Selvom svagtseende (eller løgnagtige?) mennesker siger, jeg har bevaret mit ungdommelige udseende, kan jeg ikke skjule, at jeg er kommet i plus-alderen. Med de fordele og de ulemper, det giver. Én af konsekvenserne er, at min kone og jeg kan fejre sølvbryllup til sommer, bla. fordi ingen af os faldt for en yngre ”model”. Heldigvis, synes jeg, for nu nyder jeg samværet med den person, jeg kender bedre end nogen anden.

Sådan er det ikke med min mobiltelefon. I januar fik jeg en ny supermobil med stor trykfølsom skærm, og med den nyeste udgave af Googles mobilplatform Android. Alle vegne, jeg flashede mit nyeste legetøj, var interessen enorm.
Få måneder senere er interessen kølnet, for der er kommet andre, smartere modeller på markedet.

Apple har for nylig lanceret en ny udgave af deres supermobil – iPhone 4, som er flottere, mere holdbar og har flere faciliteter end forgængerne.

Selvom der er tale om små ting, kan disse ikke undværes af ægte Apple-fans: Ifølge teleselskabet 3 har virksomheden allerede skrevet købere på venteliste til den nye tingest – selvom prisen på det danske marked ikke er kendt endnu.

For dem, der sværger til Googles mobilplatform, har mobilproducenten HTC lanceret et nyt vidunder i form af HTC Evo 4G. Sony Ericsson har lanceret en Android mini-telefon – X10, som begejstrer anmelderne, og der er mange andre eksempler på gode telefoner baseret på Googles operativsystem.

Min nye mobil er med andre ord allerede gammeldags. Mere overraskende ser den også slidt ud. Den har fået grimme ridser efter et enkelt fald ud af skjortelommen, og de mange fedtfingre på skærmen får den til at se uhygiejnisk ud. Samtidig taster jeg med pegefingeren lige så langsomt som en politibetjent, der optager en rapport på en gammeldags skrivemaskine.

Forleden genfandt jeg min gamle, trofaste og bundsolide Nokia-mobil i min skuffe. Den ser faktisk ny ud i sammenligning med den – tidligere så smukke – Google-fon. Når en regnbyge under en telefonsamtale en dag tager livet af Android-vidunderet, kommer Nokiaen sikkert op af skuffen igen.

Med mindre der er kommet en helt ny og lidt smartere mobil, som jeg bare må prøve.

Jeg burde efterhånden ellers have lært at tæmme begejstringen for det nyeste. Hver eneste gang jeg har taget et spritnyt it-produkt i brug, har jeg måttet sande, at indenfor it er ”leading edge” meget tit det samme som ”bleeding edge”. Massevis af børnesygdomme medfører oftest forsinkelser og uhensigtsmæssigheder.

Derfor er vi i min virksomhed ret tilbageholdende med at påtvinge brugerne opgraderinger af vores it-systemer. Det er eksempelvis frivilligt, om de ønsker at anvende en ældre udgave af vores officepakke (Office 2003) eller om de vil anvende en nyere (Office 2007). Kun 20 % har valgt den nye.

Men der er en grænse for, hvor længe man kan udskyde opgraderinger. Dels bliver det til sidst svært at få fat i folk, der kan hjælpe, når der er problemer, og dels går man glip af fordelen ved at have standardsoftware: Der er andre virksomheder, som er med til at finansiere videreudviklingen af programmerne. For at få udbytte af dette, er man nød til at følge med opad i versionerne. På samme måde, som et ægteskab hele tiden skal vedligeholdes for at holde.

Nogle systemer er sværere at opgradere end andre. De af mine it-chefkollegaer, som har lagt alle deres it-æg i den tyske softwaregigant SAPs kurv, ligner altid hængte katte, når de gennemfører en opgradering. Samtidig sætter de årelange og dyre opgraderingsprojekter deres forretninger helt i stå. Eller det, der er værre.

Der er derfor en anden, vigtig lektie indenfor vedligeholdes af it-systemer – og ægteskaber: Vedligeholdelse skal ske løbende, så det ikke ender med at blive til et kæmpeprojekt.

Jeg må hellere huske at købe blomster til min søde viv i dag.

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 15. juni 2010