Ingen havde ventet, at Elisabeth Knudsens arbejdsliv ville blive så imponerende, som det blev.

1940  – 1945: Sygeplejerskeelev på Ridshospitalet 1945 – 1947:  Danmarks Sygepleje Højskoles sundhedsplejerske linje i Århus 1947 – 1952:  Sundshedsplerske i Slesvig for det danske mindretal 1952 – 1972: Skolesundhedsplejerske i Københavns Kommune.  1972 –  1986: Ledende skolesundhedsplejerske i Københavns Kommune

Elisabeths egen beskrivelse

Som i beskrivelsen af Elisabeth Knudsens barndom og ungdom, har Elisabeth skrevet til sine efterkommere. Jeg har digitaliseret, og suppleret med fotos, overskrifter og links til skriftlige kilder. Men resten har hun selv klaret. Bortset fra efterskriftet til sidst, som jeg står for

Elisabeth Knudsen skriver:

1940erne

”Jeg startede som sygeplejeelev på Rigshospitalet den 2. januar 1942. Og jeg afsluttede min uddannelse den 1. marts 1945, så min en elevuddannelse foregik i 2. Verdenskrig barskeste periode. Vor skoleforstanderinde, Eli Magnussen, blev til alle elevers store sorg arresteret af tyskerne midt i elevtiden, men blev frigivet igen, inden vi blev færdiguddannet.

Vi havde bombevagt hver anden gang, der var luftalarm. Og det var der meget tit om natten. Så skulle vi møde på vores respektive afdelinger og sørge for at de oppegående patienter, som ønskede det, kom i beskyttelsesrum uden panik og vi skulle blive hos dem indtil alarmen blev afblæst.

Vi havde 48 timers arbejdsuge. Arbejdstiden var planlagt, så vi næsten altid havde 2,5 mellemtime, som blev der lagt sammen med en halv times spisepause. Middagen blev spist i funktionærboliger spisestue, så vi startede vores arbejdsdag kl. 07:00 og sluttede i bedste fald kl. 18:00. Vi skulle bo på hospitalet og havde kun udgangstilladelse til kl. 22:00 med mulighed for at søge forlænget udgangstilladelse. Hvis vi skulle noget særligt.

Vores visioner var at medvirke til krigens afslutning.

1950erne

Efter endte suppleringer var jeg på Danmarks Sygepleje Højskoles sundhedsplejerske linje i Århus. Umiddelbart derefter blev jeg ansat som sundhedsplejerske for det danske mindretal i Sydslesvig med primært virke i Flensborg. 

Mit sundhedsplejerske liv i Flensborg var præget af familiernes chokerende og ubeskrivelige fattigdom og sorg. Og børnenes sundhedstilstand. 

Mange, mange mænd var faldet eller meldt savnede. Mange var i fangenskab og vendte hjem efterhånden. Sorgen over de faldne og savnede var knugende, og tilpasning til et almindeligt familieliv og tilværelse var meget vanskeligt for de hjemvendte soldater, deres koner og børn.

Sygeligheden var stor. Mange af børnene havde maveinfektioner, pemfigus eller tuberkulose. 65% af børnene havde engelsk syge. Og de havde børneorm, lus og lopper.

Der fødtes mange børn, Spædbørnsdødeligheden var høj. 72 per 1000 levendefødte. Til sammenligning var den i 1983. 7,4.

Sundhedsplejearbejdet var præget af mange besøg til mange børn, og vi foretog mange vaccinationer. 

Sundhedsplejevisionerne

Vi jagtede de første symptomer på sygdom og overvågede, at den igangsatte behandling blev gennemført. Vi udarbejdede i samarbejde med stedet husholdnings konsulenter egnede kostplaner. Fordi Sundhedsstyrelsens lille vejledning ikke slog til, da råmaterialet ikke fandtes på grund af fødevaremangel.

Ved hjemkomsten til Danmark i november 1952 blev jeg ansat som sundhedsplejerske ved det københavnske skolevæsen. Polioepidemien var på det højeste, så arbejdede her var også præget af mange vaccinationer, helbredsundersøgelser og tuberkulosekontrol.

Kun i de store byer var der en faglig leder, og kun i disse ordninger var der tilbud om systematisk efteruddannelse.

Sundheds- og sygeplejerskerne var oftest meget isolerede og alene med deres faglige problemer. I vor uddannelse havde vi lært både i teori og praksis, at vi i vor kontakt med patienterne ikke måtte påvirke politisk eller religiøst. Som stand opfattede vi det nok meget generelt og var derfor meget apolitiske, men stærkt optaget af at afhjælpe nøden og afskaffe infektionerne.

Der var i halvtredserne stor boligmangel. Der var rationering af kaffe og sukker til efteråret 1952.

