Det er den svære årstid, hvor familierne skal blive enige om – og gennemføre – årets store ferie. Ikke en let øvelse: Ferien er en afgrænset periode, budgettet har en vis grænse, og alligevel er der næsten ingen ende på forventningerne. Det kan gå galt, med skilsmisse og anden ulykke til følge. Dette er dog – heldigvis – undtagelsen snarere end reglen.

Sådan er det ikke med it-projekter. Selvom alle arbejder hårdt for, at projektet tidsplanen nås, budgettet overholdes, og det aftalte resultat leveres, så opnås de tre ting sjældent. Faktisk viser alle historiske analyser, jeg har læst, at de tre succeskriterier kun overholdes i ca. en tredjedel af alle projekterne. Dette tal har ikke udviklet sig de sidste mange år. Man kunne kalde det it-verdenens ulykkelige 30/70 regel.

Der er ingen dokumenteret forskel på fiaskoraten på offentlige og private projekter. Men den offentlige sektor har en anden tradition for at offentliggøre egne fadæser.

For snart 10 år siden udkom den såkaldte Bonnerup-rapport, der prøvede at forklare hvorfor offentlige it-projekter gik så galt. Siden er der kommet en række andre rapporter og anbefalinger, men lige meget har det hjulpet.

Staten bruger hvert år ca 4.5 milliarder kroner på it, heraf ca. 3 milliarder på it-projekter. Finansministeriet udgav i maj en rapport med den tankevækkende titel: ”Professionalisering af arbejdet med it-projekter i staten”. Vittige sjæle kunne finde på at sige, at den offentlige sektor endelig indrømmer, at de har været en flok it-amatører.

Rapporten lægger da heller ikke fingrene imellem: ” vellykkede statslige it-projekter er desværre snarere undtagelsen end reglen”, som forfatterne skriver. I gennemsnit overskred de undersøgte it-projekter budgetterne med 40 % og tidsplanene med 75 %. Ikke et eneste af de undersøgte projekter holdt tidsplanen. Den gennemsnitlige forventede tilbagebetalingstid var beregnet til 4.6 år. Det må kaldes langmodig offentlig planlægning – især når projekterne forsinkes.

Selv om budgettet og tidsplanen holdes, kan et it-projekt godt være en fiasko: De udskældte nationale tests holdt budgettet til punkt og prikke og tidsplanen skred ”kun” 56 %. Men resultatet blev som bekendt en farce.

Rapportens kritiske gennemgang viste disse sygdomstegn i de statslige it-projekter:

• Manglende projektmodenhed
• For risikofyldte projekter fordi de er for komplekse samtidig med at de er baseret på uprøvet teknologi
• Dårlige samarbejdsrelationer med it-leverandørerne, som skyldes rigid eu-udbudspraksis

Rapporten peger på tre mulige løsninger:

1. Kompetenceløft og fælles metoder gennem bla. uddannelse og certificering af projektledere samt anvendelse af en fælles projektmodel.
2. Bedre fokus på og styring af de risikofyldte projekter
3. Bedre samarbejde med leverandører og rådgivere. Eksempelvis ved at lave mindre kravspecifikationer samt håndhæve udbudsreglerne mindre rigidt.

Der er andre forhold, som rapporten indirekte peger på:

Hvor er politikerne? I mange år har det været sådan, at projekter på mere end 60 millioner kroner skulle forelægges Folketingets Finansudvalg. Hvad har udvalgets medlemmer egentlig gjort for at sikre en bedre koordinering og mere professionel udførelse af de mange projekter? Og hvorfor accepterer de tilbagebetalingstider på – i gennemsnit – næsten fem år?

Samtidig har den offentlige sektor brugt formuer på konsulenter, der skulle hjælpe de offentlige myndigheder. Som konsekvens opbyggedes erfaring ikke hos myndighederne. Og rådgiverne lærer åbenbart ikke af deres fejl. Er det på tide at ændre denne praksis?

Men når dette er sagt, skal vi vist alle undlade at grine for højt af de offentlige it-amatører. For projekter kuldsejler også af de samme grunde i den private sektor. Dermed kan rapportens anbefalinger sagtens bruges af private virksomheder. Hvis man bare er en lille smule ærlig.

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 1. juni 2010
Egentlig blogdebat om artiklens emne er her