Det er en naturlig følge af mit job i en koncern med stor virkelyst, at jeg ser mange forskellige it-kontrakter. To om måneden er det blevet til i de knapt fire år, jeg har haft mit nuværende job.
Ingen af disse har været bare tilnærmelsesvist ens – endsige ensartede.

Mange var også i en elendig tilstand – med stavefejl, modsigelser, mangler og forkert struktur. Den slags kontrakter kommer typisk fra små leverandører. Store leverandørers kontrakter har nogle helt andre problemer, som jeg vender tilbage til senere.

Når jeg gør leverandørerne opmærksom på kontraktproblemerne, virker de ofte overraskede, og siger noget i denne stil: ”Det har vores andre kunder ikke nogen problemer med”. Det er naturligvis ikke noget godt modargument.

Forleden mødte jeg endelig en ærlig sælger, som fortalte sandheden: Årsagen til at flere kunder ikke studser over de elendige kontrakter er, at de ikke læser dem! De fokuser på, om prisen er rigtig, og derefter skriver de under.

Dermed kan den første kim være lagt til et mislykket it-projekt. Modsat kan en god kontrakt blive i skuffen: For den definerer tydeligt hvad der skal leveres, hvornår og hvordan det sker, samt hvilke krav der er til kunden selv. Der behøver ikke at være tale om store romaner i form af detaljerede kravspecifikationer, meget mindre kan sagtens gøre det.

Endelig har den gode kontrakt den egenskab, at den er et entydigt middel til at løse konflikter, som måtte opstå undervejs.

Som Jesper Langemark fra advokatfirmaet Bender von Haller Dragsted siger: ”Kontrakter skal opfattes som et arbejdsværktøj, der skal bruges aktivt til at sikre et godt leveranceforløb. Det kræver bl.a., at kontrakten passer på den konkrete anskaffelse, at der er taget højde for de ting, der erfaringsmæssigt kan gå galt, og at de personer hos kunden og leverandøren, der skal samarbejde, kender kontrakten.”

Jesper Langemark peger også på, at mange ville have fordel af at tage udgangspunkt i standardkontrakterne K01 og K02 – forudsat at der er tale om en anskaffelse, som ligger inden for disse kontrakters anvendelsesområde. Standardkontrakterne er endda ganske gratis at bruge. De kan frit hentes på IT- og Telestyrelsens hjemmeside. Selvom de er udformet til at staten er kunden, kan strukturen og store dele af teksten sagtens genbruges, når private kunder er køberne.

Men tilbage til de store leverandører: Her er kontakterne enten helt uoverskuelige eller aldeles uacceptable.

Den slags kontrakter henviser til leverandørens almindelige forretningsbetingelser samt deres licensbetingelser. Begge er særdeles omfattende, og virksomhedens egne sælgere kan derfor sjældent gennemskue dem. Derfor må de hele tiden inddrage licensspecialister – selv for at afklare simple spørgsmål.

Har man først underskrevet kontrakten, sidder man i saksen: Med jævne mellemrum besøger leverandørernes licensrevisorer virksomhederne. Det har man nemlig også skrevet under på, at de må. Hvis alle licensregler ikke er overholdt – hvilket de sjældent er, fordi de er så komplekse – får virksomheden en stor efterregning.

Professionelle virksomheder som Coop, SAS og Vejdirektoratet er kendte eksempler på virksomheder, der har fået millionstore efterregninger. Men de er langt fra de eneste. Engang imellem har jeg mistanke om, at disse ekstraudgifter er en planlagt del af softwarevirksomhedernes forretningsmodel: Ved at lave (licens)reglerne uforudsigelige og umulige at forstå, kan de udstede ”dummebøder”. På samme måde som rockerne gør det.

Disse skærmydsler er dog intet sammenlignet med det, som venter, når man lægger sine it-faciliteter ud i de mange nye internettjenester – de såkaldte cloud computing tjenester: Her underskriver – endsige forhandler – man ikke engang en kontrakt. Man accepterer blot udbyderens forretningsbetingelser. Som de til enhver tid kan ændre. Og mener de, at man overtræder deres regler, ryger man ud – uden ankemuligheder.

At dette er en barsk realitet måtte Wikileaks sande, da de for nylig blev smidt ud af en række internettjenester. De henviste alle til, at deres forretningsbetingelser var blevet overtrådt.

Har man først lagt alle sine systemer ud på internettet, er det ikke let at flytte hverken data eller systemer. Samtidig er der meget begrænset konkurrence på området: Det er under en håndfuld virksomheder, som dominerer det globale marked. Dette gør det ikke lettere at flytte rundt eller at forhandle bedre vilkår.

Det er svært at undgå at underskrive licensaftaler med virksomheder som Adobe, Microsoft, Oracle, SAP eller IBM. Med mindre man går helt over til Open Source programmer, hvor man ikke betaler licens.

Men jeg vil ikke acceptere vilkår, der er så ensidige, som cloud-computing-udbydernes er det. Dermed får den slags tjenester ingen stor udbredelse i vores virksomhed foreløbig. Og heller ikke hos mine danske it-chefkollegaer.

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 22. februar 2011