Tit bliver jeg bliver skuffet, når jeg får lov til at teste et nyt stykke udstyr. For alt for ofte har producenten haft for travlt med at komme på markedet. Som konsekvens er der alt for mange ting, som ikke fungerer ordentligt.

I januar løb Motorola med al opmærksomhed og priser på forbrugerelektronmessen CES i Las Vegas med deres nye tavle-pc – Xoom. I denne måned kunne den købes i Danmark, og jeg har derfor haft mulighed for at teste den danske udgave. De mange måneder har sikkert været med til at Motorola kunne rette de sidste fejl. Resultatet er imponerende, synes jeg. Motorola Xoom er bestemt en overvejelse værd, hvis man vil ud at anskaffe en tavle-pc.

Motorola Xoom er såkaldt referenceenhed for version 3.0 af Googles Android platform – Honeycomb. At enheden er en referenceenhed betyder, at Motorolas og Googles ingeniører har arbejdet tæt sammen under udviklingen af både hardwaren og softwaren.

Allerede når man modtager den lidt nørdede udseende pakke, bliver man opmærksom på dette. På den spraglede pakke står der ”Motorola Xoom – with Google”

Når den tændes, skal man oplyse sin Google-konto. Har man en sådan, bliver alt lige fra mail til billeder i Picasa-tjenesten installeret og nydeligt integreret. Som man efterhånden er vant til på de Android-baserede smartphones. Det er også let at konfigurere sin Microsoft-baserede mail og kalenderfunktion.

Version 3.0 af Android er beregnet til tavle-pc’er og det kan hurtigt mærkes. Navigationen er helt anderledes, og udnytter den store størrelse. Man skal lige vænne sig til, at ”Hjem” symbolet flytter sig – alt efter hvordan tavle-pc’en vendes. Modsat iPad’en hvor man altid trykker på den samme fordybning.

De apps, man tidligere har hentet fra eller købt på Android Market, bliver – naturligvis – også installeret. Og endnu mere overraskende: De opsætninger, man har haft på sin Android-smartphone huskes. Således kunne den umiddelbart forbinde sig til alle de WiFi-adgangspunkter, jeg har haft kontakt til med min smartphone. Selv adgangskoderne behøvede jeg ikke at genindtaste. De var alle gemt i Googles enorme databaser.

Gad vide hvilke andre oplysninger fra min smartphone Google gemmer – uden jeg har bemærket det? Hvem jeg har ringet til, hvor jeg har været, hvilke hjemmesider jeg bruger mest tid på?

Browser-oplevelsen på Xoom’en er nok det bedste ved den nye tavle-pc. Når Adobes Flash er installeret (det skal man mærkeligt nok selv gøre), er det en fornøjelse at surfe på internettet uden de irriterende småting, som ikke fungerer, når man møder de samme hjemmesider på en iPad. Samtidig har Xoom’ens dobbelt-CPU kræfterne til at vise de krævende elementer. Samsungs Galaxy Tab kan knapt følge med, når de tunge Flash-sider skal vises, mens loadhastigheden er fin på Motorolas tavle-pc.

Hurtigt ønskede jeg også at teste mere krævende anvendelser. Som at se tv fra dr.dk/tv eller TV2s Sputnik. DRs tjenester fungerede fint på Xoom’en – modsat på iPad’en. Lidt af et hit – for mig: Jeg kunne sidde og se en nørdet dokumentar om Lancaster bombemaskiner på Zoom’en, mens min kone så endnu en genudsendelse af Hammerslag på vores almindelige husalter.

TV2s Sputnik-tjeneste kræver Microsofts Flash-konkurrent installeret. Og den findes ikke på Android Market. Træerne vokser trods alt ikke ind i himlen. Men det var også den eneste tekniske begrænsning, jeg løb ind i under testen.

Den daglige brug er også en fornøjelse – med et lavt batteriforbrug. En uge kunne Motorola’en holde under almindelig arbejdsbrug i dagtimerne og web-surfing, tv-kigning og e-maillæsning om aftenen.

Motorola har mange gange i IT-historien været de første med det bedste – uden at det skabte dem en dominerende markedsandel. Eksempelvis var det Motorolas ingeniører, som fremstillede verdens første mobiltelefon.

Men andre producenter har ikke sovet i timen. Således har Acer lanceret deres Iconia A500, til en pris som er lavere end både Motorolas og Apples tavle-pc’er. Acers tavle-pc anvender også Android 3.0 og de tekniske specifikationer er næsten de samme som Motorola Xoom. Mit gæt er derfor, at den er lige så god – uden at jeg har haft mulighed for at prøve den.

Snart kommer andre, stærke spillere ind i kampen: Eksempelvis lancerer HP snart deres egen TouchPad, som er baseret på den webOS teknologi de fik til rådighed, da de opkøbte virksomheden Palm. Jo – det var Palm som næsten var synonym med fortidens PDAer. Forudbestilling af HPs TouchPad åbnede d. 19. juni.

Én ting er sikkert: Udstyrsfremtiden er flad – og Apple har endelig fået værdig konkurrence på det lukrative og hurtigtvoksende marked for tavle-pc’er.

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 21. juni 2011


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *