Microsoft ramte forbi målet, da de i januar 2007 lancerede Windows Vista, som skulle erstatte velafprøvede Windows XP. Men Vista stillede for store krav til hardwaren, og der var i starten for mange programmer, som ikke kunne anvendes på operativsystemet. Samtidig stod de større krav til pc’erne ikke mål med de gevinster, Vista gav.

Derfor gav mange virksomheder Vista den kolde skulder, og besluttede at springe det over, og vente på den næste udgave. Nu er efterfølgeren kommet, og den hedder Windows 7.

I otte år har vi haft glæde af, at Windows XP er billigt, stabilt og opfylder behovet. Kan vi så ikke bare blive ved med at bruge det? Desværre ikke: På lidt længere sigt vil pc-producenterne udvikle hardware, som ikke kan bruges sammen med XP. Samtidig holder Microsoft op med at udsende sikkerhedsopdateringen til Windows XP engang i 2014.

Så lang tid vil de færreste virksomhedsbrugere få lov til at vente. Når man køber en pc, bliver den i dag leveret Windows 7. Som virksomhed har man lov til at nedgradere denne til Windows XP. Men denne ret udløber 18 måneder efter lanceringen af Windows 7 (23. oktober 2009) eller når den første servicepack kommer til Windows 7. Formentlig sidst i 2010. Besynderligt, men sandt.

Derfor må alle virksomheder snart forholde sig til det nye operativsystem – for de bliver tvunget derover før eller siden af Microsofts licensregler. Så man kan lige så godt tage det sure med det søde. Verdenen har jo heller ikke stået stille de sidste 8 år.

Jeg har i nogle uger brugt Windows 7 på min bedagede pc. Og jeg er blevet meget positivt overrasket. Det er som om min gamle maskine har fået nyt liv. Den er blevet hurtigere til at starte og til at slukke, og når noget går galt (hvad det jo gør), bliver man hurtigt hjulpet tilbage til en stabil situation igen. Mange ting er også blevet lettere, eksempelvis at forbinde sig til et trådløst netværk.

Visuelt er Windows 7 blevet piftet op – på en god måde. Nogle vil sikkert savne, at man ikke længere skal trykke på en knap, der hedder ”Start”, når man vil slukke sin pc. Undertegnede vil ikke. De eneste vanskeligheder, jeg har haft, skyldes at jeg samtidig installerede Office 2007. Og den er helt anderledes i sin brugergrænseflade end forgængeren Office 2003. Eksempelvis er print-ikonet pludselig ikke synligt mere. Men efter 1-2 ugers tilvænning mestrer man det nye, flottere udseende. Og Windows 7 og Office 2007 er bestemt en god kombination.

Jeg er ikke den eneste, der er glad for Windows 7. Eksperter, analytikere og virksomhedskunder har kun rosende ord at sige om det seneste operativsystem fra Microsoft. Udviklerne i Redmond har med andre ord ramt plet – denne gang.
Hver gang Microsoft får mig til at løfte armene i begejstring gør de næste altid noget, som omgående gør, at jeg får dem ned igen. Oftest skyldes det deres licensregler, som er så indviklede og ulogiske at kopimaskinesælgeres
forretningsbetingelser virker rimelige og letforståelige. Retfærdigvis skal det siges, at andre it-leverandørers licensbestemmelser er lige så nørklede.

Denne gang drejer det sig om Microsofts licenspolitikker for virtuelle pc’er. Virtuelle pc’er er en ny teknologi, hvor pc’en afvikles på virksomhedens servere. I stedet for at opdatere og vedligeholde en hel masse larmende pc’er, kan brugerne anvende næsten al slags udstyr. Eksempelvis meget små – og billige – maskiner, der kun kan skabe forbindelse til serveren. Et anden mulighed kunne være, at medarbejderne kan anvende lige den maskine, de vil: Børnenes pc, deres favorit-designerblærbare, en pc på en internetcafé, eller hvad der nu er bekvemt.
Vha. et særligt program kan disse maskiner anvendes på en sikker måde til arbejdsbrug, da arbejds-pc’en ligger på virksomhedens servere.

Men nu har Microsoft endelige meldt deres licenspolitik ud for virtuelle pc’er: Ønsker man at anvende fx Office på sin virtuelle pc, så skal man sikre sig, at den maskine, man anvender til at skabe adgang, også har en Office licens! Det samme gør sig gældende med Windows. Selv hvis man anvender Linux til at komme til sin virtuelle pc. Dermed maser Microsofts licenstromle en god teknologi helt stendød.

Det er en ommer, Microsoft! Capiche?!?

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 1. december 2009
Debat om klummen, se her


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *