500 internet-venner. Så mange er jeg nu forbundet med på det sociale netværk LinkedIn. Et så stort netværk burde være værdifuldt, hvis man skal tro Robert Metcalfes lov: ”Værdien af et netværk er lig med kvadratet af antal brugere”. Det oplever jeg egentlig ikke. Men det er da en meget nyttig måde at gemme professionelle kontakt-oplysninger på, hvis man senere skal i kontakt med dem.

Anderledes ville det være, hvis jeg var en sælger. Så kan jeg eksempelvis – helt åbent – tage min kundedatabase med mig, hvis jeg forlader en virksomhed. Eller konkurrenter kan kopiere den, hvis de har lyst. De kan også bare nøjes med at finde de bedst egnede sælgere eller andre nøglemedarbejdere i en virksomhed, og derefter effektivt kontakte dem. Uden andre værktøjer end LinkedIn.

Men sådan er vilkårene. For det eneste, der tilsyneladende er umuligt på de sociale netværk, er at fastholde privatlivets fred – selvom man forsøger.

Facebook kom i foråret under hårdt pres fra vrede brugere, som med rette synes det var for indviklet at angive, om eksempelvis et foto kun må ses af venner – og ikke af andre. Facebook lovede bod og bedring og gennemførte ændringer i systemet.

Dette overbeviste ikke forkæmperne for privatlivets fred på internettet. De opfordrede i stedet til en verdensomspændende ”Quit Facebook Day” d. 31. maj. De er åbenbart en minoritet, for oprøret blev en fiasko: Kun 36.745 – ud af 450 millioner – valgte at melde sig ud af Facebook.

Sandsynligvis er der ikke mange folketingsmedlemmer blandt Facebook-dropperne: Få dage efter aktionen var nogle af medlemmerne så aktive på Facebook under afslutningsdebatten, at Folketingets formand Thor Pedersen foreslog et forbud mod Facebook-brug under møderne. For at fremme medlemmernes koncentration under debatterne.

Om det nogen sinde bliver virkelighed, må tiden vise. Men det bliver svært at håndhæve – og afgrænse. For hvilke andre distraherende genstande må så heller ikke komme ind i Folketingssalen: Aviser? Mobiltelefoner? Bøger?

Koncentrerede eller ej, så har selv kommunikationskloge mennesker svært ved at forstå, at sociale netværk er meget, meget offentlige rum. Dét lærte pressemedarbejderen hos Venstre Ditte Okman på den hårde måde, da hun skrev på Facebook, at en medarbejder i Folketinget var ”fucked up og medicineret”. Overraskende at et professionelt mediemenneske ikke tænker sig mere om. Hun forlod sin stilling.

Men kort tid gentog hendes chef Søs Marie Serup miseren ved at skrive i sin Facebook-status: ”Er jeg den eneste, der er helt og aldeles ligeglad med denne askesky??”. BT skrev om sagen, og få dage efter lukkede hun sin Facebook-profil.

Sikkert klogt, for der burde være en lov, der hedder: ”Intet er hemmeligt på internettet. Og den, du mindst ønsker skal se noget, gør det som den første”. Eller lidt mere ordrigt sagt: Som internetbrugere har vi i praksis ingen mulighed for at bestemme, hvem der må se vores data, billeder, tanker og andet indhold, samt hvad andre må bruge disse til. Det er naivt at tro, at dette kan opnås, mente virksomheden SUNs topchef Scott McNealy allerede i 1999. ”Get over it” som han tilføjede.

Hvis nogen skulle have glemt hans kloge ord, så mindede Apple os om dem i sidste uge: Virksomheden har ændret deres licens-betingelser, så de nu har lov til at overvåge og gemme oplysninger om eksempelvis iPhone-brugernes geografiske færden. Andre kan også følge med, for som de skriver i licensbetingelserne ”kan Apple og vores partnere og licenshavere indsamle, bruge og dele præcise lokationsdata, herunder real-time geografisk lokation for din Apple-computer eller –enhed”. Godkender man ikke betingelserne, kan man ikke hente programmer eller musik via iTunes.

Apple er ikke de eneste: Google har i længere tid – ifølge Computerworld – indsamlet de samme oplysninger fra alle telefoner, der anvender deres Android-mobilplatform. Som eksempelvis den populære HTC Desire.

I lang tid har det ikke været hemmeligt, hvad vi tænker og føler, hvis vi udtrykker det på internettet. Nu følger andre også vores færden i det ”virkelige” liv. De kan dele de oplysninger, med hvem de har lyst til. Uden at spørge om lov først.

Ikke nogen rar tanke, vel?

Bragt somme kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 29. juni 2010