1960erne

Mit sundhedsplejerske liv i tresserne var præget af, at børnenes sundhedstilstand var bedre betydeligt og rent fysisk må betegnes som god. Spædbørnsdødeligheden daler i løbet af tresserne til 14 per 1000.

Derimod er antallet af børn med psykiske og psykiske somatiske symptomer stigende. Sundhedsplejersken opsøges i skoletiden, af børn med ondt i hovedet og mave eller med smårifter der ønskes behandlet. Disse fysiske symptomer dækker over utryghed og angst forårsaget af problemer i skole eller hjem. Som de gerne vil have hjælp til at løse. 

En undersøgelse på 3 forskellige skoler i København foretaget af skolesundhedsplejen viste, at.

10% af børnene havde svære psykiske symptomer.

10% af børnene havde middelsvære symptomer.

15% af børnene havde lette psykiske symptomer

Kun 6% af børnene blev henvist til behandling hos skolevæsenets psykiatere. Ved den nævnte henvisningsprocent var det urimelige ventetider. 

Vi arbejdede energisk, men forgæves, på at få skolepsykiaterne ud på skolerne som lærernes og vore konsulenter. Gavn for de 35% af børnene, der havde behov for ekstra støtte. Men psykiaterne foretrak at hovedreparere  de 6% af børnene, nemlig de, der blev henvist til dem.

Der blev købt jord og bygget parcelhuse og etagebyggeri som aldrig før. Kvinderne tog i stigende grad arbejde på arbejdsmarkedet. Det skete tit, at børnene blev sendt syge i skole, fordi der ikke var nogen til at passe dem, mens forældrene var på arbejde. De kom så også ned til sundhedsplejersken.

Vi hang derfor arbejdsmæssigt ubehjælpeligt fast i en lovfæstet rutine, og de nye opgaver var uafviselige, men af tidsmæssige grunde umulige at følge op på for slet ikke at tale sige at forebygge.

Skolelægerne var ganske upåvirket af denne udvikling, og de var ikke særlig solidariske med sundhedsplejerskerne i deres kamp for at ændre arbejdsvilkårene. 1960’erne blev derfor ikke blot ungdomsoprørets tid, men også medarbejdernes.

Sundhedsplejerskerne arbejdede sig ud af deres faglige isolation ved at danne distriktsvise grupper. De mødtes en gang om måneden og besluttede at invitere distriktets andre markarbejde. For eksempel børneværnet, familievejlederne, mødrehjælpens socialrådgivere etc. Fordi de måtte have de samme problemer at slås med og et tværfagligt samarbejde måtte være en løsning. Ved disse møder drøftede vi de fælles problemer og muligheder for fælles efteruddannelse. Der blev mange steder ansat faglige ledere for sundhedsplejerskerne og amtssundhedsplejersker.

Socialreformekommissionen blev nedsat i 1965. Kommissionens arbejde og delbetænkninger blev diskuteret meget. Der blev afholdt seminarer og høringer om ”70’ernes Socialreform”, som det hed dengang. Sundhedsplejerskerne deltog flittigt og gjorde, hvad vi kunne for at huske kommissionen på vor faggruppens eksistens. Vi havde visioner om kommunernes opbygning af social og sundhedsforvaltninger med et enstrengede system, som skulle placere alle sociale og sundhedsarbejdere i samme hus, muligvis i to huse i større kommuner af praktiske grunde, men så beliggende i nærheden af hinanden. 

Sundhedsforvaltningen skulle omfatte praktiserende læge, tandlæge, sundheds- og sygeplejerske,  ergo- og fysiorterapeuter og jordemødre. 

Det drejede sig om at komme så nær borgeren som muligt, så store byer skulle deles i mindre distrikter. Og det frie lægevalg skulle holde inden for dette distrikt. Der var også nedsat en kommunal og skolereform kommission, men ingen tilsvarende sundhedsreform kommission.

Dr. Amundsen, Sundhedsstyrelsens daværende chef, advarede amtslæger og skolelæger mod at forholde sig passivt til udviklingen, da de ellers kunne risikere at blive en rekvisition over den sociale skranke. Det havde dog ingen mærkbar effekt. De deltog ikke i møder og høringer. De påvirkede ikke og blev ikke selv påvirket. Derfor blev sundheds- og sygeplejerskerne et appendiks til socialforvaltningen. 

Styrelsesloven kom ikke, som først formuleret, til at hedde ”Lov om styrelse af den stedlige social- og sundhedsforvaltning, men i stedet ”Lov om styrelse af sociale og visse sundhedsmæssige anliggender”.

