»Hvad ønsker du dig til jul?« spørger husets hersker mig. Som sædvanlig kan jeg ikke ryste noget fyldestgørende svar ud af ærmet. Derfor svarer jeg: »10 kys og kærlighed. Og lavere skat.« Min hustru sukker og svarer (på en opgivende, men kærlig måde): »Nå ja – det samme som du plejer.«

Men måske får jeg snart en af de ting, jeg ønsker mig: Lavere skat. Den offentlige sektor begynder nemlig endelig at overveje, hvordan it kan give besparelser. I stedet for den type besparelser, der består af eksempelvis uhumske toiletter i folkeskolerne eller dårligere pleje af ældre.

I efteråret udsendte Finansministeriet et cirkulære, som kræver, at der skal udarbejdes ”business cases” på større, offentlige it-projekter. I den anledning udtalte kontorchef Lars Frelle-Petersen fra Finansministeriet til Computerworld:

»Vi har set eksempler på, at der ikke er blevet lavet business cases, så derfor er det blevet gjort obligatorisk.«

Læs lige den udtalelse en gang til! Det er åbenbart sådan, at embedsmænd kan finde på at bruge millioner af skattekroner på it-projekter uden at overveje, om de er pengene værd. Endsige at følge op på om de formodede gevinster hentes hjem, da de jo ikke er vurderet.

At udarbejdelse af ”business cases” er en sjælden foreteelse i eksempelvis sundhedssektoren understreges af professor Søren Lauesen i hans kommentar om business cases til Version2.dk:

»Problemet for mange – også i sundhedssektoren – er, at de ikke ved, hvordan man laver sådan en, og hvordan man under projektet sikrer sig, at man også høster den planlagte gevinst. Så ministeriet pålægger regionerne et ansvar, som de ikke har kompetencer til at løfte. Men så skal de heller ikke kaste sig ud i den investering.«

Bedre sent end aldrig at komme i gang med ”business cases”, kan man sige. Hvis man skal finde noget pænt at sige om situationen.

Det sker ofte i it-projekter, at det kan være svært at forudse alle konsekvenser og omkostninger hos alle deltagende parter. Et eksempel på dette er Skats ulykkesramte e-indkomstregister. Det har betydet, at 170.000 virksomheder siden årsskiftet har skullet indberette og indbetale tilbageholdte a-skatter fra medarbejderne elektronisk. Et system som forhåbentlig kan spare arbejdskraft i Skat. På sigt.

Men starten har været svær. De mange indkøringsvanskeligheder har betydet, at Skat har måttet opgive at sende rykkere ud fra januar til august, og at de nu helt har mistet overblikket. Derfor må de sætte en task force på 100 årsværk ind for at redde trådene ud. Så de får nok ikke nogen besparelse i år.

Men hvad værre er: Systemet er så bøvlet at bruge, at en lang række virksomheder har kastet håndklædet i ringen og i stedet betaler eksterne lønbureauer for at lave arbejdet. Multidata har således i år oplevet en vækst i omsætningen på 45 mio. kr. alene fra e-indkomst-opgaver. Men de er ikke kommet sovende til dem. Virksomhedens direktør, Helge Kaltoft, udtaler til ErhvervsBladet:

»Det var en kæmpeopgave at få gennemført ændringerne i vores it-systemer. Det er en opgave, der har lagt beslag på en stor del af hele virksomhedens udviklingskapacitet.«

Mon Skats ”business case” for e-indkomstsystemet forudså omfanget af det efterfølgende bøvl hos dem selv og hos virksomhederne? Jeg tvivler.

Og det er desværre ikke første eksempel på offentlige it-projekter, der – måske – skaber gevinster hos den offentlige sektor, men samtidig skaber besvær ude i virksomhederne eller hos borgerne.

Så jeg får nok de gaver til jul, jeg plejer: Et kys på kinden, sorte sokker og én gave, der er en overraskelse.

Den sidste gave bliver ikke lavere skat pga. it-skabte effektiviseringer i den offentlige sektor. Hverken i år eller næste år. Men måske kan jeg håbe på en stor overraskelse til julen 2010?

Bragt som kommentar i Jyllands-Posten og på epn.dk d. 9. december 2008


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *