Det længste væk hjemmefra, jeg havde været før denne tur, var Flensborg. Det var også første gang jeg skulle prøve at flyve med (store) fly, dermed også første gang jeg, skulle igennem en lufthavn. Det var op alle måder en ny oplevelse, jeg skulle ud på denne dag i juni 1977. En rejse med skib jorden rundt med køleskibet “Nippon Reefer”.

Jeg havde min trofaste Martin-guitar med i den store lyseblå transportkasse. Jeg var uvidende om, at så stor en ting kunne man ikke have med i flyet. Men tiden var en anden, og en hjælpsom stewardesse fandt en plads til den. Så jeg hurtigt kunne komme ned og sidde. Vi kunne tænde vores piber med “Rød Orlik”, når vi var lettet.

Den første tur over atlanten

Belgien – Canada – Panama

Flyveturen til Bruxelles gik hurtigt, og det var busturen til til havnen i Antwerpen også.

Snart var vi sejlet ud i Atlanten med kurs mod Canada med et læs John Deer traktorer. I mit første brev til Vivi skriver jeg:

Ombord har vi al den luksus man overhovedet kan ønske sig: Svømmebassin, vanedannende varmt vand og elektricitet. lokalradio, der sender musik døgnet rundt . biograf (i torsdags så vi “Ørneborgen” og i søndags så vi “Manden der faldt ned på jorden” med David Bowie), kaffe og kage alle døgnets 24 timer, diverse spil (Skak, ludo etc), TV, bibliotek og måltiderne! Om morgenen får vi spejlæg, blødkogte æg, havregryn, corn flakes, ost., pølse, syltetøj, franskbrød, friskbagte rundstykker og selvfølgelig kaffe og te.

Bemærk hvordan der næsten ikke er punktummer! Det var helt tydeligt overvældende. på den fede måde for den unge Per…. Hvad angår arbejdsdagen var jeg noget mere kortfattet:

Jeg bliver vækket om morgenen, ved at de fra broen ringer ned til mig, og venligt oplyser mig om, at klokken er 6:00. Jeg har så en halv time til at komme i bad, børst tænder o.s.v.. Kl 6:30 begynder jeg at gøre rent i skolestuen, og derefter dækker jeg bord og gør rent i elevmessen. …. Kl 8:00 spiser vi morgenmad, 8:40-10:00 har vi teoriundervisning, 10:00-10:15 drikker vi formiddagskaffe og derefter har vi arbejde på dækket til kl 12:00 hvor vi spiser frokost. Fra 13:00 – 15:30 arbejder vi igen på dækket.

Rødt rustbankeri var hverdag

Det mest almindelige dæks-arbejde var at “banke rust”. Det betyder at man fjerne den rust, der er dannet. Defter maler man med en særlig maling, som undertrykker rusten og til sidst kommer den “normale” farve maling på. På Nippon Reefer var den rød – som på alle de andre skibe fra vores rederi J. Lauritzen. Det var temmelig varmt, når vi sejlede i troperne, for her var typisk 35 grader varmt i skyggen.

En ny verden åbner sig

Vi kom frem til Canada i slutningen af juni, og da vi ikke var færdige med at losse lasten inden juni var slut, havde vi fri d. 1. juli pga Canadas nationaldag. Bengt, Anders og jeg skyndte os i land, for at opleve en helt ny verden:

Lodsen hjalp os ind og ud

Inden vi anløb Canada kom lodsen ombord. Og da vi skulle derfra kom Lodsen igen. Lodsen er en særligt uddannet sømand, som kender det lokale farvand godt. I Danmark hjælper Lodserne eksempelvis store tankskibe gennem Storebæl.

Det var godt at lodsen kunne hjælpe vores skib, for det kraftigste tidevand i verdenen er netop her.

Tidevand betyder at vandet stiger eller falder, i takt med at månen bevæger sig rundt om jorden. I Danmark har vi i de fleste farvande kun ca. 30 cm forskal mellem højvande og lavvande. I Vadehavet kan der være op til 2 meter. Da vi havde de mange ødelæggelser under østenstormen i 2023 vandstanden ved Falster oppe på godt to meter over daglig vandstand. ¹

I byen St Martins, hvor vi lå, kan tidevandsforskellen være op til 16 meter!

Mod det Caribiske Hav med delfiner og flyvefisk

Trods tidevandsvanskeligheder kom vi sydpå, forbi østkysten af USA. Da vi var mellem Bahamas og Cuba skrev jeg til Vivi:

….. gik jeg op på dækket, for at trække frisk luft, og hvilket syn mødte mig: Et azurblå hav med en rosa himmel hvorpå mægtige skyformationer stod som slotte i baggunden. Alt imens dette syn overvældede mig, lagde luft sig blødt som oliven om min hud; jeg gik ud i stævnen for at se mere, og her mødte jeg endnu en oplevelse; små flyvefisk dansede yndefuldt en ballet henover vandoverfladen med spring på 20-25 m …..

Jeg var solgt til lavet til søs, det var tydeligt…

Dagen efter – d. 7. juli – ankom vi til Christobal i Panama.

Via Panamakanalen til stor fattigdom og hårdt arbejde

Panama – Equador

7 juli om aftenen begyndte vores gennemsejling af Panama-kanalen. Den forbinder Atlanterhavet med Stillehavet og sparer skibene for den lange og usikre vej syd om Sydamerika, rundt om Kap Horn. Bare navnet på dette vindblæste sted får det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste søfolk. Ikke uden grund: Mere end 800 skibe er forlist her og mere end 10.000 søfolk har mistet livet her.

Jeg fik lov til at stå på broen noget af overfarten. Stemningen var magisk: Der var hele tiden samtaler over VHF-radioen. Samtidig kunne vi se, hvordan de lokale havnearbejdere stille og roligt fik fortøjningerne håndteret, så lokomotiverne kunne trække os igenne sluserne. Den aften lovede jeg mig selv, at dette ville jeg aldrig holde op med.

I teksten til dette postkort er jeg lidt mere cool:

Det skyldes måske forskrækkelsen jeg fik, da jeg gik ned til min kahyt: Jeg ville åbne den ydre dør, og tog derfor fat i håndtaget. Troede jeg. I stedet var det en kæmpestor græshoppe, på størrelse med dørhåndtaget! “AAAAAAdrrrr” har jeg nok sagt

I det hele taget har kombinatioern af tropevarmen og vandet fostret mange dødelige ting: Lige fra sygdomme til korrupte præsidenter, som tjente stort på kokainsmugling til USA.

En dødelig kanal

Fattige, flittige og langfingrede

Herefter sejlede vi sydover, ned til Equador. Undervejs dertil fjernede vi ALT, som der ikke var svejset fast. Selv ildslukkere og redningskranse skulle i aflåste rum. Ellers ville det forsvinde, blev vi fortalt.

Lørdag d. 9. juli kastede vi anker udfor Guayaquil. Her fik vi de første indtryk af befolkningen. Som viste sig at være særdeles opmærksomme på os. Om dagen børnene, Om aftenen mødrene, og om natten fædrene. Derfor måtte vi gå i to-skiftet vagt: 6-12 og 18-24.

Dagen efter sejlede vi ind til Guayaquil og lossede det papir, vi havde med derned.

Herefter sejlede vi den korte tur til Puerto Bulivar. Her lastede vi bananer, dvs: de lokale løb dem ombord i højt tempo: Hver kasse vejer 20 kg! Vi havde ca. 150.000 kasser ombord, inden vi sejlede en uges tid senere.

Befolkningen gjorde et blandet indtryk på mig, som jeg skrev i det tredje brev til Vivi

Det eneste indtryk jeg fik af Equador (jeg var ikke i land) var, at der er politi og militær overalt. En masse Pelikaner og Grippe, og at folket er meget arbejdsomme, fødte sælgere, de stjæler med arme og ben og de brugte vores lastrum som toiletter! (det var mig, der skulle ned og tørre det op!)

Det var godt at komme til søs igen.

Ud på Stillehavet

Equador – New Zealand

Endelig kunne vi prøve det, vores skib var bygget til: At fragte store mængder kølekrævende fødevarer over oceanerne. Hurtigt, inden de blev fordærvede.

Nippon Reefer, og hendes fem søsterskibe, kunne sejle hele 22,5 knob i timen. Det er godt 40 km/timen, døgnet rundt. Lidt hurtigere end en knallert. Men med den forskel, at hun samtidig kunne have 3.100 tons kølede eller frosne fødevarer ombord,

Nippon kunne både være køleskabskold – eller fryserkold. Temperaturen kunne styres for hvert af de femten lastrum, hun rummede. På denne tur havde vi alene grønne bananer med. De skulle modnes, når de kom frem, ved at blive udsat for CO2 i særlige modnerier. Men hvis de ikke nåede frem i tide, ville de blive til usælgeligt bananaffald. Ligeså uspiselige, som når et par bananer ligger for længe i køkkenet.

Så det var bare med at give den “gas”. Og det gjorde vi. Men Stillehavet er ikke altid stille. Tværtimod. Og på den første del af turen havde hårdt vejr. Hvordan det er, fortalte jeg Vivi i det tredje brev til hende:

Det blæser kraftigt, og der er høj sø, så samtidig med, at jeg skriver dette brev, skal jeg sidde og klamre mig til bordet!

——-

Prøv at forestille dig, hvordan det er at bevæge sig rundt, gå i brusebad, spise eller sove, når det hele tumler sådan rundt!

Første regel er altid: Husk: En hånd til dig og en til skibet. Derfor har man altid en hånd fri, når man bevæger sig rundt, så man kan holde fast i de mange håndtag,

Badet er man nød til at klare med den ene hånd, mens den anden hånd holder fast i vandrøret. Det kan lade sig gøre, men bliver lige lovlig akrobatisk, når man taber sæben ….

Søvnen sikres ved at man sørger for, at bøger og andre løse genstande ikke kan falde ud. Der er særlig holdere i reolerne til dette.

At spise bliver muligt ved at have en særlig dug på bordet, så tallerkener, fade og bestik ikke skrider så let. Og kommer det mere sø, monterer man kanter på bordet, så tallerkener og madikke ryger helt ned, hvis det skulle begynde at skride.

Det er besværligt, men man vender sig hurtigt til det. Eventuelt efter et par dage med søsyge.

Mytteristernes børnebørn ville ikke tale med os

Undervejs til New Zealand passerede vi Pitcairn Island, hvor efterkommerne fra myteristerne på County bor ⁴. Øen ligger så langt væk fra alting, at ingen fandt dem, og ingen har forfulgt de nu 50 beboere. Øen ligger midtvejs mellen Equador og New Zealand, med godt 6.000 km til Equador og ca 5.000 km til New Zealand. Nærmeste øer, Tahiti, er mere end 2.000 km væk.

Svært at holde kontakten

Vi brugte Ikke telefonen, da vi kontaktede beboerne på øen. For de første mobiltelefon kom først i markedet syv år senere, i 1984 ⁵. I stedet brugte vi VHF-radioen, som man stadig gør det i dag. Men VHF-radioen kan kun række ca 7 km. Internettet var heller ikke opfundet den gang. Heller ikke mail.

Dengang, kunne vi kun kommunikere med dem derhjemme via breve. Som vi sendte eller modtog, når vi nåede en havn. Telegrammer kunne lade sig gøre ind imellem. Men i perioder virkede det heller ikke. Og det var ikke velset at besætningen sendte private telegrammer, med mindre det drejede sig om mærkedage, dødsfald eller lignende.

Derfor modtog jeg ikke post den første del af turen (i to måneder). Og det gjorde min familie heller ikke.

Som tiden gik, blev vi en integreret del af besætningen, med egne ansvarsopgqver. Det kunne jeg godt mærke, da vi nærmede os New Zealand. Jeg skrev til Vivi:

I morges blev jeg vækket kl 3:30, fordi jeg skulle op og stå til rors. Her stod jeg, til vi var lagt til kajs i Auckland, 2 timer senere. Jeg skulle arbejde helt til kl 17, så da klokken endelig blev fem, skyndte jeg mig ned i bad, fik aftensmad, gik mig en kort tur nede i byen, og gik derefter i seng, men vågnede først op næste morgen!

Når man er ombord på et skib, langt fra nogen kyster, kan man ikke bare kalde på en vikar. Eller en brandmand. Derfor er det altafgørende at alle gør, hvad de skal, hver gang. Og overtager ved sygdom, selv om at det kan betyde, at man får for lidt søvn i korttere eller længere tid.

Næste last var dybfrossen

Hurtigt fik vi bananerne losset, og sejlede derefter til Lyttleton, Bluff og tilbage til Auckland, for at hente frosne får.

Det tog næsten fire uger, for hver gang det begyndte at regne, skulle lugerne trækkes for. Ellers ville dækkene ii lastrummene blive til isskøjtebaner. Så vi havde masser af tid til at udforske det smukke land.

Videre til fremmede sprog og madvaner

New Zealand- Japan – Korea – Japan 

Afsted gik det nu over Stillehavet – denne gang mod Japan. 

Kong Neptun kommer ombord

Vi krydsede Ækvator i silende regn, frasyd mod nord. Den første aften efter vi havde krydset ækvator, fik vi besøg af selveste kong Neptun. Han spurgte om der var nogen ombord, der ikke havde deres ækvatordåbs bevis i orden. Og det havde jeg – og de andre elever af naturlige årsager ikke.

Næste dag blev vi hentet Frk Død og andre frygtindgydende væsener. Vi blev smurt ind i rigelige mængder kaffegrums, chili og ketchup. Klippet med en stor saks lavet af træ, og barberet med en træ-barberkniv. Begge dele er ikke så slemme. som jeg havde frygtet. 

Derefter blev vi dyppet i en stor balje saltvand. Den strenge dommer – vores skoleleder – spurgte om vi fremover ville opføre os som lydige i Neptuns rige. Derefter fik vi vores ækvatordåbsbevis. Jeg fik navnet ”Ulken”

Det gjorde ikke ondt, men det var noget af en nedværdigende omgang, som man næppe ville udføre på den måde i dag.

Om aftenen benyttedes lejligheden til en fest for alle besætningsmedlemmerne. Undtagen dem, der stod på broen. Håbede jeg ….

Første havn i asien

Senere i september ankom vi til byen Naha på den sydligste ø i Japan, Okinawa. 

På trods af det var 32 grader varmt og selvom der kom heftige regnbyger hver time, var de japanske havnearbejdere meget mere effektive end deres kollegaer i New Zealand. Derfor kunne losse og lastetiden nu måles i timer, hvor det før var i dage. 

Så hurtigt sejlede vi videre til Tokyo, Japans hovedstad.

Det var en fredag og vi fik fri. Da jeg kom i land, følte jeg mig for første gang høj. For på gågaden og alle de andre steder, kunne jeg pludselig se over hovederne på folk. Det havde jeg aldrig prøvet før.

Eventyrlystne som vi var, tog vi naturligvis undergrundsbanen. På et tidspunkt var vi ikke længere klar over, hvor vi var. For godt nok kunne vi læse numrene på de enkelte toglinjer. Men navnene på stationerne var skrevet med Japanske tegn, som vi ikke fattede en lyd af – endsige kunne kende igen. 

Vi søgte op på landjorden igen for i det mindste at kunne se hvilken retning vi skulle – ud fra solen. Eller finde en betjent, som kunne tale engelsk. Intet af det lykkedes. 

Kunsten at bestille mad uden at kunne læse menukortet

På et tidspunkt blev vi sultne, og gik ind på en lille restaurant. Der var måske plads til otte eller ti gæster. Igen var der alene Japanske tegn, vi skulle læse, for at vælge mad. Der var også en anden type menu-kort vi havde overset, opdagede vi senere: I vinduet var der plastikmodeller af alle deres retter.

Så vi endte med at pege på en ret. Og fik serveret suppe i en skål. Det vidste vi ikke, hvordan vi skulle håndtere. Den fnisende tjener viste os hvordan man skulle drikke af skålen, og spise fyldet med pinde. Som vi heller aldrig havde set før. Det var jo 1977 og vi var langt, langt hjemmefra.

Det hjalp at få noget at spise, og sent om aftenen kom vi heldigvis hjem igen til Nippon. 

Næste morgen, fik vi revance, da en leder af havnearbejderne spiste morgenmad i vores messe. For han fik serveret spejlæg. Og det anede han ikke, hvordan han skulle sætte til livs. Så han endte med at læne sig frem og suge blomme op med en slubrende lyd. Hævnen var sød.  

I Kobe købte jeg HiFi

Næste stop var Kobe. Her fik jeg endelig købt mit stereoanlæg, som jeg så længe havde ønsket mig og sparet op til. 2 * 100 Watt var rigeligt til det lille kammer. Men jeg havde ikke købt højtalerne endnu, det ville jeg gøre dagen efter min fødselsdag.

Telegrafisten kunne lave mere

Men hvordan fik vi egentlig udbetalt løn? Dengang var der en telegrafist på alle skibene. Deres vigtigste opgave var at sende og modtage telegrammer vha. en særlig morse-nøgle.

En morsenøgle kan sende korte eller lange signaler eller lyde.. En enkelt kort lyd betyde ”E”, to korte lyde betyde ”I”, tre korte ”S”. Modsat betyder en lang lyd ”T”, to lange lyde ”M”, tre lange lyde ”O”. Sat sammen morser man SOS således: …—… Korte og lange kan også danne et bogstav.

Det lyder nogenlunde sådan her

Selvom det var besværligt, kunne rutinerede telegrafister ikke bruge al deres tid på holde liv i kommunikationen med rederiet, havne, og lignende. 

Derfor var det telegrafisten, som stod for at udbetale den del af ens løn, man gerne ville have udbetalt i den lokale valuta. På den måde havde man en slags ”opsparingskonto” på skibet. Det var også muligt for de pårørende at sende penge til besætningsmedlemmerne til denne konto.

Hæslig fødselsdag

På min attenårs-fødselsdag var vi ankommet til byen Hakata.  Som alle andre teenagere havde jeg forventet at denne dag blev noget særligt. Det blev den. Men ikke på den gode måde. 

Om dagen bankede jeg rust. Om aftenen holdt jeg en lille fest mit kammer. Med da alle gæsterne var gået, opdagede jeg til min store skræk at alle mine kontanter var væk. Også dem, jeg havde fået sendt hjemmefra. Hele min formue havde jeg naivt haft liggende i min ulåste skrivebordsskuffe. For næste dag skulle jeg have været oppe i byen for at købe højtalere, så jeg kunne bruge mit stereoanløg til noget.

Men væk var de. Tyveriet blev politianmeldt, men da jeg ikke anede, hvornår de var stjålet og heller ikke vidste hvem, der havde stjålet dem, skete der ikke mere i den sag.

Det var som om eventyret forsvandt fra den ene dag til den næste. For det var ubehageligt ikke at vide hvem det var. Det kunne være alle fra besætniningen. Eller ingen. For min dør var heller ikke låst. Så det kunne også være en havnearbejder.

Men Nippon Reefer -og jeg – sejlede videre til Busan i Sydkorea, og til sidst hentede vi brugte biler i Otaro i Japan, som skulle til USA og Canada. Livet gik videre. ”Herren giver, Herren tager”, som min mormor skrev til mig.

——-

Hvorfor sejlede vi med meget andet end madvarer? 

Det er dyrt at sejle et skib som Nippon Reefer over verdenshavene  Derfor var det bedre at have en last med, som gav en lille sum penge, end vand i balasttankene, som slet ingenting gav. Når man nu alligevel var på rejse med skib jorden rund.

De lavloftede dæk på køleskibene var velegnede til eksempelvis biler og traktorer eller til de store papirruller der anvendes i et avistrykkeri. 

—–

Vancouver-Seatle-Portland-Los-Angeles-Panama-Le Havre-Helsingborg-London-Rotterdam-Haifa-London-HJEM

Som næsten altid var der masser af søgang på vej over Stillehavet. Hvem, der gav oceanet det misledende navn, ved jeg ikke!

Men til Vancouver BC i Canada kom vi d. 18. oktober, og kom hurtigt af med de gamle biler, og begyndte i stedet at laste de mange lækkerier fra USAs og Canadas vestkyst: Frosne laksesider, æbler, abrikoser, og meget andet.

Også i USA var havnearbejderne effektive, og sejladsen sketetit om natten. Eksempelvis afgang fra Portland kl 2 om natten, og ankomst til Los Angeles kl 03:00 dagen efter. Afgang fra Los Angeles mod Panamakanalen kl 01:00. Dette fik smadrede rytmen i alle de aftalte vagter. Fordi alle mand skulle hjælpe til, når vi skulle ankomme eller sejle igen.

Men vi var unge og kunne holde til det. Vi havde endda overskud til at tage på tur i Disneyland. Og jeg fik endelig købt de ønskede højtalere …. Mit HiFi-udstyr vejede nu tilsammen 60 kg. Hvordan jeg skulle få det hjem – sammen med min guitar, havde jeg ikke overvejet.

Men herren står den kække bi, som man siger, For nu fik vi de næste havne at vide: Le Havre i Frankrig og derefter Helsingborg! Tiden sneglede sig afsted indtil vi den 18. oktober igen kom til Europa. Og ja, det kan også blæse og være søgang i Europa …

Og lige pludselig var vi næsten hjemme – i Helsingborg! Efter en rejse med skib jorden rundt. Det var skønt – og meget praktisk. For familie, venner og kærester kom på besøg, og smuglede mine indkøb hjem.

Alt for hurtigt gik tiden. Og snart var vi på farten igen. London og Rotterdam. Vi orkede egentlig ikke at opleve mere,…

Men da vi ankom til Haifa i Israel, vågnede vores indre turist igen. Og vi vik set Jeruslem, Golan Højderne, og de mange spor af krige, som der også var dernede dengang.

Vi fyldte hele skibet med juleappelsiner, og lige inden jul kom vi til England og derfra fløj vi hjem. Fra en fantastisk rejse, der ikke kan gentages. I dag.

“Nippon Reefer” blev solgt få måneder efter vi var afmønstret. Hun blev hugget op i 2010 på en strand i Indien.

Var det sundt?

Det kommet let til at lyde som et glansbillede. Når man med ungdommens begejstrede breve som kilde, skal beskrive en lang rejse som denne.
Sikkert er det, at vi ikke levede et sundt liv. Slet ikke set i sammenhæng med det boost, vi fik på Kogtced Søfartsskole. Det var skifteholdsarbejde, og larmede og giftigt arbejde i tropevarme. Alt for meget mad. Og alt for mange toldfri smøger og ditto spiritus.
Prøv at se borddækningen til den uofficielle afslutning med vores skolelærer Poul Andersen.

Det samme til den officielle afslutning med skipper, overstyrmand og skolelærer.

Og den sidste fredag ombord drak vi os helt i hegnet, som vi før havde gjort.

Det var ikke kun eleverne, der tog for sig af de mange goder, Det gjorde alle. Fra matros til kaptajn

Hvad der var værst for helbredet, er svært at sige. Men Danmarks Statistiks opgørelse over Dødelighed og Erhverv 1996-2000 ⁶ viser nogle tydelige konsekvenser af dette liv

Dødeligheden er specielt høj blandt plejepersonale på plejehjem, matroser, kokke og tjenere, rengøringsarbejdere, slagteriarbejdere og blandt kontorassistenter.

Andre grupper, der blandt mændene har en høj dødelighed er selvstændige fiskere, bagere og taxivognmænd samt kaptajner i skibsfart.

Hvordan blev denne artikel til?

Denne artikel blev skrevet i mindre bidder, med udgangspunkt i de breve og de lysbilleder, som jeg stadig har fra da jeg var sømand.

De mindre artikler blev alle sendt til høring i en Facebook-gruppe, der hedder “Lauritzen-Veteranerne” med 938 medlemmer. Som alle har haft kortere eller længere ansættelser i rederiet J. Lauritzen. Mange har også prøvet at sejle med den same type skibe. Og flere på det samme skib, og på den samme rejse jorden rundt. De har flittigt kommentarer på Facebook, og også her på denne side. Den samlede artikel – inklusiv podcasten, sender også til denne gruppe. Så jeg kan korrigere igen, hvis der er noget jeg har misset.

Hermed vil jeg gerne sige tak til alle dem, der har kommenteret undervejs!

Kilder

1. “Hvad er tidevand?” Tidevand.dk, Hentet d 9. januar 2025 ︎
2. “Ny normal i Panamakanalen“. Søfart, 20. oktober 2024, 1. sektion, side 12 ︎
3. “Why the Construction of the Panama Canal was so Difficult – and Deadly“, Hentet 25. oktober 2024 ︎
4. “About the Pitcairn Islands“, Government of the Pitcairn Islands, Hentet d 25. oktober 2024, ︎
5. “A history of mobile phones and smartphones“, BBC 1. februar 2024. Hentet 25. oktoberfest 2024 ︎
6. “Dødelighed og Erhverv 1996 – 2000”, Danmarks Statistik 2005. Hentet 10. september 2024 ︎

Hvad skete der ellers i andet halvår 1977?

• Strømmen forsvinder i New York og hensætter byen i totalt kaos i mere end 24 timer.
• Bombemanden fra Gladsakse hærger og ændrer telefonbokses udseende for altid
• Ægyptens præsident Anwar al-Sadat taler som den første arabiske leder til det israelske parlament, Knesset. Kun en måned før at vi også er der.
• Formanden for den tyske arbejdsgiverorganisation, Hans Martin Schleyer, bortføres og dræbes 43 dage senere af terrorgruppen Rote Armee Fraktion

Hvilken musik hørte vi?

Indlægget En dannelsesrejse rundt om jorden blev først udgivet på øjeblikke i evigheden.

Det frostkolde perlegrus giver vores fødder en særlig lyd, mens vi kæmper os rundt om marken, hen ad landevejen, til højre af alleen, og tilbage til salen, og i bad. Derefter rengøring og til sidst morgenmad – med the. Endelig. Om søndagen fik vi kaffe om morgenen. 

Hele dagen på Kogtved Søfartsskole var styret så stramt og regelmæssigt, at en autist ville føle sig som i himmelen.

—-

En typisk dag på Kogtved Søfartsskole

5:55:  Opvarmning starter i gymnastiksalen, efterfulgt af morgenløb

6:25: Bad og påklædning

6:40: Morgenmønstring og rengøring

7:30: Morgenmad

8:00: Formidags-undervisning i maritime fag og fx Judo

12:00 Frokost

13:00 Eftermiddagsundervisning i almene eller maritime fag.

16: 00 Eftermiddagsgymnastik

17:00 Lektielæsning

18:00 Aftensmad

19:00 Aftenundervisning (dans, sangundervisning, foredrag, bordskik, arbejdsmiljøfilm,….)

21:00 Aften-the med oplæsning af dagbogen, som blev skrevet og læst op af den elev, som var vagtchef den dag.

22:00 Så skal vi sove, undtagen dem, der er på nattevagt med rundering på området og bemanding  i receptionen.

Der var en mening med galskaben. Det vender jeg tilbage til .

———-

Jeg har altid interesseret mig for havet og for skibe. Så da jeg var ved at være færdig med min folkeskole, søgte jeg ind som styrmand hos det daværende store rederi og kæmpe koncern, J. Lauritzen.  

Knud Lauritzen fik ideen om en søfartsskole på land i 1940, fordi rederiet mistede kontakten på 30 af dets skibe under 2. verdenskrig. I 1944 købte han frøgrosserer Olsens store villa i Kogtved, tre kilometer vest for Svendborg. Liggende smukt direkte ned til Svendborgsund. Her skabte han og hans medarbejdere Kogtved Søfartsskole, som varetog grunduddannelsen for officerer i handelsflåden i  J. Lauritzen, DFDS, Torm, Mærsk og mange andre helt frem til 2009.

———–

Jeg blev indkaldt til en test, som foregik på Kogtved Søfartsskole i Svendborg. Det var en blanding af fysiske tests, skriftlige tests og samtaler med en psykolog. Om aftenen tog vi ind til Svendborg for at få en øl eller fire. Det hjalp lidt på søvnen, da vi skulle sove to og to i de gamle senge på missionshotellet Stella Maris, som lå lige ved siden af søfartsskolen.

Efter nogen ventetid fik jeg svaret: Jeg var optaget og kunne fortsætte bagefter som styrmandsaspirant i rederiet J. Lauritzen. Jeg var lykkelig, for det var det mest spændende af dem alle: De havde polarskibe, som sejlede til Grøland og Sydpolen, Køkeskibe, som sejlede verden rundt, og containerskib, boreskib, bulk carrier hvis man havde lyst til det. Og hvis man blev træt af at sejle, så kunne man jo nok få et andet job i den kæmpe koncern? Tænkte jeg.

Fire uger før jeg skulle starte, d 13. januar 1977, fik jeg en liste over ting, jeg skulle have med. Mn mor rynkede panden, for det var ret bekosteligt. Men købt blev det, lige fra lange underbukser til uniform, som skulle købes lokalt i Svendborg. Uniformen alene kostede 1.800 k, viste min mors efterfølgende regnskab.

Det andet, der stod i brevet fra søfartsskolen, var at jeg skulle møde korthåret, og at man skulle kunne synge bestemt sang uden ad. INGEN af disse ting var almindelige. Nå men jeg slugte kamelerne, blev klippet og lærte flag-sangen.

Som tiden gik, blev jeg langsomt rigtig glad for at være der. Så glad at jeg helt glemte at fortælle min familie, hvordan jeg havde det. Eller i det hele taget kontakte dem. Husk at det var før mobiltelefoner, mail og internet. Så min familie må have følt, at jeg simpelthen forsvandt i mere end en måned. 

Knud Lauritsen viste her sit personlige engagement, fordi han sendte et foto af mig, han selv havde taget, til min moder, så hun kunne se, at jeg var kommet frem. 

Husk vi taler om en mand, der havde i tusindvis af ansatte! 

Min familie sendte mig et kort, som gjorde mig opmærksom på det. . Derefter ringede jeg hver søndag til mor fra en telefonboks, efter vi havde spist morgenmad. 

Ikke autoritetstro

Jeg har aldrig været særligt autoritetstro, hvis autoriteterne ikke havde en karisma eller en eller en faglighed, som gjorde dem fortjent til det. Eksempelvis var jeg meget glad for min matematiklærer i folkeskolen. Han skrev til min moder i 1974, da jeg gik i ottende klasse:

I den senere tid har Per adskillige gange prøvet at få mig på ”glat-is”. Midt i min gennemgang af et bevis eller en opgave, lyder det pludselig fra Per: ”Nej, det er ikke rigtigt.” Hvorefter han argumenterer for det, han mener er rigtigt. 

Denne kritiske holdning til autoriteter, har jeg nok haft hele mit liv. Og den blev i høj grad fremmet i mit barndomshjem. Den gjorde, at jeg havde det svært under min værnepligt. 

Men her på Kogtved Søfartsskole fik den mig til at elske hele miljøet og ikke mindst forstanderen Eigil Larsen og underviserne Bent Møller, Gunnar Jespersen, Knud Mortensen, Søren H. Hansen, Jens Aage Schulz, Selmar Jensen, Mogens Bryghler samt H.H Jørgensen.

For de var alle dygtige og erfarne søfolk, som jævnligt blev sendt ud i det ”virkelige liv” som besætningsmedlemmer på J. Lauritsens skibe, så de kumme holde deres viden ajour.

På den måde sikrede Knud Lauritzen sig, at hans kommende officerer lærte det rigtige og fik de nødvendige viden, kompetencer og holdninger.

Selv den meget stramme styring havde jeg ingen problemer med. 

Vi havde eksempelvis kun fri fem timer lørdag, og fire timer om søndagen. 

Men INDEN man kunne komme afsted, skulle man ro en lille jolle ud til bøjen midt i Svendborgsund. Og derefter vrikke den hjem. Man vrikker en jolle vha. kun én åre, som man sætter på et særligt beslag agter. Nyttigt hvis man mister en åre. Men ikke let.

Det var en krævende øvelse i det strømfyldte Svendborgsund. I begyndelsen var der endda is i jollerne, når man skulle starte. Men årsagen til denne mandomsprøve var en drukneulykke på et af skibene, der fik Knud Lauritzen til at indføre denne praksis.

Det var et andet krav inden man kunne cykle afsted: Man skulle komme hjem til tiden. For hvert minut man kom for sent hjem, røg der en time af de kommende landlove. 

Så skulle man beholde arbejdstøjet på, og eksempelvis bone gulve i stedet for at cykle ind tilk Svendborg.

Den samme konsekens fik man, hvis man kom for sent til timerne.

Dette accepterede jeg fuldt ud. For der var – igen – en god grund: Hvis du ikke kommer tilbage til skibet i tide, så kan det blive nødvendigt at sejle uden dig. Det er en dyr og dum situation, både for dig, resten af besætningen og for rederiet. Denne forklaring fik vi løbende. Og lærte at komme til tiden. 

Selv mange år efter, har jeg stadigvæk meget svært ved ikke at være præcis. Så det var helt sikkert en god ide. Selvom det var surt at skulle gå ”blue gard”, når alle de andre var inde og kurtisere de søde piger fra Fyn. Som syntes godt om de atletiske og velopdragne ungersvende i den karakteristiske khaki-uniform.

På den måde var pædagogikken hele tiden: Forklar hvordan og hvorfor. Sørg for konsekvent gulerod – og pisk.

Selvom vi blev holdt til ilden, havde vi overskud til andre. Som eksempelvis at stå endnu tidligere op for at synge min værrelseskammmerat Jordan op på hans fødselsdag.

Eller lave sjov med den vagthavende om morgenen fastelavns morgen ved at komme fjollet klædt til morgenløbet. Han fortrak ikke en mine, men sendte os ud og løbe morgenløb i vores upraktiske klæder.

I det hele taget var vi på ingen måde kuede, eller udmarvede. På trods af vores stramme program

Kogtved Søfartsskole skabte en helt ny og bedre udgave af mig, som var grundlaget for den karriere, jeg senere skulle opleve.  

Hvilken musik hørte vi?

Indlægget Fra fest-abe til officersmateriale på Kogtved Søfartsskole blev først udgivet på øjeblikke i evigheden.

Indlægget Sang om alkoholisme blev først udgivet på øjeblikke i evigheden.

Men mere om dette senere …..

Opvæksten ved Storebælt

Min far blev født i 1903 i Korsør. Hans far, Adolf Johannes Knudsen, var matros ved Statsbanernes Færger. Min far blev døbt Georg Palmkvist Knudsen¹. 

Mellemnavnet ”Palmkvist” skyldtes, siger familiefortællingerne, at hans far, Adolf, forliste eller faldt over bord og blev reddet af en svensker, der hed Palmkvist. I taknemmelighed til sin redningsmand opkaldte Adolf sin søn efter ham. 

Der er ingen af Georgs andre søskende, som har det samme mellemnavn. Så noget er der måske om snakken. Der var mange børn i søskendeflokken. Min far var den tredje i en flok på ti. Den ældste blev født i 1900, den yngste i 1918. Der må have været trangt i deres hjem i Korsør.

Måske derfor valgte min far at stå til søs som messedreng². Den laveste i hierarkiet på et skib. Dengang – og nu. Han blev dog ved og avancerede langsomt over otte år til koksmath, ungkok, kok og til sidst hovmester.

Sømanden bliver missionær

I 1934 skiftede han spor og blev missionær i Indre Mission³. Først i Stege og fra 1941 i Nykøbing Falster.⁴⁵

En missionær i Indre Mission var – og er – en lønnet stilling. Da Georg blev ansat i 1933 var der ca. 160 missionærer i Danmark, viser oplysninger fra Indre Mission⁶. Georg fik en årsløn på ca 3.000 kr, fremgår det af hans personalemappe fra dengang. Hertil skal lægges værdien af fri bolig, fordi han boede i missionshuset.

Gennemsnitsindtægten var 2.110 kr i den nærliggende by Køge i 1930, har Køge Arkiverne beregnet⁷. Der var altså tale om en vellønnet ansættelse. Selvom egnen var fattig, blev der fra 1890 til 1930 i Guldborgsund Kommune bygget ni missionshuse.  ⁸

Dygtig og afholdt

Efter anden verdenskrig var Georg udsendt som missionær till det danske mindretal i Flensborg, aflønnet delvist af Indre Mission og delvist af Dansk Kirke i Udlandet (DKU). 

I 1947 omtaler Elisabeth Knudsen i et brev ham rosende som ”Missionær Knudsen, som drev en søndagsskole med 600 børn”.

I Lars N. Henningsens bog “Kirke og folk i grænselandet”⁹ beskrives det, hvordan Georg var en meget populær prædikant, som virkelig kunne samle og engagere hundredvis af børn.

Han virkede med stor energi i Flensborg, samlede flere hundrede børn til gudstjeneste ligesom han også fik sin gang blandt ganske jævne folk. 

Min far møder min mor

Georg og Elisabeth kommer i kontakt med hinanden via en fælles ven, den nyskilte danske præst ved Helligåndskirken H.F. Petersen. Min mor kunne ikke holde ud at sidde alene hjemme om søndagen. For så kom tankerne og billederne krybende om de mange mange ulykkelig og fattige skæbner, som der var dernede dengang. Derfor søgte hun noget at rive i om søndagen, og H.F. henviste hende til Georg.

I 1948 flyttede Elisabeth ind i den nybyggede bolig, hvor Georg boede i Aabenraagade i Flensborg. De var ikke gift – endnu. Georg var på det tidspunkt allerede gift med Dagmar Knudsen, med hvem han havde en voksen datter, Dagmar Palmkvist Knudsen. 

Georg søger skilsmisse i 1949. Og det bliver begyndelsen til enden for deres tid i Flensborg. Det havde også store konsekvenser for H.F.

Georg bliver fyret men bliver

H.F var få år tidligere blevet skilt. Men da der ikke var tale om utroskab, fik han lov til at blive.

Husk at det var 50 år før sammenbragte familier blev almindelige og før man begyndte at leve på ”polsk”, især når man var udsendt af Indre Mission.

Og to skilsmisser i den samme kirke blev for meget for Indre Mission.

Derfor rystede Indre Missions daværende mangeårige formand, Christian Bartholdy, ikke på hånden, da han efter højlydte protester fastholdt fyringen: ¹⁰

H.F. forsøgte også at påvirke DKU, men de var heller ikke til at rokke

Georg blev alligevel og blev kåret til kataket.

Georg fortsatte sit arbejde, aflønnet af sponsorer i Danmark. Det gik så godt, at H.F. udnævnte ham til kateket, dvs. præst for børnegudstjenesterne. Som der havde været før 1864. Da Flensborg var dansk.

Og det var stadig helt gratis for Kirken i Flensborg.

Flensborg Avis gav god spalteplads til begivenheden, og indledte artiklen således:¹¹

H.F. Petersen holdt en festlig tale og til sidst knælede Georg foran alteret og blev velsignet af H.F. til sin fremtidige gerning. Som man kan læse og se Flensborg Avis’ omfattende dækning..

Ydmygelsen af H.F.

Så var alt vel godt? Nej, desværre ikke, for H.F. havde ikke fået tilladelse til denne udnævnelse. H.F. Petersen blev derfor kaldt til København, hvor han blev tvunget til at opsige sin stilling i Helligåndskirken og i stedet søge embede i den meget mindre Satrup kirke. Det svarede til at komme fra en domkirke til en lille landsbykirke.

For at ingen skulle være i tvivl om konsekvenserne af en sådan opfindsomhed, blev der endda udsendt en meddelelse gennem Ritzau, at DKU “havde udtalt sin alvorligste misbilligelse”. Selv om kirkegængerne ønskede dette og selvom det ikke kostede DKU noget som helst.

Ingen hjælp at hente

Menighedsrådet klagede til danmarks første kvindelige kirkeminister, Bodil Koch. Men det hjalp ikke.

I marts 1951 forsøgte en stor gruppe støtter til Georg fra menigheden i Flensborg at få lov til at oprette en frisøndagsskole i Slesvig, styret af Georg Palmkvist Knudsen. De beder i et brev til Statsminister Erik Eriksen om tilladelse og et årligt tilskud til dette på 12.000 kr. til “missionærens løn”. Men de fik afslag. Og alle præsterne i Slesvig fik besked på ikke at samarbejde med den “genstridige missionær”.

Retur til Danmark

I november 1952 vender Georg og Elisabeth hjem ”sorgfulde og forvirrede”, som Elisabeth skriver i sine noter.

Et år senere, 1. november 1953, bliver de viet i Kildevældskirken. I en lille lejlighed i Odensegade i København stifter de en ny familie.

LP bliver født i 1954, Kirsten i 1956, Ole i 1958 og Per afslutter flokken i 1959. Og i 1960 flytter de ind i en større og lysere lejlighed i Nyborggade 5.

Flasken flytter ind

Det er desværre ikke det eneste, der fulgte med fra Tyskland. Georg var begyndt at drikke, og det blev kun værre efter hjemkomsten. Som Elisabeth sagde i Jannie Kolds interview til Kristeligt Dagblad¹²:

Den 4. juli 1969 flygtede Elisabeth og børnene til bekendte på Fyn, og da ferien var slut, flyttede de ind i hendes forældres tomme lejlighed i Vendemindevej.

22 november 1969 tog Georg sit eget liv. 66 år gammel. Tre år efter at H.F. Petersen døde i 1966. 68 år gammel.

Hvorfor skete det?

I dag er det svært helt at forstå hvorfor Indre Mission og Dansk Kirke i Udlandet holdt så hårdt på deres beslutninger. Deres menigheder ønskede det på ingen måde. Tvært imod.

De mistede to virkeligt gode medarbejdere, som begge aldrig kom sig over den voldsomme behandling.

Samtidig gjorde Bodil Koch og Erik Eriksen intet for at hjælpe.

Måske fordi Slesvigs tilhødsforhold til Danmark var en politisk særdeles ømtålelig sag, der blandt andet kostede Knud Kristensen statsministerposten i 1947. Så Erik Eriksen ønskede næppe at røre denne sag med en ildtang.

Men det fik betydning

På forunderlig vis lagde de også kimen til mange generationers anti-autoritære oprøre. Heriblandt undertegnede.

Det var virkelig et betydeligt øjeblik. På godt og ondt.

Biografi

Karriere

Om tilblivelsen af denne artikel

Meget af denne artikel er baseret på ikke offentliggjorte skriftlige kilder, der kan hentes ved at trykke på de tilhørende links nedenfor.

Tak til

• Martin Bo Nørregård fra Forskningsafdelingen i Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig har leveret uvurderlig råd og vejledning.
• Sekretsriatsleder Birgit Forum fra Indre Mission (fandt Georgs personalemappe).
• Arkivar Astrid Lystbæk Andersen, Gribskov Arkiv, Center for Byudvikling og Kultur (undersøgte om Georg havde boet i Gilleleje eller deltaget i sejladserne med Jøder i 1943, Fandt frem til artiklerne om Indre Mission).
• Berit Christensen, Museumsinspektør Nyere Tid. Arkivar. (Fandt regnskabsmateriale for Stege Missionshus.)

Kilder

1. Opslag i folketællinger, kirkebøger via Rigsarkivets Link-lives.dk  ︎
2. I følge Georg Palmkvist Knudsens Søfartsbog ︎
3. Georg Palmkvist Knudsens personalemappe hos Indre Mission, med tilhørende bilag 1 og bilag 2 ︎
4. “Indre mission”, Herning Avis, 10. november 1934  ︎
5. “Indre Missions Missionærer”, Thisted Amts Avis, 30 september 1935 ︎
6. Kurt Ettrup Larsen: “En bevægelse i bevægelse.Indre Mission i Danmark, 1861-2011”, Forlagsgruppen Lohse 2011. Side 225-226. ︎
7. Køge Arkiverne 1930-1939, ︎
8. “Religion og trossamfund i Guldborgsund Kommune” Trap Danmark 1.februar 2022  ︎
9. Lars. N. Henningsen: “Kirke og folk i Grænselandet“. Udgivet i 1996, Hentet d, 6. august 2024. Side 218-219 ︎
10. H-F Petersen og Georg Palmkvist Knudsens mappe i Dansk Centralbiblioteket for Sydslesvig i Flensborg. ︎
11. “En festlig børnegudstjeneste i Helligaandskirken”, Flensborg Avis, 8. marts 1950, side 7. ︎
12. “Du må arbejde med livet til du segner“, Kristelig Dagblad, Lørdag d 7. januar 2012, side 5 ︎

I slutningen af podcasten afspiller denne sang:

Indlægget Min far Georg Palmkvist Knudsen blev først udgivet på øjeblikke i evigheden.

Elsker dagen efter dagen

“Elsker dagen efter dagen” er en hyldest til hverdagen. Til det enkle liv, som kan skabe glæde – trods sygdomme og truende skyer i horisonten. Og januar kulde og mørke.

Frosten bider i hud og lår,
mandag morgen kan være hård
Skrabe bilen fri for is, 
huske  madpakke og fleece
Det behøver jeg ikke mer’,
putter mig i min lune seng

Dagen efter dagen er det bedste, som jeg ved 
Dagen efter dagen er fyldt af kærlighed

Har det rart med konen min,
mens vi ligger tæt i ske
Hun smiler kærligt til mig, 
som sol, der smelter sne
At starte dagen langsomt
er godt for sjæl og krop

Dagen efter dagen er det bedste, som jeg ved 
Dagen efter dagen er fyldt af kærlighed

Hygger på terrassen, 
solen varmer gammel krop
Tiden løber glad afsted, 
jeg skal ikke tidligt op
Kolde øl er limen, 
som samler os i dag

Dagen efter dagen er det bedste, som jeg ved 
Dagen efter dagen er fyldt af kærlighed

Lærken synger glade hilsner, med sin store flid
Jeg skal gøre rent i dag, så jeg har ikke tid
Selvom jeg er gammel
samler stuen stadig støv

Dagen efter dagen er det bedste, som jeg ved 
Dagen efter dagen er fyldt af kærlighed

Jeg har intet stempelur 
så det går jo nok endda 

Dagen efter dagen er det bedste, som jeg ved 
Dagen efter dagen er fyldt af kærlighed

Jeg elsker nu min hverdag, 
det er her at jeg har mit liv.
Fremtid kender ingen 
men det nytter ikk’ at piv’
Lev hver hverdag som den er
den kommer ej igen

Dagen efter dagen er det bedste, som jeg ved 

Dagen efter dagen er fyldt af kærlighed

Indlægget Sang om hverdags lykke blev først udgivet på øjeblikke i evigheden.

Vivi rullede skodderne op, så hun kunne se ud på den flotte udsigt. Helt oppe fra Vence, hvor vi nu boede, og ned til det slørede blå Middelhav. Derefter satte hun sig op på marmorspisebordet og sad så på det smukke forårslys længe. Rigtigt længe. 

Det var tydeligt, at hun var udmattet efter vores første lange biltur fra Nordsjælland og her til Sydfrankrig. Turen var også hård, fordi vores søn, Emil, fik skoldkopper undervejs. Da vi ankom dagen før, var det mørkt. Derfor havde vi ikke helt fået det ind i bevidstheden, at vi nu var et smukt sted, med dejligt klima, vidunderlig mad, og ingen hektiske mandag-morgen- rutiner.

Jeg gik en tur til bageren, og snart havde vi et lille måltid med flûte, ost, smør og marmelade. Og kaffe, naturligvis.

Vi havde været her før. Jeg havde været hernede alene nogle gange, og syntes godt om den lejlighed, vi kunne fremleje. Vivi og jeg havde også været hernede en kort weekend, og vi kunne begge lide det.

Godt taget imod

Dengang – i 1991 – boede der få udlændinge i den lille sydfranske by Vence. Så vi blev taget godt imod. Eksempelvis var det ikke nok at pege på det pålæg, vi gerne ville have i charcuteriet. Vi skulle udtale det korrekt, angive det ønskede antal på fransk, og naturligvis huske den obligatoriske høfligheds frase ” s’il vous plaît ?”

Havde man en lille lyshåret dreng ved hånden, og det havde jeg jo, kunne det godt tage lang tid at købe ind til frokost eller aftensmad. Men det var en kulinarisk fornøjelse at dufte og smagsprøve sig igennem de mange specialbutikker i fødevaregaden i den velholdte middelalder-bykerne.

Jeg tror, det var der, at både Emil og jeg fik grundlagt vores glæde ved god mad – og velsmagende råvarer.

Franske venner

Vivi holdt fri mens vi var dernede, og hun nød det lige så meget som Emil og jeg. Hun fik endda fransktalende venner, som kunne hjælpe os med det franske bureaukrati (det er ikke tilfældigt, at dette ord er et fransk låneord!). 

Når vi f.eks. skulle til lægen, betalte vi honoraret kontant til lægen. Derefter skulle vi udfylde den rigtige blanket, aflevere den ved at stå i den rigtige kø – på det rigtige tidspunkt – for at få 80 % af beløbet tilbage. De sidste 20 % fik man så betalt af en dansk tillægsforsikring. Hvis man havde husket papirerne fra den ovennævnte proces …. 

Da vi ikke kunne fransk, da vi kom, var franske venner guld værd – helt bogstaveligt!

At arbejde på fransk

Mit arbejde foregik mestendels på engelsk, eller den særlige dialekt, der kommer, når mange mennesker fra lige så mange lande taler og skriver et sprog, som ingen af dem mestrer helt. Men har man lært denne sprogart, er det nemt af gøre sig forståelig. 

Med mindre man taler med en britisktalende englænder. De har en tendens til at tale hurtigere – og højere – hvis man ikke forstår dem første gang. Eller anden gang. 

Hvilket irriterer franskmænd umådeligt.

En af mine tidligere kollegaer, engelske Norman Lamb, udtrykte det således:

 ”We are separated by an almost identical language” 

Jeg skulle arbejde på Amadeus’ udviklingsafdeling, som lå i Frankrigs svar på Silicon Valley – Sophia Antipolis¹. Hvis der var myldretid, var der ca. en times kørsel dertil eller hjem derfra i en varm bil uden air-condition.  Uden for myldretiden tog det godt en halv time.

Bortset fra det, var det et smukt og meget interessant sted. I dag er der skabt mere end 2.500 virksomheder i området, der ligger lidt inde i landet ud for Antibes.

Amadeus var stort

Amadeus blev grundlagt i 1987 af SAS, tyske Lufthansa, spanske Iberia og franske Air France². Derfor kom udviklingsafdelingen til at ligge i Frankrig, driftsafdelingen i Tyskland, lige syd for München, og marketing i Madrid. Den første direktør var så til gengæld svenskeren Curt Ekström fra SAS.

Målet var at skabe verdens største distributør af rejsetransaktioner.  Det mål blev nået allerede i 1998, hvor 180.000 rejsebureauer var koblet til Amadeus, og hvor der blev booket og prisberegnet en million rejser. Hver eneste dag.  

Internettet var vokset til godt 140 million brugere³ det samme år. 

Men Amadeus nåede at få fat i den lange ende – hvor pengene er. I dag har Amadeus tæt på monopol på dette marked. Lige som MobilePay fik det i Danmark på mobile betalingstransaktioner til forbrugere. Kun Amerikanske Sabre er for alvor stadig en konkurrent.

Mit job hos Amadeus var at afklare de ting, min chef, Alain Cudel, bad mig om. Som alle andre franskmænd mente han, at en god leder er som et stærkt træ, der bliver vandet og plejet af sine medarbejdere. I modsætning til skandinavisk ledelse, hvor vi opfatter lederen som en gartner, der plejer sine træer, så de kan vokse sig store …

Franske møder

Derfor var møder meget anderledes dernede. Min chef sagde altid, at til et godt møde, kunne referatet skrives på forhånd. Derfor mødtes chefernes ansatte altid inden mødet, for at finde ud af, hvad vores chefer kunne blive enige om. Det blev ofte forenet med den almindelige frokost på ca. en times varighed + transport. 

Selvom det lyder omstændigt kunne det også være meget effektivt, hvis der hurtigt skulle gennemføre beslutninger, som alle – også medarbejderne – havde forstået og kunne eksekvere på. 

Jeg fik selv nogen vigtige kompetencer i at kunne planlægge og gennemføre møder, så alle er tilfredse, selvom de måske ikke var det i starten.

Amadeus-systemet var ikke i drift endnu. Det kom det først i januar 1992.

Mit arbejde

Jeg arbejdede mest med to ting: At etablere infrastruktur i ”fremmede” lande, som Italien, der ikke var medstiftere af Amadeus. Derudover skrev jeg endeløse mængder af notater, om de tekniske muligheder og begrænsninger i platformen.

Først den sidste uge, jeg var der, fik jeg lov til at arbejde med den opgave, jeg troede, jeg skulle udføre: At beskrive hvordan Amadeus kunne drage nytte af de mange åbne løsninger, der var på vej.

Men som Alain Cudel sagde: 

All things come to the patient

Det har mine børn hadet ham for siden. For som jeg sagde til dem:

Alt kommer til den tålmodige

Vi kedede os ikke

Nu skulle man tro, at vi følte os lidt ensomme dernede. Slet ikke! Vi havde stort set altid gæster på besøg, som lå og sov i vores senge (hvis de var oppe i alderen) eller på gulvet i vores stue. 

Jeg husker stadig hvordan jeg om morgenen listede mig ud på terrassen og fik min obligatoriske kaffe og pibe tobak, mens jeg nød udsigten, og lyttede til snorken inde fra stuen. I weekenden og om aftenen kørte jeg så gæsterne rundt. Det var på mange måder hyggeligt, og knyttede os til vores familie på en ny måde.

Derfor så vi ikke så mange forskellige steder, men var mange gange til Monaco, Nice, Antibes, Cannes, og alle de andre lignende steder. Men det gjorde heller ikke så meget, da vi jo alligevel boede et dejligt sted.

Allan Fischer-Madsen var også god til at komme forbi en dag eller to. Med gaver til Emil og Vivi. Det har de stadig ikke glemt.

Sproget er nødvendigt

At bosætte sig i et land, uden at kunne sproget, er dumt, og kræver ungdommens styrke og gå-på mod. Eksempelvis var alt fjernsyn synkroniseret til fransk. Også nyhederne. Så vi kunne ikke forstå, hvad der blev sagt under den første Golfkrig. Husk: Internettet var ikke udbredt endnu.

Et andet problem var, at det var svært at forstå, hvad andre i det offentlige rum sagde, og hvorfor. Hvis nogen eksempelvis grinede i en indkøbs-kø i et supermarked, kunne man ikke vide om hvem og hvorfor der blev grinet. På den måde bliver mange samtaler til frustrerende støj.

Vi ville integreres

Da vi havde været dernede i seks, dejlige måneder, besluttede vi, at vi gerne ville blive. Men så skulle Emil i fransk skole, og Vivi og jeg skulle lære at tale og skrive fransk. Men da vi gik ned for at skrive Emil op i den nærliggende skole-børnehave blev vi chokeret over, hvor anderledes den var. Forældrene gik således aldrig ind på skolens område. Det vidste vi ikke, så vi marcherede bare ind i klassen, hvor der sad artige børn med kitler på. I et næsten sterilt lokale. I slutningen af en skoledag! 

Det kunne Emil nok have lært at indfinde sig under.  Men da jeg kun havde sikkerhed for at kunne blive tre måneder ad gangen kunne vi risikere at blive sendt hjem med kort varsel. Og at Emil derfor skulle gennem denne voldsomme omstilling – for blot at komme hjem til en dansk pædagogisk virkelighed, som han som fransktalende indvandrer heller ikke ville kunne forstå.

Hjem til regnvejret

Det kunne vi ikke nænne. Derfor kørte vi i oktober hjem i vores hvide Ford. Havde vi haft sikkerhed for ansættelsen, var vi blevet. Som velintegrerede franskmænd. 

Det er ikke tilfældigt at vores datter – født i 1992  – hedder Nathalie. Hun er opkaldt efter en af vores franske venner, Nathalie Bisgaard, som er gift med den danske ungersvend, Keld Bisgaard, som kørte derned før os. 

Da vi nåede til Putgarden, oplevede vi regnvejr for første gang siden vi kørte sydpå i februar. De andre bilister havde svært ved helt at forstå, hvorfor vi dansede regndans, mens vi ventede på færgen.

Nye udfordringer ventede

Men derhjemme ventede nye, spændende projekter. Blandt andet et projekt, EPHOS, hvor vi skulle få alle indkøbere i EU til at blive enige. Her fik jeg brug for mine kompetencer fra Amadeus. Og dygtige kollegaer som Erik Lorenz-Petersen og Benedikte Ehlers. 

Men mange af vores venner og vores familie blev ramt af den globale AIDS – epidemi. Måske Emil forsøgte at give mig et varsel om den til tider meget svære tid, der lå foran mig, da jeg skulle aflevere ham i børnehaven første gang efter vores rejse. Han klamrede sig til bilen og græd og råbte højlydt. Han ville også hellere været blevet i Frankrig. 

Kilder

1. History – Sophia-Antipolis, downloadet d 4. November 2024 ︎
2. What is Amadeus?, Amadeus, Downloaded d. 4. November 2024 ︎
3. Internet Users -1995-2008, Global Policy Forum, Downloadet d. 4. November 2024 ︎
4. IBM z/Transaction Processing Facility, IBM, Downloadet d. 4. November 2024 ︎

Særlig tak til

• Keld Bisgaard
• Allan Fischer-Madsen
• Lars M. Anker

For gennemlæsning og forbedring af dette afsnit.

• Jesper Grona Larsen har også i en kommentar foreslået, at det tydeliggøres hvornår vi var der (1991), fordi fotos har forskellige alder. TAK.
  
  De to kollager (den ene er her) indeholder fotos fra 1991. De øvrige fotos er fra 2013, en af de utallige andre gange, vi efterfølgende har været dernede igen. Og motiverne har ikke ændret sig i de snart 30 år, der er gået siden vi boede dernede Derudover er de to fotos af Amadeus kontorer fra Wikimedia Commons. Årstal er ikke kendt.

Musik vi hørte

Indlægget Bosat i Sydfrankrig blev først udgivet på øjeblikke i evigheden.

Går udviklingen langsomt eller hurtigt? Hvad er min rolle i dette? Gode spørgsmål, som ikke kan besvares på en enkel måde. Men jeg forsøger at komme det nærmere i projektet “øjeblikke i evigheden”.

Et eksempel: Den 15. januar 2020 registrerede de kinesiske myndigheder det første dødsfald, som skyldtes den nye corona-virus, i den kinesiske storby Wuhan. Selvom der boede 11 millioner mennesker i storbyen ved Kinas største flod, Chang Jiang, er den knapt otte tusinde kilometer væk. Men kun tre måneder senere, den 11. marts, lukkede statsminister Mette Frederiksen Danmark ned.

En uge senere blev der udstedt forbud mod forsamlinger med mere end 10 personer. 2. april indførtes en hastelov, som bla. betød at simpelt tyveri af håndsprit kunne medføre fængselsstraf. Få eksempler på tiltag, som hidtil kun var set i grumme diktaturer.

Eksemplet er godt til at illustrere, hvor hurtigt omvæltninger kan komme. Men oftere sker udviklingen langsomt – i små skridt, så vi næsten ikke mærker dem. Før vi ser tilbage og undrer os over, hvor stærkt udviklingen er gået. Eksempelvis var min mormor Marie Jensens barndom i Tolne ekstremt anderledes end mine børns var. Og min var.

Hurtigt eller langsomt, vi bliver kun klogere af at beskrive og forstå de mange små episoder, vores liv består af og vekselvirker med. Derfor dette projekt – “øjeblikke i evigheden”.

Med små fortællinger, fotos, musik, haikus, video og meget andet sammensættes den farverige mosaik, mit og mine slægninges liv var og er.

Du kan følge arbejdet på perpalmkvist.dk samt i en podcast som kan findes på YouTube, Apple Podcast og efterhånden mange andre steder. De to supplerer hinanden: I podcastet kan du høre udvalgte afsnit. På perpalmkvist.dk kan du finde yderligere information, fotos, kilder til artiklerne med meget mere.

Jinglen til podcasten er første del af min sang “Dagen efter dagen”. I slutningen af denne podcast kan du lytte til en snigpremiere i form af en tidlig udgave indspillet af undertegnede i mit arbejdsværelse.

Som kendetegn for projektet anvendes et kunstværk, som Ulla Stender har malet til mig.

Fortællingerne kommer i en tilsyneladende tilfældig i rækkefølge. Men i slutnigen af forløbet skal jeg nok forsøge at beskrive den røde tråd. Men hvert delelement kan sagtens – og med fordel – nydes hver for sig. Som de godbidder de også er.

God fornøjelse!

Indlægget INTROduktion til “øjeblikke i evigheden” blev først udgivet på øjeblikke i evigheden.

Min fætter, Svend Jensen, har skrevet denne artikel om hende:

Marie Jensen fra fødsel til bryllup

Redigeret og bearbejdet af Svend Jørgen Jensen

Kristiane Marie Christensen blev født 11. juni 1893 i Tolne, Horns herred, Hjørring amt, som datter af landpost Jens Christian Christensen og Martine Christensen.

Maries to brødre, Martin og Carl var da henholdsvis tre og fire år gamle. Et år senere blev Jens Christian født, og 6½ år senere kom Kristine.

Maries forældre havde et lille husmandssted »Lille Tolne«. De havde to køer, nogle får og en gris, som blev slagtet til jul. I den ene ende af huset var der en lille stald. Foruden bryggers og køkken var der to stuer, et sovekammer og en gang. Yderdøren var så utæt, at sneen føg ind om vinteren. I bryggerset stod et stort trækar, hvor køerne drak vand. Da der var et åbent afløb fra bryggerset, frøs vandet til is om vinteren. I køkkenet stod en spand med vand til husholdningen. Man hentede vandet ved en brønd et stykke nede ad bakken. Det blev båret hjem i to spande, der var ophængt i et åg.

Hjemmet var meget fattigt, men der var en stille fredelig stemning. Familiens liv var præget af nøjsomhed, flid og hjælpsomhed. De havde en inderlig kærlighed til hinanden og en fast tro på, at Gud var med i alt. Aldrig hørte man dem klage eller tale dårligt om andre mennesker.

Faderen tjente 500 kr. om året ved »at gå post«, men da han ofte var syg, måtte han af sin egen løn betale en vikar. Det var strengt for faderen at klare postturen, særlig om vinteren. En vinterdag, da der var hård frost, og sneen lå så højt, at vinduerne var dækket til, så man måtte have tændt lys midt på dagen, kom han varm, svedt og forkommen ind i et husmandssted og fik et glas iskoldt vand. Da han kom hjem, blev han syg og fik lungebetændelse. Lægen ordinerede kreosol, men det »tog slimen i tarmene«, så han resten af livet havde svært ved at tåle maden.

De små børn kom ikke ud om vinteren, da de ikke havde tøj til det, men om sommeren var de meget ude.

På nabogården havde de to farlige tyre, som børnene var meget bange for. Af og til slap de løs og stod uden for vinduerne i »Lille Tolne«. Så måtte faderen og drengene ud og få dem jaget væk. Marie drømte om dem om natten. En sommerdag, da hun og Jens Christian løb og legede i bakkerne neden for huset, råbte Jens Christian: »Dalgårds tyre kommer!« og så spænede han hjemad. Marie løb efter ham, men faldt og brækkede benet. Jens Christian løb hjem efter moderen, der kom ned og hentede hende på hjulbøren. Hun lå otte uger i sengen med benet bundet til en træplanke. Af og til kom faderen hjem med noget godt fra naboerne.

Markerne gav kun et ringe udbytte, og det var trælsomt at få kornet bjerget hjem. En høstaften trak det op til regn. Kornet var mejet, men stod endnu på marken. Da faderen var bange for, at kornet ville tage skade, besluttede forældrene sig til at hente det hjem, inden regnen begyndte. I løbet af natten kørte de det hjem på hjulbøren. Faderen kørte, og moderen skubbede på. Næste dag regnede det, og de var glade og taknemmelige over at have fået kornet godt i hus.

Da Marie var 7 år, begyndte hun i Tolne Skole. Det var en toklasset skole, hvor de store gik to dage, og de små fire dage om ugen om sommeren. Om vinteren var det omvendt. De store gik fra kl. 6 morgen til kl. 12 middag, de små fra kl. 7 til kl. 13. En lærerinde underviste »bitteklassen«, og en lærer de store. Læreren var meget skrap. Drengene fik tit bank. Alle var bange for ham, men eleverne blev dygtige til at læse, skrive og regne, ligesom den lille katekismus skulle kunnes på fingrene. Også danmarkshistorie og geografi havde de. Navnestoffet blev terpet så grundigt ind, at Marie endnu som 80-årig kunne nævne Europas floder på remse.

Det var svært at mætte så mange munde, og Maries brødre kom derfor om sommeren ud at tjene som hyrdedrenge fra de var otte år. En hyrdedreng fik kost og logi samt 10 kr. for sommeren. Marie har fortalt, at en af hendes brødre måtte ud og flytte fårene, inden han skulle i skole. De stod tøjret to og to. Undertiden havde de viklet sig ind i rebene, de var tøjret med, så det var meget svært at få dem fra hinanden. Ofte tog det lang tid, og angsten for at komme for sent i skole kunne gøre ham helt fortvivlet. Når han så kom hjem fra skole, fik han middagsmad og skulle så af sted med køerne. Der var en snes køer, der gik løse, og de skulle drives ud i lyngbakkerne. De var tit meget vilde og svære at holde væk fra kornmarkerne. Hvis de stak af, blev husbond vred og skældte ud. Det var nogle lange dage, hvor han gik alene i alslags vejr. Af og til gik han op på en høj, hvorfra han kunne se ned til forældrenes hjem. Så satte han sig ned og græd. Under tiden kom Marie op til ham og trøstede ham. Når han havde drevet køerne hjem kl. 21, skulle han ud og flytte fårene, inden han kunne komme i seng.

Da Marie var 14 år, blev hun konfirmeret og kom ud af skolen. Faderen fæstede hende til Anneksgården for kun 50 kr. om året, men betingede sig, at de ikke måtte give hende for hårdt arbejde. Hun var en lang, tynd pige, der ikke havde mange kræfter. Da Marie forlod sit barndomshjem, skrev faderen et varmt, kærligt brev til hende, som hun gemte til sin død.

Ejeren af Anneksgården, Niels Kristian Kristensen, var ugift og havde derfor sin søster som husbestyrerinde. Han havde været i Amerika og var en meget dygtig og rationel landmand. Der var tre karle og to piger samt et par hyrdedrenge på gården. Desuden boede der en gammel mand, Chresten, der var lidt til en side.

Der var orden og system i alt. Køkkenet havde hvidskurede borde, og komfuret var renslebet. Alt foregik på klokkeslæt. Man stod op kl. 3 om sommeren og kl. 5.30 om vinteren. Pigerne skulle malke tre gange om dagen, morgen, middag og aften. Man kærnede selv smør. Foruden at sørge for det huslige, deltog pigerne i markarbejdet. Det kunne tit være hårdt for den 14-årige Marie. De blev sendt ud i heden efter sten til byggeriet, var med til at plante skov og sled i det i høsten, men arbejdet gik på en hyggelig og fornøjelig måde. Gårdejeren roste meget, så man anstrengte sig til det yderste. Noget af det sværeste, Marie var ude for, var da hun blev sat til at stikke kløverhø op fra en vogn til gårdejeren, der tog imod højt oppe i laden. Benene rystede under hende, og hun blev fuldkommen mat i armene. Til sidst måtte hun grædende give op. Det følte hun som en frygtelig skam.

Af og til blev hun sendt til købmanden i Tolne. Så løb hun hele vejen, så hun kunne nå at smutte ind og hilse på moderen i »Lille Tolne«, der lå på vejen til købmanden.

De fik god mad i Anneksgården. Man spiste i folkestuen. Gårdejeren sad for bordenden. Ved den ene side sad forkarlen, derefter andenkarlen, tredjekarlen og så hyrdedrengen. Ved den anden side sad husbestyrerinden og pigerne samt Chresten. Når de fik grød, spiste de af et fælles fad. Det var ikke særlig appetitligt at spise sammen med den gamle mand, der var meget nusset. Undertiden hang snottet ned i overskægget på ham.

De havde fri hver anden søndag eftermiddag, når de havde spist og malket, men skulle være hjemme til aftenmalkningen klokken halv ni. Om aftenen var de fuldstændig udkørte. Undertiden sad de og faldt i søvn under malkningen, så de først var færdige ved titiden. Søndag aften gik de i missionshuset, men de fik ikke meget ud af det, da de sad og sov. Ind imellem skubbede husbestyrerinden til dem for at vække dem. Klokken ti minutter i halv ni rejste de sig og gik, da de skulle malke præcis klokken halv ni.

Maries bror, Martin, var andenkarl i Anneksgården. Han var meget flink til at hjælpe Marie, når han kunne se, at det var for hårdt for hende. Men en efterårsdag tog han af sted til Tommerup Højskole sammen med deres bror Carl. Pigerne var ude i marken for at tage roer op. Martin og Carl fik standset bageren, der kom kørende ad landevejen. De købte en ordentlig portion wienerbrød og gik ind i roemarken og delte med pigerne. Det blev et festmåltid, som de mindedes mange år efter.

Trods det hårde arbejde forblev Marie på Anneksgården i fire år. Hun troede, at det altid var så hårdt at være ude at tjene. Fra Anneksgården kom hun til at tjene hos Julius Christense i Tolne Vestergård og senere hos Poul Knudsen i Leksted i Mosbjerg. Begge steder var arbejdet meget lettere.

Den 1. maj 1913 kom Marie på et tre måneders højskoleophold på Tommerup Højskole. Hun sagde senere, at det var den bedste tid i hendes liv. Samværet med kammeraterne, de gode foredrag og den gode ånd og tone gjorde et stærkt indtryk på hende. Engang mødte egnens landmænd op med deres hestevogne og kørte den på tur.

Mellem pigerne opstod der et inderligt venskab, der holdt hele livet. En gang om året modtog de vandremappen »Venskabsbåndet«. Gennem den hørte de nyt om hinanden. Mappen kom også til højskolen, hvor forstander og lærere skrev en hilsen. I 1963 mødtes de, der endnu var i live, til deres 50 års jubilæum.

Efter højskoleopholdet fik Marie plads hos Chr. og Emma Villadsen i Tolne. Her havde hun to gode år, hvor hun følte sig som en del af familien.

Den 1. november 1915 fik hun plads som barne- og stuepige hos grosserer Nielsen, C.F. Richsvej 47 på Frederiksberg. Det var en stor omvæltning at komme fra en plads på landet, hvor man blev behandlet som et medlem af familien, og så komme til et velhavende grossererhjem, hvor man kun var et tyende. Marie skulle sige »herren« og »fruen« og gå med hvidt forklæde og kappe på hovedet. Hun følte sig meget fremmed og ensom i den store by. På fridagene tog hun sammen med en veninde fra Tolne, som hed Olga, ind til KFUK i Store Kannikestræde.

Mens Marie tjente hos grosserer Nielsen, fik hun fri, så hun kunne rejse hjem til sin mormor og morfars diamantbryllup. Mange af hendes morbrødre og mostre kom fra nær og fjern. Hendes morbror Laurits Christensen fra Holmstol var også med til festen sammen med sin kone, Marie Margrethe. Da de hørte, at Marie tjente i København og var ret ensom, foreslog de hende at besøge Marie Margrethes broder, Ole Jensen, der var købmand i Nordre Frihavnsgade. Han havde nogle døtre og sønner på Maries alder.

Da Marie kom til København igen, opsøgte hun på sin første frisøndag Ole Jensen og hans familie sammen med veninden Olga. De blev vældig godt modtaget. En af sønnerne, Georg, var marinesoldat og lå på Holmen, men var hjemme denne dag. Om aftenen fulgte hele familien Georg ned til havnen. Marie havde en rød bluse på. Georgs søskende mente senere, at den havde gjort at vist indtryk på ham.

Søndag eftermiddag var familien tit i Fælledparken, hvor de unge legede forskellige lege. Efter sigende var Georg meget ivrig efter at fange Marie, når de legede to mand frem for en enke. Når deres fridage faldt sammen, viste Georg Marie rundt i København. På en af disse ture nåede de op på Bellahøj, hvor de kunne nyde udsigten over København. Her friede Georg og fik ja.

Tilblivelsen af dette afsnit om Marie Jensen

Svend Jensen skriver:

Min datter Mette Jensen, der er leder af Ballerup Museum, har bedt mig skrive noget om min farmor og farfar, Marie og Georg Jensen. Anledningen er, at min søster Birthe Hanne Jensen har givet museet en piedestal, som har stået i vores farmor og farfars hjem, og som Birthe arvede, da vores farfar døde.

