I it-branchen sker det oftere og oftere, at virksomheder uden beregning deler det allerhelligste: De programlinjer, der udgør it-systemerne. I stigende omfang deles også kørende it-services og endda indhold – ganske gratis.

Google var – som vanligt – en af de første til at stille byggestenene til deres services til rådighed, så andre virksomheder selv kunne lave deres egne systemer. Ikke kun programmerne, men det samlede, kørende system, med alle de nødvendige driftsfolk, maskiner, netværk og meget mere. Endda på en måde, at selv små virksomheder kan udbyde services på internettet, der er meget komplekse.

Et eksempel på dette er tjenesten mitkbh.dk, som indeholder oplysninger om forlystelser, spisesteder mm i København. Det muligt at se beliggenhed på (Googles) kort, finde ruter og meget andet. Selvom hjemmesiden ser professionel ud, så er den lavet af få unge mennesker – i deres fritid. For kun få år siden ville dette være umuligt. Det er ikke kun byggestenene til tjenesten, som leveres af andre: Anmeldelser og andet indhold kommer fra almindelige, ubetalte københavnere.

Online-leksikonet Wikipedia er andet eksempel på indhold, der er skabt af amatører uden nogen form for beregning. Det er på bare syv år blevet verdens største leksikon. Alene den engelske udgave indeholder mere end 2.5 millioner artikler. I alt er der mere end 10 mio. artikler, på stort set alle tænkelige sprog.

Alle i verden kan bidrage til leksikonet. Og mange gør det.

Som det digitale legebarn jeg er, ville jeg også prøve. Under forsøget kom jeg til at lave en fejl, som jeg ikke umiddelbart kunne finde ud af at rette. For at tænke mig om, gik jeg ud i køkkenet efter en kop kaffe. Da jeg kom tilbage og ville rette fejlen, fik jeg et chok: En anden person – et helt andet sted i verden – havde opdaget fejlen og rettet den. Derudover havde han arbejdet videre med mit bidrag.

For mig var dette en øjenåbnende demonstration af styrken i denne slags initiativer: Der er så mange, der bidrager, at artiklerne næsten altid er helt opdaterede og fejlfrie. I de fleste sammenligninger med traditionelle leksikoner, vinder Wikipedia da også oftest.

Men er alt da lykke i denne gratis-verden? Ikke helt: Indholdet afspejler alene, hvad vi i fællesskab kan blive enige om. Og det er nødvendigvis ikke altid sandheden! Galileo Galilei er bare et – af mange – eksempler på personer, hvis konklusioner var de rigtige, selv om de blev stærkt fordømt af den herskende opinion.

Som bidragsyder kan man også blive overrasket over, hvad ens indhold bliver brugt – og især misbrugt til. Et andet af mine wikipedia-bidrag er et billede af Dannebrog, taget med mørke, forblæste skyer som baggrund. Jeg havde valgt at give billedet helt åbne rettigheder: Alle kunne derfor bruge billedet, blot kilden (dvs jeg) blev nævnt.

I starten var dette sjovt: Billedet blev brugt i hundredvis af sammenhænge, og min forfængelighed led bestemt ikke skade af, at mit navn på den måde blev nævnt over hele verdenen. Men pludselig ændrede min opfattelse sig: Billedet begyndte at blive brugt af organisationer, der havde synspunkter, jeg bestemt ikke delte. Og dermed blev mit navn bragt i sammenhænge, jeg ikke ønskede.

Der er derfor god grund til at tænke over, hvad andre må bruge ens indhold til.

Det samme gælder for tjenester: Hvis man anvender en gratis service, som indeholder eksempelvis kunders data. Hvilken lovgivning beskytter dem så? Og hvilke landes lovgivning skal man respektere? Det kan være svært at vide på forhånd. Således tvang en hollandsk dommer amerikanske Google til at udlevere oplysninger om brugen af en e-mailkonto.

Men stadigvæk: Disse bekymringer er meget små torne på nogle ellers smukke roser.

Bragt som kommentar i Jyllands-Posten d. 27. oktober 2008