En sommersøndag i kolonihaven
Bierne og fluerne summede dovent i varmen i frugthaven til kolonihavehuset. De fleste voksne havde for længst lagt sig til at sove middagslur i solsengene under de skyggefulde frugttræer. Godt mætte efter at have indtaget mormors grydestegte kylling med skysovs, nylavet agurkesalat og nye kartofler. Til dessert: Henkogte blommer med creme. Duften hang stadig i det lille, sorte kolonihavehus i Skovlunde.

Jeg ville ikke sove. Så i starten kravlede jeg op i kirsebærtræet, hvorfra jeg kastede kirsebærsten ned på de sovende. Men til sidst fik min morbror Henrik mig ned og overtalte mig til at ligge i gæsteværelset og læse nogle af de gamle, støvede Anders And-blade, han omhyggeligt havde indbundet, så det blev til Anders And-bøger.
Gradvist blev min vejrtrækning langsommere. Langsommere end det gamle brune ur i den lille stue, hvor pendulet svingede frem og tilbage og sagde ”tik” ”tak” ”tik” ”tak ”tik” ”….. . Snart sov jeg tungt.
”Sover du endnu?”, sagde min storebror Ole drillende, så jeg vågnede. Han var nu ikke så meget ældre end mig – kun 15 måneder. Men det afholdt ham ikke fra altid at drille. Han elskede at hidse mig op, så jeg mistede besindelsen. I dag var ingen undtagelse og hurtigt startede en jagt, hvor jeg rasende løb efter Ole rundt om træerne i frugthaven. Hvis nogen af de voksne sov endnu, var de nu vågne.
Tante Magdelene indfangede os og satte os ved børnebordet sammen med vores to storesøstre, Kirsten og Lis, fire kusiner og to fætre. Min søster Kirsten nød det, og syntes, det var rart at være sammen med nogle mindre støjende og mere velopdragede børn. Min ældste søster Lis kiggede alvorligt på os og prøvede at styre løjerne. Det gik fint, lige indtil jeg væltede min del af den sodavand, vi fire delte, på min kusine Annes kjole.
Nå, hun blev tør igen og snart begyndte vi igen at lege. Uden at lægge mærke til at min mor græd, mens hun snakkede med min morfar, som så meget vred ud. Min far var der ikke. Han var blevet hjemme i det lille værksted, vi havde i vores kolonihavehus i Herlev.
Min morfar tog med hjem til vores eget, svenskrøde kolonihavehus.
Det var småt, som den slags var: Først kom man ind i et lille køkken med to gasblus. Herefter var et køjerum med fire senge til os børn og til sidste en lille stue, hvor der hang en petroleumslampe i loftet, som var eneste lyskilde om aftenen. Men den havde et rart lys, og den spredte lidt varme og en særlig duft, når der blev fugtigt i regnvejr. Her sov min mor. De fleste andre nætter sov min far i værkstedet, fordi han havde drukket sig fuld. Igen.
Derfor var min morfar rasende. Den ellers fromme mand bandede til min far, da han så ham og slog ham, så min far røg forskrækket ind i sit værksted. ”Hvis du bliver ved, kommer jeg sgu og slår dig ihjel!”, truede han.
Det hjalp ikke meget, skulle det senere vise sig.
Skriv et svar