores politikere kan inspirere internetsamfundet til demokratisk takt og tone på de sociale netværk!

Bragt som kommentar i Jyllands-Posten d. 15. september 2008