Sundhedsplejerske visioner i 1960erne

De var mange og store. Vi registrerede og analyserede børnenes psykiske problemer. Og regnede med derigennem at kunne finde frem til de fremkaldende årsager eller problemer og derefter afhjælpe eller fjerne dem eller disse. Vi indså, at årsagerne var meget komplekse, og at et bredt samarbejde var et af de nødvendige midler. Vi håbede på opbygning af en social og sundhedsforvaltning med en bred organisation, der muliggjorde et jævnbyrdigt samarbejde.

1970erne

Mit sundhedsplejerske liv i halvfjerdserne var præget af, at børnenes sundhedsassistent fysisk set er god, dog præget af familiernes livsstil. De bruger kroppen for lidt, idet de hyppigt transporteres i bil og antallet af gymnastik timer i skånet nedskæres til 2 x 45 timer ugentlig. Mange børns fysiske holdninger er derfor slap eller sammenknyttet og motorikken hos mange er dårlig. Vi blev også opmærksomme på, at der er et sammenfald mellem dårlig holdning og motorik og indlæring. Vi får derfor ansat en bevægelsespædagog som konsulent og på forsøgsbasis. Forsøget får kun lov til at vare nogle måneder. Trods gode resultater standses det på grund af manglende økonomiske bevillinger. Forsøget lykkedes imidlertid i andre kommuner.

Antallet af gifte kvinders deltagelse i arbejdsmarkedet stiger med samme frekvens som i 60’erne.

Befolkningens sundhedstilstand er ikke så god som de styrende kræfter havde forventet efter de tårnhøje investeringer, der var sket i sundhedsvæsenet i 60’erne. Finansministeriet udgav perspektivplan I og II. Af disse betænkninger kunne det konkluderes, at hvis vi fortsatte på samme vis,  ville bruttonationalproduktet og vi alle opsluges af sundhedsvæsenet i år 2000. Kun 5% af sundhedsvæsenets udgifter blev anvendt til forebyggelse. Heraf halvdelen blev brugt til tændernes pleje.

Mange mennesker lider af livsstils symptomer. Som dårlig kondi, kredsløbsforstyrrelser, nedslidningsymptomer i bevægeapparatet, hørenedsættelse og stress). En arbejdsundersøgelse viste, at en meget stor procent af arbejderne havde vænnet sig til mange af disse symptomer, men havde dermed en betydeligt ringere livskvalitet. Desuden afspejles de i en konstant stigning i antallet af indlæggelser og dødsfald af hjertesygdomme og svulster.

Et nyt udvalg blev nedsat og barslet med Prioriteringsbetænkningen, som resulterede i Forebyggelsesrådets oprettelse. 

Komiteen for sundhedsoplysning (oprettet 1964) afholdt årlige og tværfaglige seminarer med emnerne ”Sundhedslære og familiekundskab”, ”Fritid og trivsel”, ”Psykosomatik og folkeoplysning” og ”Sundhedspædagogik i lokalsamfundet”. Emnerne er nævnt i kronologisk rækkefølge afspejler den holdningsændring, der foregik i de år. Der skete en stigende erkendelse af den autoritære behandlingsform, når skaden er sket, ikke er tilstrækkelig hensigtsmæssig, rentabel eller holdbar. Det må i højere grad dreje sig om forebyggelse af, at sygdommen opstår. Da forebyggelse af de aktuelle symptomer og sygdomme har sin rod i en ændring af menneskets livsstil og arbejdssituation, er det helt nødvendigt, at vi får borgere i lokalsamfundet med helt fra planlægningsfasen samt at få alle medier medinteresserede.

Som et slogan lød

Sundhedspædagogik handler om,
hvordan vi kan lære os at leve sammen,
så vi ikke dør af det

Enkelte sundhedsplejersker startede mødregrupper og forældregrupper på skolerne. Det var tungt at få folk ud fra TV og hjemlig hygge om aftenen, men kom man først i gang, så så man enorme muligheder og dimensioner i sundhedsarbejde, som overgik alles forventninger og fantasi. 

Samfundet var i halvfjerdserne præget af store reformers gennemførelse. Landets indtræden i fællesmarkedet, oliekrisen og den økonomiske afmatning samt ligeberettigelse mellem mænd og kvinder. Nordisk råd holdt kongres om emnet. Der kom nye love om hjemmesygepleje og sundhedspleje ordningerne. Børnetandplejen og Lov om ændring af lov om sygeplejersker. Lov om arbejdsmiljø og bedriftssundhedstjeneste Lov om fri adgang til svangerskabsafbrydelse.

Hjemmesygeplejen og sundhedsplejen blev integreret i kommunernes social og sundhedsforvaltningen i bunden af i hierarkiet. ”Som visse sundhedsmæssige anliggender”.

Der kommer også en ny lov. Bekendtgørelse og retningslinjer for skolelægeordningen, der ændrede lidt ved den gamle rutine, men var i øvrigt ikke i takt med udviklingen og blev derfor fornyet i 1983. 

