Det er mørkt, det er koldt. Klokken er kun lige blevet seks. OM MORGENEN. Vi løber hver dag, som vi har skullet siden vi kom. Hver morgen den samme tur, efter en kort opvarmning i i gymnastiksalen. Alt i alt ikke meget, men det er ti minutter efter vi forsovne er tumlet ud af vores senge. Vores korte hår er bestemt heller ikke almindeligt i samfundet denne januar morgen i 1977.
Det frostkolde perlegrus giver vores fødder en særlig lyd, mens vi kæmper os rundt om marken, hen ad landevejen, til højre af alleen, og tilbage til salen, og i bad. Derefter rengøring og til sidst morgenmad – med the. Endelig. Om søndagen fik vi kaffe om morgenen.
Hele dagen på Kogtved Søfartsskole var styret så stramt og regelmæssigt, at en autist ville føle sig som i himmelen.
—-
En typisk dag på Kogtved Søfartsskole
5:55: Opvarmning starter i gymnastiksalen, efterfulgt af morgenløb
6:25: Bad og påklædning
6:40: Morgenmønstring og rengøring
7:30: Morgenmad
8:00: Formidags-undervisning i maritime fag og fx Judo
12:00 Frokost
13:00 Eftermiddagsundervisning i almene eller maritime fag.
21:00 Aften-the med oplæsning af dagbogen, som blev skrevet og læst op af den elev, som var vagtchef den dag.
22:00 Så skal vi sove, undtagen dem, der er på nattevagt med rundering på området og bemanding i receptionen.
Der var en mening med galskaben. Det vender jeg tilbage til .
———-
Jeg har altid interesseret mig for havet og for skibe. Så da jeg var ved at være færdig med min folkeskole, søgte jeg ind som styrmand hos det daværende store rederi og kæmpe koncern, J. Lauritzen.
Knud Lauritzen fik ideen om en søfartsskole på land i 1940, fordi rederiet mistede kontakten på 30 af dets skibe under 2. verdenskrig. I 1944 købte han frøgrosserer Olsens store villa i Kogtved, tre kilometer vest for Svendborg. Liggende smukt direkte ned til Svendborgsund. Her skabte han og hans medarbejdere Kogtved Søfartsskole, som varetog grunduddannelsen for officerer i handelsflåden i J. Lauritzen, DFDS, Torm, Mærsk og mange andre helt frem til 2009.
———–
Jeg blev indkaldt til en test, som foregik på Kogtved Søfartsskole i Svendborg. Det var en blanding af fysiske tests, skriftlige tests og samtaler med en psykolog. Om aftenen tog vi ind til Svendborg for at få en øl eller fire. Det hjalp lidt på søvnen, da vi skulle sove to og to i de gamle senge på missionshotellet Stella Maris, som lå lige ved siden af søfartsskolen.
Efter nogen ventetid fik jeg svaret: Jeg var optaget og kunne fortsætte bagefter som styrmandsaspirant i rederiet J. Lauritzen. Jeg var lykkelig, for det var det mest spændende af dem alle: De havde polarskibe, som sejlede til Grøland og Sydpolen, Køkeskibe, som sejlede verden rundt, og containerskib, boreskib, bulk carrier hvis man havde lyst til det. Og hvis man blev træt af at sejle, så kunne man jo nok få et andet job i den kæmpe koncern? Tænkte jeg.
Fire uger før jeg skulle starte, d 13. januar 1977, fik jeg en liste over ting, jeg skulle have med. Mn mor rynkede panden, for det var ret bekosteligt. Men købt blev det, lige fra lange underbukser til uniform, som skulle købes lokalt i Svendborg. Uniformen alene kostede 1.800 k, viste min mors efterfølgende regnskab.
Regnskab for opholdet på Kogtved
Det andet, der stod i brevet fra søfartsskolen, var at jeg skulle møde korthåret, og at man skulle kunne synge bestemt sang uden ad. INGEN af disse ting var almindelige. Nå men jeg slugte kamelerne, blev klippet og lærte flag-sangen.
Som tiden gik, blev jeg langsomt rigtig glad for at være der. Så glad at jeg helt glemte at fortælle min familie, hvordan jeg havde det. Eller i det hele taget kontakte dem. Husk at det var før mobiltelefoner, mail og internet. Så min familie må have følt, at jeg simpelthen forsvandt i mere end en måned.
Knud Lauritsen viste her sit personlige engagement, fordi han sendte et foto af mig, han selv havde taget, til min moder, så hun kunne se, at jeg var kommet frem.
Husk vi taler om en mand, der havde i tusindvis af ansatte!
Min familie sendte mig et kort, som gjorde mig opmærksom på det. . Derefter ringede jeg hver søndag til mor fra en telefonboks, efter vi havde spist morgenmad.
Jeg har aldrig været særligt autoritetstro, hvis autoriteterne ikke havde en karisma eller en eller en faglighed, som gjorde dem fortjent til det. Eksempelvis var jeg meget glad for min matematiklærer i folkeskolen. Han skrev til min moder i 1974, da jeg gik i ottende klasse:
I den senere tid har Per adskillige gange prøvet at få mig på ”glat-is”. Midt i min gennemgang af et bevis eller en opgave, lyder det pludselig fra Per: ”Nej, det er ikke rigtigt.” Hvorefter han argumenterer for det, han mener er rigtigt.
Folkeskole udtalelse 1974
Denne kritiske holdning til autoriteter, har jeg nok haft hele mit liv. Og den blev i høj grad fremmet i mit barndomshjem. Den gjorde, at jeg havde det svært under min værnepligt.
Men her på Kogtved Søfartsskole fik den mig til at elske hele miljøet og ikke mindst forstanderen Eigil Larsen og underviserne Bent Møller, Gunnar Jespersen, Knud Mortensen, Søren H. Hansen, Jens Aage Schulz, Selmar Jensen, Mogens Bryghler samt H.H Jørgensen.
For de var alle dygtige og erfarne søfolk, som jævnligt blev sendt ud i det ”virkelige liv” som besætningsmedlemmer på J. Lauritsens skibe, så de kumme holde deres viden ajour.
På den måde sikrede Knud Lauritzen sig, at hans kommende officerer lærte det rigtige og fik de nødvendige viden, kompetencer og holdninger.
Selv den meget stramme styring havde jeg ingen problemer med.
Vi havde eksempelvis kun fri fem timer lørdag, og fire timer om søndagen.
Men INDEN man kunne komme afsted, skulle man ro en lille jolle ud til bøjen midt i Svendborgsund. Og derefter vrikke den hjem. Man vrikker en jolle vha. kun én åre, som man sætter på et særligt beslag agter. Nyttigt hvis man mister en åre. Men ikke let.
Den bøje vi skulle uden om for at få landlov
Det var en krævende øvelse i det strømfyldte Svendborgsund. I begyndelsen var der endda is i jollerne, når man skulle starte. Men årsagen til denne mandomsprøve var en drukneulykke på et af skibene, der fik Knud Lauritzen til at indføre denne praksis.
Det var et andet krav inden man kunne cykle afsted: Man skulle komme hjem til tiden. For hvert minut man kom for sent hjem, røg der en time af de kommende landlove.
Så skulle man beholde arbejdstøjet på, og eksempelvis bone gulve i stedet for at cykle ind tilk Svendborg.
Den samme konsekens fik man, hvis man kom for sent til timerne.
To elever kom for sent til undervisning. Det koster timer af den korte landlov.
Dette accepterede jeg fuldt ud. For der var – igen – en god grund: Hvis du ikke kommer tilbage til skibet i tide, så kan det blive nødvendigt at sejle uden dig. Det er en dyr og dum situation, både for dig, resten af besætningen og for rederiet. Denne forklaring fik vi løbende. Og lærte at komme til tiden.
Selv mange år efter, har jeg stadigvæk meget svært ved ikke at være præcis. Så det var helt sikkert en god ide. Selvom det var surt at skulle gå ”blue gard”, når alle de andre var inde og kurtisere de søde piger fra Fyn. Som syntes godt om de atletiske og velopdragne ungersvende i den karakteristiske khaki-uniform.
På den måde var pædagogikken hele tiden: Forklar hvordan og hvorfor. Sørg for konsekvent gulerod – og pisk.
Selvom vi blev holdt til ilden, havde vi overskud til andre. Som eksempelvis at stå endnu tidligere op for at synge min værrelseskammmerat Jordan op på hans fødselsdag.
Min værelseskammerat, Jordan, vækkes med en fødselsdagssang
Eller lave sjov med den vagthavende om morgenen fastelavns morgen ved at komme fjollet klædt til morgenløbet. Han fortrak ikke en mine, men sendte os ud og løbe morgenløb i vores upraktiske klæder.
Vi prøver at tage gas på lærerme fastelavnsmorgen
I det hele taget var vi på ingen måde kuede, eller udmarvede. På trods af vores stramme program
Vi skal se sikkerhedsfilm søndag aften (Foto: Mikeal Hoffmann)Husorkesteret spiller op (Foto: Mikael Hoffmann)
Kogtved Søfartsskole skabte en helt ny og bedre udgave af mig, som var grundlaget for den karriere, jeg senere skulle opleve.
Afgangsfoto forårsholdet 1977. Jeg sidder på gulvet nr 2 fra venstre.
Tak for skønt referat af din tid på skolen mv.
Var der selv i -54/-55 og oplevede samme ‘paradigmeskift’ i min tilværelse som du.
En fantastisk uddannelse som har gavnet mig hele livet.
Dejligt at høre om de samme spøjse tildragelser på skolen en snes år senere.
Tak. – og en hilsen fra Peter (der osse fik lov til at være lærer på Kogtved i -64)
Tak for dit fantastiske tilbageblik. Der er en årsag til J. Lauritzen og ikke mindst Kogtved er i mine tanker næsten dagligt. Vi var vel ca 700 gamle elever sidst vi mødtes på Kogtved. Det fortæller noget om indholdet og minderene fra de 5 måneder på Kogtved.
Skriv et svar