Hvad kan man tillade sig at skrive om sin mor, der med en nutidig kollegas ord var “…. en hamrende dygtig, tænkende, fremsynet og visionær sundhedsplejerske.”?
Jeg ved det ikke. Men dette er mine erindringer, og alle medaljer har en bagside. Også min mor.


En af de første erindringer, jeg har, er at jeg sidder på min mors skød. Hun spiser knækbrød eller noget andet, der knaser, kan jeg høre, mens jeg læner mit hoved op ad hende. Hun er ved at spise morgenmad. Vi sidder på en træstol ved hendes sædvanlige plads for bordenden af spisebordet. Det er stadig mørkt, så helt vågen er jeg nok ikke endnu. Men jeg nyder det,
Pludselig ringer æggeuret, for nu er det min storebrors tur til at komme op på skødet.
Scenen er typisk for min mor. Hun overkom at have en flot karriere, som hun og jeg har skrevet mere om i dette afsnit. Hertil kom fire biologiske børn, et plejebarn, og at hjælpe rigtigt mange andre, som havde brug for hjælp.
Eksempelvis nyskilte Grethe med hendes to børn, Susanne og Martin. De boede hos os i vores lejlighed med tre kamre og et værelse i Nyborggade fra den 8. maj til den 25. september. De flyttede ind kun 5 måneder efter, at min far var blevet begravet og før sårene på nogen måde var helet hos os. Vi talte ganske enkelt ikke om det, men kastede os i stedet over andres sorger.
Grethe, Susanne og Martin var også med nede i det lille sommerhus, vi havde lånt af min morbror på Marielyst. Her stødte mors nevø, Erik, fra Tolne også til, for han var lidt alene i storbyen. Vi drak 8 liter mælk og spiste et helt rugbrød om dagen, noterede min mor i mit fotoalbum.
Fra starten i samme album noterer hun i oktober 1959, da jeg er en måned gammel:
”Du var usigeligt fredelig altid. Trods støj og uro fra os andre.”
”Du var med på kontoret de første 8 måneder, så flyttede vi i haven og så passede Mona dig.”


”Du er stadig så fredelig. Du følger alt fra din vinkel, og vi har et par gange kommet i tanker om, at du skulle have haft mad for en time siden!!” (sommeren 1960)
”Påsken 1961 siger du endnu ikke et ord”
”1. november [1961] kom du i pleje hos Anni og så begyndte du ellers at pludre”
Man behøver vist ikke at være sundhedsplejerske for at kunne se, at her var et barn, som ganske enkelt trængte til lidt omsorg – ud over hvad skiftende piger i huset (tak Mona og tak Lisa!) og behjertede naboer og venner magtede (tak Anni og tak Hr og Fru Sørensen!).



Men det var bare ikke muligt – samtidig med at min mor skulle passe sit job, mine søskende og håndtere en tiltagende alkoholiseret mand.
Misforstå mig ikke: Hun gjorde alt hvad hun kunne. Hun ”arbejdede med livet, til hun segnede” som hun sagde i et interview til Kristeligt Dagblad.
Hun levede virkeligt efter de tre værdier, hun havde med sig fra sit barndomshjem:
- Flid
- Fromhed
- Forståelse for de svage og udstødte
Men det havde store omkostninger for mig, blandt andet i form af min evige søgen efter anerkendelse.
Da hun gik på pension i 1986, blev hun en helt anden person. Hun var derfor en fremragende farmor for mine børn, som elskede hende højt. Og hun var en stor støtte for mig, da jeg skulle lære at klare Emil selv, fordi Vivi led af efterveerne efter en svær præeklampsi (svangerskabsforgifning). Min mor var også en god hjælp, da Nathalie var spæd. Vivi havde igen haft svangerskabsforgiftning og fik også brystbetændelse. Så da min barsel på to uger var slut, var jeg nødt til at tage Nathalie med på kontoret – ligesom jeg selv var det engang med min mor
Elisabeth nåede også at møde sit livs anden store kærlighed – Harald – og at bo sammen med ham i ti, lykkelige år.
Men det er alt sammen nogle helt andre historier, som jeg nok skal fortælle ….
Hvis du har lyst, kan du læse om Elisabeths barndom i næste afsnit.
Skriv et svar