Tid er den mest ligeligt fordelte ressource, vi har: Alle på denne klode har præcis samme antal timer, minutter og sekunder på et døgn. Lige så længe vi lever. Men ikke al tid anvendes lige værdifuldt. Hverken af den enkelte, virksomhederne eller samfundet.

Igennem mange år har vi investeret milliarder i IT, som skulle frigøre tid – og dermed gøre os mere produktive. Nogle gange med en stor effekt. Andre gange uden. Nogle simple eksempler:

Da jeg startede mit arbejdsliv, skrev man ikke selv breve og rapporter. I stedet dikterede man eller skrev i hånden på papir. Derefter sørgede effektive sekretærer for at renskrive dette med alle ti fingre på skrivemaskiner. Siden fik vi pc’er og tekstbehandling. Men det gjorde ikke, at sekretærerne forsvandt som faggruppe, på samme måde som typograferne gjorde det. Tværtimod.

De sidste 10 år har vi foretaget store investeringer i hjemmearbejdspladser. Men har det gjort os mere produktive? Måske.

I en virksomhed måles produktiviteten normalt som produktionen pr. år divideret med antallet af arbejdstimer pr. år. Hvis en hjemmearbejdsplads skal øge produktiviteten, skal den enkelte altså reelt arbejde mere – uden at få løn for flere arbejdertimer, eller også skabe bedre resultater – og dermed øge produktionen. Det sidste er sjældent blevet virkelighed.

Senest har vi investeret i helt nye arbejdsredskaber – som smartphones og tablets. Men hvad bruger vi egentlig alle de nye personlige muligheder til? Vi mailer løs hele døgnet. Det skaber måske bedre beslutninger. Men lige så tit spilder vi bare hinandens tid med sidelange mail-dialoger, som skaber flere konflikter, end de løser.

Produktivitet for et land måles typisk som bruttonationalprodukt divideret med antallet af beskæftigede. Normalt falder produktiviteten i gode tider, og stiger i nedgangstider. Men dette skete ikke under finanskrisen i 2007-2009. Virksomhederne holdt øjensynligt fast i deres ansatte og håbede på, at bedre tider nærmede sig. Da opsvinget kom i 2010, steg produktiviteten derfor som usædvanlig konsekvens.

Alligevel har det danske samfund i gennemsnit kun øget produktiviteten med 0,8 % i den private sektor i perioden 2002-10, har OECD beregnet. Mindre end de andre industrialiserede lande, der i gennemsnit har øget produktiviteten med 2 % – hvert år. Som nation bliver vi altså gradvist mindre effektive, i forhold til de lande, vi konkurrerer med.

Mit indtryk er, at de fleste virksomheder har været gode til at høste gevinsterne fra de produktionsnære it-systemer. Dermed har vi fået brug for markant færre ufaglærte medarbejdere end tidligere.

Men det samme er ikke sket i de administrative processer. Her investeres på livet løs – uden at virksomhedernes produktivitet stiger tilsvarende.

Problemet er ofte, at det er svært at spare brøkdele af medarbejdere. Hvis en administrativ medarbejder eksempelvis bliver 5 % mere effektiv, hvordan kommer det så virksomheden til gode? Og hvordan følger vi op på, at denne effekt er vedvarende?

De fleste virksomheder laver solide business-cases inden de foretager store it-investeringer. Færre følger systematisk op på effekten efter et år. Og jeg har stadig til gode at møde virksomheder, der konsekvent følger op efter to – endsige tre år. Selvom mange aktiverer omkostningerne til it-projekterne over en årrække, følger de færreste op på, at gevinsterne varer lige så længe.

Den offentlige sektor har investeret milliarder i store it-systemer, men er først for nylig begyndt systematisk at anvende business-cases i alle it-projekter. Helt utroligt! Bedre produktivitet skabes kun ved at definere klare mål, og konsekvent følge op på, at de realiseres. Det første år og årene efter. Det gælder også i den offentlige sektor.

Men kan vi da ikke løse denne udfordring ved at være mere innovative? Næppe! For vi er allerede i front på den parameter. En af verdens førende handelshøjskoler – INSEAD – placerer os således på sjette-pladsen i deres seneste Global Innovation Index. Alligevel hænger vores samfundsøkonomi som bekendt ikke sammen – slet ikke på længere sigt.

Derfor skal også arbejde for at bruge vores tid mere effektivt – til gavn for vores virksomheder og vores samfund.

Men tid er ikke nødvendigvis en lineær størrelse, der tromler derudad i sekunder, minutter og timer uafhængigt af menneskelige aktiviteter. Som man kan vælge at udnytte effektivt – eller lade være. Den franske sociolog og antropolog Pierre Bourdieu foreslår en anden tidsopfattelse, hvor tiden skabes gennem praksis. Det vil sige, at tiden kun går, når vi laver noget. Tiden defineres ud fra, hvad man foretager sig – ikke omvendt. Hvis der intet sker, står tiden stille.

Vores nuværende opfattelse af arbejdstid – og den resulterende løn – er baseret på en logik, der er rigtig i en fabrik, hvor alle skal være til stede samtidig. Men for administrative medarbejdere kunne man sagtens anvende de mange it-investeringer, som allerede er foretaget, til at ændre denne. Eksempelvis ved at løn og status belønner produktion – i stedet for tid forbrugt. Er heltene virkelig dem, som altid er på kontoret?

Vi kan arbejde alle steder fra – på alle tider af døgnet. Og har adgang til al den information, vi behøver. Hvorfor så ikke belønne medarbejdere efter hvor gode resultater, de skaber – i stedet for hvor lang tid de er om det?

Men det er nok for meget forlangt, når vi ikke engang kan træffe indlysende rigtige beslutninger. Som at efterlønnen skal afskaffes, da vores produktivitet ikke stiger nok.

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 16. august 2011