Det kommet let til at lyde som et glansbillede. Når man med ungdommens begejstrede breve som kilde, skal beskrive en lang rejse som denne.

Sikkert er det, at vi ikke levede et sundt liv. Slet ikke set i sammenhæng med det boost, vi fik på Kogtced Søfartsskole. Det var skifteholdsarbejde, og larmede og giftigt arbejde i tropevarme. Alt for meget mad. Og alt for mange toldfri smøger og ditto spiritus.

Prøv at se borddækningen til den uofficielle afslutning med vores skolelærer Poul Andersen.

Det samme til den officielle afslutning med skipper, overstyrmand og skolelærer.

Og den sidste fredag ombord drak vi os helt i hegnet, som vi før havde gjort.

Det var ikke kun eleverne, der tog for sig af de mange goder, Det gjorde alle. Fra matros til kaptajn.

Lidt mindre udbredt var ubeskyttet sex med lokale prostituerede. Men da vi ankom til New Zealand fra Equador, skulle der en hel minibus til, for at alle de muligt ramte kunne komme op til test. At der var et ord for den særlige lejder, der blev brugt til denne natlige “trafik” siger vist en del: Den blev ikke kaldt andet end “kusselejderen”

Hvad der var værst for helbredet, er svært at sige. Men Danmarks Statistiks opgørelse over “Dødelighed og Erhverv” 1996-2000 viser nogle tydelige konsekvenser af dette liv:

Dødeligheden er specielt høj blandt plejepersonale på plejehjem, matroser, kokke og tjenere, rengøringsarbejdere, slagteriarbejdere og blandt kontorassistenter.
Andre grupper, der blandt mændene har en høj dødelighed er selvstændige fiskere, bagere og taxivognmænd samt kaptajner i skibsfart.

“Nippon Reefer” blev solgt få måneder efter vi var afmønstret. Hun blev hugget op i 2010 på en strand i Indien.