I starten af 1990erne mødtes jeg i Bruxelles med en højtstående Microsoft-ansat. Han var ansvarlig for virksomhedens aktiviteter i Europa. Jeg deltog i mødet, fordi jeg redigerede en håndbog for alle offentlige indkøbere i EU. Jeg var sammen med embedsmænd fra EU-kommissionen, og vi skulle overbevise Microsoft om, at de it-standarder, som var udviklet i Europa, skulle følges af softwaregiganten.

Den magtfulde amerikaner svarede imødekommende: ”Vi tror på standarder”. Men derefter tilføjede han: ”Fortrinsvis vores egne”. På det tidspunkt kendte jeg ikke rækkevidden af hans udsagn.

Dengang havde Microsoft en dominerende markedsandel på pc-styresystemer. Men på kontorprogrammer som tekstbehandling havde de næsten ikke noget marked. Den store mastodont hed WordPerfect. Men virksomheden formåede ikke at følge med udviklingen indenfor de grafiske brugerflader. Inden 1990erne var forbi, dominerede Microsoft markedet totalt.

De europæiske standardiseringsbestræbelser fortsatte, men led en krank skæbne. Stort set alle standarderne blev aldrig implementeret af it-leverandørerne. Samtidig svandt de store, europæiske it-virksomheder ind til niche-spillere. Dermed forsvandt også politikernes lyst til at finansiere udarbejdelsen af standarder. Og vilje til at gennemtvinge dem gennem indkøbskrav, når den offentlige sektor købte ind.
Derfor var der i mange år ikke en standardiseret måde at gemme dokumenter på. Så længe vi alle anvender det samme produkt, er dette ikke et problem: Vi kan alligevel sende dokumenter til hinanden, og arbejde videre, hvor den anden slap. Derfor har de færreste interesseret sig for, hvordan Word gemmer dokumenterne. Det skal Microsoft nok tage sig af.

De sidste år har Microsoft fået konkurrence indenfor kontorprogrammer: Det gratis program Open Office har fået kritisk masse og indgår nu i produktporteføljen hos så magtfulde spillere som IBM og Oracle. Samtidig tilbyder Google billige eller gratis alternativer på internettet.

Derfor er det igen blevet nødvendigt at beskæftige sig med, hvordan dokumenterne gemmes. For man kan ikke længere gå ud fra, at modtageren anvender Word eller Excel. Hvis man en dag selv vil skifte system, er det også godt at vide, at dokumenterne og regnearkene kan flyttes – uden at de bliver ulæselige.

De it-politiske ordførere i Folketinget er da også vågnet til dåd. For nylig vedtog de – efter års debat – et konklusionspapir på området. I dokumentet bliver alle offentlige myndigheder forpligtet til at kunne sende og modtage ikke-redigerbare dokumenter i formatet PDF/A-1. PDF (Portable Document Format) er udviklet af virksomheden Adobe og er allerede meget udbredt. Adobe indsendte tidligt beskrivelsen til det internationale standardiseringsorgan ISO. I 2005 blev den vedtaget som standard. Så langt, så godt.

Vores politikere har noget mere uld i mund, når det gælder standarder til dokumenter, der kan redigeres. Her står valget reelt mellem ODF (Open Document Format) og OOXML (Office Open Extensible Markup Language).

ODF blev oprindeligt udviklet af virksomheden SUN, som har skrevet meget af den kildekode, der indgår i Open Office. SUN er i dag købt af Oracle. ODF blev en international standard i 2006.

OOXML er udarbejdet af Microsoft, og siden indsendt til standardiseringsorganisationerne. På samme måde som Adobe og SUN i sin tid gjorde det. OOXML blev en international standard i 2008.

Politikerne undlod at tage stilling til hvilken standard, der er den bedste. I stedet skal en gruppe af eksperter vedligeholde en liste over standarder, der kan accepteres. Denne gruppe blev nedsat i 2008, og vil helt sikkert blive bestormet af argumenter fra begge lejre. Mon det ikke ender med, at begge standarder kommer på listen?

De store it-giganter foretrækker deres egne standarder. Som jeg lærte for snart tyve år siden. Men fordi format-beskrivelserne er tilgængelige for alle, kan enhver leverandør (licens)frit levere produkter, som kan eksistere sammen med de andre. Selv Microsoft understøtter i dag ODF-standarden.

Som resultat kan vi frit vælge kontorprogrammer, så længe de kan ”forstå” dokumentstandarder. Og det er ikke så ringe endda.

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 9. februar 2010