1980erne

Mit sundhedsplejerske livs i 1980’erne så kort som det nu blev, var præget af at børnenes sundhedstilstand rent fysisk er god. Men foruden de tidligere nævnte symptomer, sker der en stigning i antallet af børn med allergi. Både de ægte og de såkaldte pseudoallergier, og antallet af børn med mere diffuse symptomer som knopper udslæt, uro, rastløshed,  uoplagthed og nedsat resistens. Symptomer som vi stigende gang mener, har sin rod i forurening af vand ernæring og miljø. 

Derfor har vi været på institutionsbesøg og kurser om forureningskilder, genbrugsordninger, biologisk landbrug mm. Familiernes sundhedsvæsen er præget af det øgede antal skilsmisser, og de deraf følgende små familier, arbejdsløshed eller for meget arbejde. Noget oplevelsesfattig tilværelse for familierne.  Ængstelse for krig og atomulykker. 

Gælden til udlandet stiger støt. Vi får en borgerlig regering, der skærer dybt i de offentlige budgetter.

Mit sundhedsplejerskeliv har udviklet sig fra at koncentrere alle kræfterne og omsorg for mor og barn i den nære familie. Med et påtaget stort ansvar for fejlfinding og tidligere forebyggelse af sygdom og død.

Til periode, hvor vi analyserede, vurderede og tolkede om områder omkring familien og årsager og sammenhænge. Trivsel for at ændre på disse ting.

Fremtidens sundhedspleje

Til en sundhedspleje i dag, der er at give viden og hjælp til selvhjælp og en erkendelse af, at vi alle er en del af en større helhed. En familie, en arbejdsplads, et samfund og en fælles jord. 

Sundhedspleje i dag skulle gerne give den enkelte en erkendelse af, at for at bevare sundheden, kan det være nødvendigt at ændre livsstil, arbejdsproces, at få et andet forhold til vores fælles miljø, være aktiv i forebygge krig og atomulykker. 

Dermed er sundhedsplejen en funktion, der skal gøres sammen med familien. 

Derfor er WHOs strategi og målsætning: ”Sundhed for alle i år 2000” en nødvendig imødegåelse af vor udviklings og erfarings stade. Jeg mener, det er et stort, at verdens 100 tror jeg 152 lande har gået aktivt ind for en fælles sundhedsmålsætning, og at sundheds og sygeplejerskerne har en stor meddelagtighed i, at målene bliver nået.

Jeg ved, at der er mange gode modeller i den primære sundhedstjeneste og håber her at høre om modeller i den sekundære sundhedstjeneste. Når symptomerne er blevet til sygdom, og man er blevet indlagt til behandling herfor, må motivationen for at ændre levevis og være stor. Så jeg mener, det må være af betydning, at emner som overforbrug af medicin, stoffer, alkohol og mad behandles samt kostens, levevisens og arbejdets betydning for egen sygdom og fremtidens sundhed. 

Allervigtigst er det, at alle erkender, at ansvaret for vores sundhed er både den enkeltes, familiens, arbejdspladsens den lovgivende og udøvende magts. Målet kan også kun nås, hvis vi udviser solidaritet med de svageste grupper både i vort land og globalt set.

Efterskrift – af Per Palmkvist Knudsen

Det er tankevækkende, så nutidige Elisabeths tanker og råd virker. Tænk bare på FNs nyeste verdensmål eller Strukturkommisionens seneste anbefalinger. Det er svært at forstå, at både verdensmålene og anbefalinerne er skrevet mere end 30 år efter Elisabeths nedfældede sine konklusioner.

En ting er sikkert: Elisabeth ønskede alle det bedste. Men hun blev sjældent hørt i de mere politiske eller akademiske kredse. Måske fordi hun ikke argumenterede på en akademisk måde. I stedet brugte hun samarbejdet og dialogen til at finde frem til de rigtige løsninger. Bemærk, hvordan hun hele tiden skriver “vi”.

Men er tiden den rette nu til Elisabeths type af argumenter? Meget tyder på det. Eksempelvis i løsningen af de mange kriser, vi stadig står overfor som Christian Bason skriver i MandagMorgen

Nøglen til at løse komplekse, systemiske, langsigtede problemer og store missioner, der går på tværs af sektorer og niveauer, er nemlig, at de skal adresseres i fællesskab.

Dermed er Elsabeths ledelsesstil blvet mere morderne og nødvendig end nogensinde før. Modsat de specialiserede akademikere, som konstant nedgjorde hendes arbejde og anbefalinger. Men dem er der ingen, der husker eller savner.

Som en nutidig kollega skrev skrev, efter at have læst ovenstående tekst:

“Hun er en hamrende dygtig, tænkende, fremsynet og visionær sundhedsplejerske,”