Det forudgående bygger på hæftet »Marie«, som min far, Henrik Christian Jensen, skrev om sin mor i 1987.

Kilder:

• Henrik Jensen: Marie. Eget tryk, 1987.
• Henrik Jensen: Fra pløjemark til villakvarter. Jubilæumsskrift 1948–1988. Udgivet og produceret af Parcelforeningen Toftholm, 1988.
• Alle historiske fotos er digitaliseret af Svend Jensen eller Per Palmkvist Knudsen

Indlægget Min mormor Marie Jensen blev først udgivet på øjeblikke i evigheden.

Bierne og fluerne summede dovent i varmen i frugthaven til kolonihavehuset. De fleste voksne havde for længst lagt sig til at sove middagslur i solsengene under de skyggefulde frugttræer. Godt mætte efter at have indtaget mormors grydestegte kylling med skysovs, nylavet agurkesalat og nye kartofler. Til dessert: Henkogte blommer med creme. Duften hang stadig i det lille, sorte kolonihavehus i Skovlunde.

Jeg ville ikke sove. Så i starten kravlede jeg op i kirsebærtræet, hvorfra jeg kastede kirsebærsten ned på de sovende. Men til sidst fik min morbror Henrik mig ned og overtalte mig til at ligge i gæsteværelset og læse nogle af de gamle, støvede Anders And-blade, han omhyggeligt havde indbundet, så det blev til Anders And-bøger. 

Gradvist blev min vejrtrækning langsommere. Langsommere end det gamle brune ur i den lille stue, hvor pendulet svingede frem og tilbage og sagde ”tik” ”tak” ”tik” ”tak ”tik” ”….. . Snart sov jeg tungt.

”Sover du endnu?”, sagde min storebror Ole drillende, så jeg vågnede. Han var nu ikke så meget ældre end mig – kun 15 måneder. Men det afholdt ham ikke fra altid at drille. Han elskede at hidse mig op, så jeg mistede besindelsen. I dag var ingen undtagelse og hurtigt startede en jagt, hvor jeg rasende løb efter Ole rundt om træerne i frugthaven. Hvis nogen af de voksne sov endnu, var de nu vågne. 

Tante Magdelene indfangede os og satte os ved børnebordet sammen med vores to storesøstre, Kirsten og Lis, fire kusiner og to fætre. Min søster Kirsten nød det, og syntes, det var rart at være sammen med nogle mindre støjende og mere velopdragede børn. Min ældste søster Lis kiggede alvorligt på os og prøvede at styre løjerne. Det gik fint, lige indtil jeg væltede min del af den sodavand, vi fire delte, på min kusine Annes kjole.

Nå, hun blev tør igen og snart begyndte vi igen at lege. Uden at lægge mærke til at min mor græd, mens hun snakkede med min morfar, som så meget vred ud. Min far var der ikke. Han var blevet hjemme i det lille værksted, vi havde i vores kolonihavehus i Herlev.

Min morfar tog med hjem til vores eget, svenskrøde kolonihavehus.

Det var småt, som den slags var: Først kom man ind i et lille køkken med to gasblus. Herefter var et køjerum med fire senge til os børn og til sidste en lille stue, hvor der hang en petroleumslampe i loftet, som var eneste lyskilde om aftenen. Men den havde et rart lys, og den spredte lidt varme og en særlig duft, når der blev fugtigt i regnvejr. Her sov min mor. De fleste andre nætter sov min far i værkstedet, fordi han havde drukket sig fuld. Igen. 

Derfor var min morfar rasende. Den ellers fromme mand bandede til min far, da han så ham og slog ham, så min far røg forskrækket ind i sit værksted. ”Hvis du bliver ved, kommer jeg sgu og slår dig ihjel!”, truede han.

Det hjalp ikke meget, skulle det senere vise sig.

Podcast

Indlægget En sommersøndag i kolonihaven blev først udgivet på øjeblikke i evigheden.

Afsted gik det nu over Stillehavet – denne gang mod Japan. 

Vi krydsede Ækvator i silende regn, frasyd mod nord. Den første aften efter vi havde krydset ækvator, fik vi besøg af selveste kong Neptun. Han spurgte om der var nogen ombord, der ikke havde deres ækvatordåbs bevis i orden. Og det havde jeg – og de andre elever af naturlige årsager ikke.

Næste dag blev vi hentet Frk Død og andre frygtindgydende væsener. Vi blev smurt ind i rigelige mængder kaffegrums, chili og ketchup. Klippet med en stor saks lavet af træ, og barberet med en træ-barberkniv. Begge dele er ikke så slemme. som jeg havde frygtet. 

Derefter blev vi dyppet i en stor balje saltvand. Den strenge dommer – vores skoleleder – spurgte om vi fremover ville opføre os som lydige i Neptuns rige. Derefter fik vi vores ækvatordåbsbevis. Jeg fik navnet ”Ulken”

Det gjorde ikke ondt, men det var noget af en nedværdigende omgang, som man næppe ville udføre på den måde i dag.

Om aftenen benyttedes lejligheden til en fest for alle besætningsmedlemmerne. Undtagen dem, der stod på broen. Håbede jeg ….

—–

Senere i september ankom vi til byen Naha på den sydligste ø i Japan, Okinawa. 

På trods af det var 32 grader varmt og selvom der kom heftige regnbyger hver time, var de japanske havnearbejdere meget mere effektive end deres kollegaer i New Zealand. Derfor kunne losse og lastetiden nu måles i timer, hvor det før var i dage. 

Så hurtigt sejlede vi videre til Tokyo, Japans hovedstad.

Det var en fredag og vi fik fri. Da jeg kom i land, følte jeg mig for første gang høj. For på gågaden og alle de andre steder, kunne jeg pludselig se over hovederne på folk. Det havde jeg aldrig prøvet før.

Eventyrlystne som vi var, tog vi naturligvis undergrundsbanen. På et tidspunkt var vi ikke længere klar over, hvor vi var. For godt nok kunne vi læse numrene på de enkelte toglinjer. Men navnene på stationerne var skrevet med Japanske tegn, som vi ikke fattede en lyd af – endsige kunne kende igen. 

Vi søgte op på landjorden igen for i det mindste at kunne se hvilken retning vi skulle – ud fra solen. Eller finde en betjent, som kunne tale engelsk. Intet af det lykkedes. 

På et tidspunkt blev vi sultne, og gik ind på en lille restaurant. Der var måske plads til otte eller ti gæster. Igen var der alene Japanske tegn, vi skulle læse, for at vælge mad. Der var også en anden type menu-kort vi havde overset, opdagede vi senere: I vinduet var der plastikmodeller af alle deres retter.

Så vi endte med at pege på en ret. Og fik serveret suppe i en skål. Det vidste vi ikke, hvordan vi skulle håndtere. Den fnisende tjener viste os hvordan man skulle drikke af skålen, og spise fyldet med pinde. Som vi heller aldrig havde set før. Det var jo 1977 og vi var langt, langt hjemmefra.

Det hjalp at få noget at spise, og sent om aftenen kom vi heldigvis hjem igen til Nippon. 

Næste morgen, fik vi revance, da en leder af havnearbejderne spiste morgenmad i vores messe. For han fik serveret spejlæg. Og det anede han ikke, hvordan han skulle sætte til livs. Så han endte med at læne sig frem og suge blomme op med en slubrende lyd. Hævnen var sød.  

Næste stop var Kobe. Her fik jeg endelig købt mit stereoanlæg, som jeg så længe havde ønsket mig og sparet op til. 2 * 100 Watt var rigeligt til det lille kammer. Men jeg havde ikke købt højtalerne endnu, det ville jeg gøre dagen efter min fødselsdag.

——-

Men hvordan fik vi egentlig udbetalt løn? Dengang var der en telegrafist på alle skibene. Deres vigtigste opgave var at sende og modtage telegrammer vha. en særlig morse-nøgle.

En morsenøgle kan sende korte eller lange signaler eller lyde.. En enkelt kort lyd betyde ”E”, to korte lyde betyde ”I”, tre korte ”S”. Modsat betyder en lang lyd ”T”, to lange lyde ”M”, tre lange lyde ”O”. Sat sammen morser man SOS således: …—… Korte og lange kan også danne et bogstav.

Det lyder nogenlunde sådan her

Selvom det var besværligt, kunne rutinerede telegrafister ikke bruge al deres tid på holde liv i kommunikationen med rederiet, havne, og lignende. 

Derfor var det telegrafisten, som stod for at udbetale den del af ens løn, man gerne ville have udbetalt i den lokale valuta. På den måde havde man en slags ”opsparingskonto” på skibet. Det var også muligt for de pårørende at sende penge til besætningsmedlemmerne til denne konto.

—— 

På min attenårs-fødselsdag var vi ankommet til byen Hakata.  Som alle andre teenagere havde jeg forventet at denne dag blev noget særligt. Det blev den. Men ikke på den gode måde. 

Om dagen bankede jeg rust. Om aftenen holdt jeg en lille fest mit kammer. Med da alle gæsterne var gået, opdagede jeg til min store skræk at alle mine kontanter var væk. Også dem, jeg havde fået sendt hjemmefra. Hele min formue havde jeg naivt haft liggende i min ulåste skrivebordsskuffe. For næste dag skulle jeg have været oppe i byen for at købe højtalere, så jeg kunne bruge mit stereoanløg til noget.

Men væk var de. Tyveriet blev politianmeldt, men da jeg ikke anede, hvornår de var stjålet og heller ikke vidste hvem, der havde stjålet dem, skete der ikke mere i den sag.

Det var som om eventyret forsvandt fra den ene dag til den næste. For det var ubehageligt ikke at vide hvem det var. Det kunne være alle fra besætniningen. Eller ingen. For min dør var heller ikke låst. Så det kunne også være en havnearbejder.

Men Nippon Reefer -og jeg – sejlede videre til Busan i Sydkorea, og til sidst hentede vi brugte biler i Otaro i Japan, som skulle til USA og Canada. Livet gik videre. ”Herren giver, Herren tager”, som min mormor skrev til mig.

——-

Hvorfor sejlede vi med meget andet end madvarer? 

Det er dyrt at sejle et skib som Nippon Reefer over verdenshavene  Derfor var det bedre at have en last med, som gav en lille sum penge, end vand i balasttankene, som slet ingenting gav. 

De lavloftede dæk på køleskibene var velegnede til eksempelvis biler og traktorer eller til de store papirruller der anvendes i et avistrykkeri. 

—–

Indlægget Rejsen rundt om jorden med Nippon Reefer – del 4 blev først udgivet på øjeblikke i evigheden.