I år overgav jeg mig – endelig: Jeg lod en lille dims i forruden bestemme vores navigation fra én udkant af Europa til en anden – via utallige, hårdt trafikerede motorvejskryds. På trods af navigatorens skarpe stemme (vi kaldte den ”Frk. Skrap”), må jeg indrømme, at den er langt bedre til at finde vej, end jeg – og de fleste mennesker – er.

At det overhovedet kan lade sig gøre, skyldes et delresultat fra en af de mest mislykkede dele af it-verdenen. Denne del hedder kunstig intelligens. I 1967 lovede en af forskerne på området – H.A. Simon – at ”maskiner vil blive i stand til – indenfor tyve år – at udføre ethvert arbejde et menneske kan gøre”. Det mål er langt fra nået – 42 år senere.

Men områdets fascinationsfaktor har altid været stor. I Stanley Kubricks film fra 1968 ”Rumrejsen År 2001”, spiller en meget menneskelig, mentalt forstyrret computer – Hal – skurkerollen. Hal kan både forstå det talte sprog, men også lægge sine egne, dødelige planer, og slår næsten hele rumskibets besætning ihjel. I dag skriver vi 2009, og verden har stadig ikke set et it-system, der er så intelligent som Hal.

Men hvordan afgøre man om en computer er intelligent? I 1950 beskrev Allan Turing hvordan dette kan afgøres: En testperson skriver en række spørgsmål, som sendes til en anden person samt til en computer. Hvis testpersonen ikke kan afsløre hvilke svar, der kommer fra computeren, så er computeren intelligent.

Der er gennem tiden udviklet en række programmer, der kaldes chat-robotter, som kommer tæt på at klare denne opgave. Siden 1991 er Loebner prisen hvert år tildelt det program, der bedst klarer Turing-testen ud fra en række spørgsmål som ”hvad er klokken?”, ”hvad er en hammer?” osv. Mange af disse programmer kan personaliseres og trænes. På internettet findes en række eksempler på dem. Man kan eksempelvis chatte med John Lennon eller med Gud. Efter et stykke tid kan man godt gennemskue, at det er et it-system, men illusionen bevares et stykke tid. Chatrobotterne tænker ikke selv, de svarer bare ud fra en stor mængde foruddefinerede regler.

Hvordan mennesker tænker – og især tager beslutninger uden at vurdere samtlige udfaldsrum, er at andet delområde indenfor kunstig intelligens. Det er årsagen til, at min navigator kan beregne ruter så hurtigt. Hvis den skulle beregne samtlige kombinationsmuligheder af alle delstrækninger gennem Europa, inden den gav et svar, ville den først svare, når ferien var slut.

En anden ting, vi mennesker er ret gode til, er at genkende ting, vi ser. Igen uden at vi behøver at bruge samtlige detaljer. Eksempelvis kan enhver dansker genkende et billede af Rundetårn. Men de færreste kan fortælle, hvor mange vinduer, der er i tårnet. Det behøver vi ikke for at genkende det. I dag ser vi de første eksempler på ansigtsgenkendelse på fototjenester som Googles Picsa, så også på dette område er der fremskridt.

Endelig bevæger de fleste mennesker sig. Robotter er en anden deldiciplin indenfor kunstig intelligens, som har fået stor udbredelse. Men ethvert menneske kan bevæge sig langt bedre, end selv de mest avancerede robotter.

Samlet set må man sige, at de enkelte delgrene indenfor kunstig intelligens er kommet tættere på matche os mennesker. Og i nogle sammenhænge har it-systemerne overhalet os. Som da Deep Blue programmet i 1997 slog verdensmesteren i skak – Gary Kasparov. Men ingen har kunnet samle de enkelte delresultater i én maskine, der kan udføre ethvert arbejde, mennesker kan gøre, som H.A. Simon forudså.

Så robothjælpere som R2D2 og C-3PO i George Lucas’ Stjernekrigsfilm kommer ikke på markedet foreløbig. Hvor smarte de end ville være i en tid, hvor vi tilsyneladende ikke har penge nok til at hjælpe alle dem, der har behov for det.

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 4. august 2009

Relevante links

Chat-robotter

John Lennon Artificial Intelligence Project:
http://triumphpc.com/johnlennon/
Chat med John Lennon

iGod: http://www.titane.ca/igod/
Chat med gud

Alice: http://alicebot.blogspot.com/
Link til den prisbelønnede chatrobot. Man kan også træne sin egen chatrobot.

Eliza: http://www-ai.ijs.si/eliza-cgi-bin/eliza_script
Den første chat-robot, der blev udviklet i 1966.

Intelligente robotter

RoboCup: http://www.robocup.org/
Afholder hvert år fodboldturneringer med intelligente robotter.

ASIMO: http://asimo.honda.com/
Hondas imponerende robot, der kan bevæge sig – næsten – som et menneske

Humanoid Robotics Group: http://www.ai.mit.edu/projects/humanoid-robotics-group/
Et af MITs berømte laboratorier. Har udviklet Kismet, der har visse sociale egenskaber


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *