Min morfar Georg jensen

Georg Jensen

Georg Jensen

Fotos af Georg Jørgen Kristen Jensen

Om Georg Jensen

Redigeret og bearbejdet af Svend Jensen

Georg Jørgen Kristen Jensen blev født 5. august 1894 som søn af Ole Jensen og Karen Marie Amalie Jensen, født Andersen. Marie og Ole Jensen fik otte børn. Deres første barn var dødfødt. De øvrige syv børn var:

  • Georg Jørgen Kristen Jensen, født 5. august 1894, død 31. januar 1981 i Skovlunde.
  • Karla Krestine Jensen, født 28. juli 1895, død 1903.
  • Magdalene Mathilde Jensen, født 3. december 1896, død 1967.
  • Esther Jensen, født 17. december 1897, død 13. oktober 1987.
  • Richardt Kristian Jensen, født 27. november 1899, død 5. juli 1985 i Horsens.
  • Ove Jensen, født 27. juli 1901.
  • Kristine Jensen, født 6. oktober 1906, død 19. januar 2004.

Da Georg og Karla blev født, boede Marie og Ole Jensen i Lavendelstræde 11 i København. Den 6. oktober 1896 løste Ole Jensen borgerskab som »detailhandler«, og familien flyttede til Nordre Frihavnsvej 82, hvor Ole Jensen lejede en lejlighed og nogle forretningslokaler i kælderen. Her kom de øvrige børn til verden. Nordre Frihavnsvej var oprindelig en del af Kalkbrænderivejen. I 1892 blev gaden omdøbt til Nordre Frihavnsvej, og fra 1906 fik den sit nuværende navn, Nordre Frihavnsgade.

Ole Jensen havde en forretning med frugt, grønt og detailhandel. Han havde en hestevogn og kørte brændsel og almindelige varer til restauranter på Nordre Frihavnsvej og varer til skibene i Frihavnen. Der måtte pigerne ikke komme med, for der var for beskidt. Det var kun drengene, som fik lov. Hestene stod i en hestestald, som Ole Jensen havde lejet i Marstalsgade, en sidegade til Nordre Frihavnsvej.

Om sommeren hjalp Georg sin far. Han ordnede og vaskede vognen, sværtede hestenes hove, gav dem seletøj og skyklapper på og pudsede seletøjet. Georgs søskende kaldte ham for »den gamle«. I starten var der ingen biler, men senere kom der enkelte. Der var ingen telefon i forretningen, men på væggen hang en sjov plakat med et billede af en. Først senere kom der telefon i forretningen.

I mange år var det en god forretning, men der var meget slid. Ole Jensen hentede tidligt hver morgen grøntsager på grønttorvet og trak dem hjem på sin trækvogn til fods. Kunderne fik også bragt deres varer hjem, og ofte måtte Ole Jensen op på 5. sal med brændsel. Åbningstiden var betydelig længere end i dag. Om sommeren var forretningen også åben søndag formiddag. Kristine husker, hvor glade de var, da de kunne lukke kl. 19 om lørdagen.

De havde fremmed hjælp, både karl og pige. Engang var Marie og Ole Jensen ude en aften. Da de kom hjem, kunne de høre børnene græde. Det viste sig, at pigen havde drukket sig fuld i kogesprit, hun havde hentet i butikken. Hun lå midt i dobbeltsengen med børnene om sig.«

Om vinteren gik de tur i Frihavnen og på Langelinie. Om søndagen gik de til Kastellet, hvor de hørte musik. Børnene fandt hinkesten af marmor, som lå i græsset ved Kalkbrænderihavnen, hvor der var en fabrik.

Om sommeren kørte familien ofte i skoven. Ole Jensen gik i stalden søndag morgen, mens Marie holdt styr på børneflokken og sørgede for mad til de mange munde. Marie sad bag i hestevognen sammen med de mindre børn, mens Georg sad foran hos faderen. Hvis der kom en bil, sagde Marie: »Ole, pas på!«

Faderen var altid fuld af sjov. På Strandvejen var der en bom og en bommand, som skulle have penge. Faderen varmede en 10-øre i sin pibe og gav den til bommanden – og hyppede så på hesten. Bommanden smed mønten, for den var meget varm.

Turen gik tit til Klampenborg ved væddeløbsbanen, hvor moderen blev anbragt med benene nedad. Hun var altid træt. Faderen var meget livlig, og både Esther og Kristine erindrer, at det var ham, der legede med børnene, når familien var nogle steder. »Det var gode timer, hvor far legede med os,« fortæller Kristine.

Moderen havde pakket en hel kasse med madvarer og sodavand. Sodavandsflaskerne var lukket med en korkprop med ståltråd over, og når børnene rystede dem godt, »kunne det rigtig stige til vejrs.« Moderen havde også kaffekande, kaffe, sukker og fløde med, og i et skovløberhus eller en restaurant kunne man købe kogende vand for en 10-øre.

Børnene gik på Kroneskolen, en kommuneskole, hvor man betalte en krone pr. barn pr. måned samt alle bøger, men så kom der jo nye, og deres far smed dem op i luften og råbte: »Det er dog for galt det her!« Det var jo dyrt.

Børnene gik i skole med træsko på, og Esther husker, at hun en dag mødte en meget fornemt klædt mor, som skulle skrive sit barn ind. Hun så hendes træsko og sagde: »Jeg troede ikke, der var nogen, som gik i kommuneskole med træsko!« Det sidste år, hun gik i skole, fik børnene sko, for da havde de ældste fået plads.

I 1903 døde Karla af difteritis. Da hun blev syg, kom hun på sygehuset sammen med sine søskende. Kun Ove, der på dette tidspunkt var to år, fik lov til at blive hjemme. De besøgende måtte ikke komme ind på stuerne. De stod udenfor på skamler i al slags vejr og måtte råbe ind til deres børn.

Der blev stænket karbol på trappeopgangen for at forhindre, at sygdommen smittede. Alligevel gik Karlas sygdom ud over omsætningen i forretningen, fordi folk ikke turde komme der. De var bange for smitte.

Ole Jensen var dygtig til at danse, og der blev danset og spillet kort om penge i forretningens baglokale. Men efter Karlas død blev hendes forældre indremissionske, og så var det slut med dans og kortspil!

Ole Jensen var lærer i søndagsskolen. Georg kom i KFUM, Magdalene og Esther i KFUK. Om søndagen tog de deres venner og veninder med hjem. Moderen havde meget arbejde. Der var altid mad – om der var ti eller tyve. Der blev leget og sunget meget, men Ole Jensen sluttede altid med en andagt.

I 1909 flyttede familien til Gl. Kalkbrænderivej. Pladsen var blevet for lille. Der var kun to værelser og et kammer, der blev brugt til lager af brænde.

Marie og Georg bliver gift

Marie og Georg blev gift i Sankt Jacobs Kirke på Østerbro i København den 20. januar 1918. De lejede en lejlighed i et nyopført byggeforeningshus, der lå i Rudolph Berghs Gade nr. 45. Georg lånte sin fars trækvogn til flytningen. En af Georgs brødre hjalp med flytningen, og Georg og broderen lavede sjov med Marie og fik hende lokket op på trækvognen, da de havde tømt den for indbo og skulle tilbage til Georgs forældre og hente næste læs. De løb af sted med hende over Østerbrogade, og det syntes Marie var meget flovt.

Huset, Georg og Marie flyttede ind i, havde tre etager. Ejeren boede selv i stuen, på 1. sal boede en anden familie, og Georg og Marie boede på 2. sal. Georg og Maries lejlighed var på ca. 50 kvadratmeter. Den var mindre end de to andre lejligheder, fordi huset havde mansardtag, og den øverste etage var omgivet af det nederste næsten lodrette stykke af taget. Den havde derfor skrå vægge, men var lys. Der var en stue, et soveværelse, et køkken, en gang og eget toilet, hvad der var høj standard på det tidspunkt. Der var en lille have foran huset, men den måtte kun betrædes af husejeren. Haven afgrænsedes af et fint stakit, der var malet hvidt. I gården var der køkkenhave og tørreplads. Gården stødte op til en anden gård og en ny stribe rækkehuse, hver med et afgrænsende stakit til naboerne.

Da Marie og Georg flyttede ind i huset, var der ni rækker med byggeforeningshuse. Den første række lå på Lyngbyvejen. I 1925–28 blev der opført en række mere. I starten var det ikke så attraktivt at flytte til Lyngbyvejkvarteret, som lå i landlige omgivelser et stykke uden for byen. Kvarteret var også berygtet for vagabonder og sprittere, som holdt til i nabolaget.

Børnene

Mens Georg og Marie boede i Rudolph Berghs Gade nr. 45 fik de to børn: Henrik Christian Jensen (født 25. oktober 1919, død 16. februar 2008) og Elisabeth Martine Jensen (født 26. november 1921, død 25. juni 2014).

Den sidste husrækkes genboer boede i træbarakker, der var blevet opført under første verdenskrig til husvilde familier, og der var tit gadekampe mellem børnene i Rudolph Berghs Gade og børnene fra barakkerne. Pludselig stod de udfordrende i gaden, og så gik det løs med kæppe og margarinelåg som skjold. Margarinelågene fik børnene hos fru Holm, som havde et mejeriudsalg på næste gadehjørne. Margarine og smør kom i store trædritler med låg. Når låget blev fjernet, blev dritlen lagt på et bord bag ved disken. Ved hjælp af nogle solide træspatler, som stod i en beholder med vand, blev smørret eller margarinen taget ud af dritlen og ned på et stykke pergamentpapir, der først var blevet gjort fugtigt med det vand, der var på spatlen. Så blev det banket og foldet med spatlen, til det blev en fin lille firkant, der blev vejet og pakket ind.

Børnene havde mange legekammerater, og det var et dejligt sted at lege. Gaden var asfalteret, og da der ikke kørte ret mange biler, tegnede børnene hinkeruder, løb på rulleskøjter, spillede top og kugler, rundbold og langbold, og kørte på løbehjul og med dukkevogn.

Området var omgivet af byggepladser. De store udgravninger til kældre var herlige kælkebakker, når det var snevejr, og børnene følte sig meget tiltrukket nybyggerierne, men de sørgede for at holde sig væk fra vagten. Hvis han fik fat i dem, vankede der buksevand.

Forældrene

Elisabeth har som voksen fortalt følgende om sine forældre: »Min mor var meget kærlig og flittig Hun var meget præget af sin opvækst i et kærligt og nøjsomt landbohjem, præget af klogskab og Indre Mission. Hun var også meget præget af, hvad hun havde oplevet på Tommerup Højskole. Det var hendes livs store oplevelse. Det fortalte hun os tit om.

Min far var også meget flittig og dygtig. Han var præget af sin opvækst i en patriarkalsk købmandsfamilie i Nordre Frihavnsgade. Han var strengt opdraget, krævede meget af sig selv og af os.« Elisabeth fortæller endvidere, at hendes far forsålede familiens sko og reparerede cyklerne, og hendes mor bagte og syede en stor del af deres tøj.

Georg var blevet uddannet som instrumentmager hos Camillus Nyrops Etablissement, der var blevet grundlagt i 1838. Virksomheden, der var et kirurgisk instrumentmagerfirma, havde i 1910 adressen Købmagergade 43 i København. Da han blev hjemsendt fra militærtjenesten, kom han tilbage til Nyrup.

Georg blev uddannet som instrumentmager hos Camillus Nyrops Etablissement, der var blevet grundlagt i 1838. Virksomheden, der var et kirurgisk instrumentmagerfirma, havde i 1910 adressen Kjøbmagergade 43 i København. På dette tidspunkt var Camillus Nyrops sønner, Johan Ernst og Hans Louis Nyrop indehavere af firmaet. (Kilde: Krak: Danmarks ældste forretninger, 1910).

Da arbejdsløsheden i 1930ʼerne rigtig satte ind, skiftede han imidlertid arbejde og blev mekaniker hos Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab (KTAS), et skift han fortrød, fordi hverken arbejde, udfordringer eller arbejdsklima hos KTAS kunne stå mål med dem, han havde haft hos Nyrup, men arbejdsforholdet var sikrere, og så var det pensionsgivende. Selskabets hovedsæde lå fra 1910 i Telefonhuset i Nørregade i København. Georg arbejdede alle ugens hverdage fra kl. 7 til kl.16. Han endte med at blive overmekaniker hos telefonselskabet.

Husets ejer

Ejeren af huset var meget vanskelig. Hvis børnenes bolde var så uheldige at ryge over stakittet og ind i hans have, gik han straks ud og samlede den op og tog den med sig ind. Engang skar de store drenge en bold over og bandt en snor i kanten af den. Derefter skubbede de den ind gennem mellemrummet i stakittet og råbte, om de måtte gå ind efter den. Et øjeblik efter kom husejeren ud og bøjede sig ned efter bolden, men så trak drengene i snoren og morede sig herligt. Henrik og Elisabeth var meget bange for repressalierne, men de udeblev dog.

Engang fik familien besøg af en dreng, der skulle have noget af Henriks tøj, der var blevet for småt til ham. Drengen havde træsko på og var fattigt klædt. Straks stod ejeren i gadedøren og forbød, at drengen betrådte hans hus. Marie lod som om, hun ikke hørte det, og sagde til drengen, at han skulle tage træskoene i hånden og komme med op.

Georg og Marie gik i kirke hver søndag. Det hånede ejeren dem meget for. Når de havde kristelige møder om aftenen i deres lejlighed, slukkede ejeren for lyset på trappen, så gæsterne måtte gå ned i mørke. En dag havde ejeren selv gæster samtidig med, at der blev holdt møde hos Georg og Marie. Ejeren slukkede så lyset, og senere på aftenen placerede han en bakke med brugte glas på trappen. Det blev for meget for Georg. Han sørgede for at træde solidt i bakken, så efter den dag blev trappelyset ikke slukket, når de havde gæster.

Lejlighedens indretning

Spisestuens møblement var af sort eg. Det bestod af et spisebord med stole, et anretterbord, en buffet og en divan. I buffetens midterskab havde børnene deres legetøj. Henriks side var altid i mønsterværdig orden. Hans soldater lå ikke blot i en æske, men var fint nedpakket med en tynd pude mellem lagene, så de ikke blev ridsede. I Elisabeths side var der altid uorden. Hun nåede aldrig at rydde op, så det gjaldt om at lukke døren hurtigt og låse den, ellers ville den gå op igen, og tingene ville rutsje ud.

Georg var ivrig radiomand, så familien havde radio, og de lyttede flittigt, når Jens Frederik Lawaetz havde drengetime, som det hed dengang. Marie var godt til at passe tiden for børnene, så de fik det hele med.

Soveværelset vendte mod vest, og herfra var der udsigt til det nyopførte Bispebjerg Hospital. Møblementet var hvidt og bestod af Georg og Maries senge samt et toiletbord, en servante, to stole og et klædeskab. Henrik og Elisabeth sov i hver sin ende af en udtræksseng, så der var ikke meget gulvplads.

Når Georg og Marie havde møde, foregik det i stuen. Børnene blev lagt i seng, inden gæsterne kom. Da der var meget lidt plads til overtøjet i gangen, kom gæsterne ind i soveværelset og lagde overtøjet på dobbeltsengen. Det var meget spændende for børnene, for nogle af gæsterne havde slik med til dem. Når de voksne var godt i gang med mødet, gik Elisabeth i gang med at prøve damernes hatte til Henriks store fornøjelse.

På servanten stod et servantesæt, som bestod af en porcelænskande og et fad. Det blev kun brugt til formålet, hvis der var liggende gæster. Familien vaskede sig i køkkenet i et emaljeret fad. Om lørdagen badede familien i en stor zinkbalje, som også blev brugt til at vaske tøj i. Efter badet blev undertøjet og to håndklæder lagt til vask og rene håndklæder blev hængt op i køkkenet under det broderede køkkenforhæng. Det ene håndklæde blev i ugens løb brugt til at tørre hænder i, det andet blev brugt til at tørre ansigt og arme, og hvad der ellers var blevet vådt ved etagevasken. Snavsetøjet blev lagt ind i et skab under vinduet, til der skulle være storvask. Det foregik en gang om måneden nede i kælderen. Marie blev opereret for nyresten i 1923. Derfor måtte hun ikke selv vaske, så en gang om måneden kom fru Petersen, der boede i barakkerne og ernærede sin familie ved at gå ud og vaske for folk. Vasketøjet blev sat i blød dagen før, og vasken startede med, at tøjet blev vasket på vaskebræt og derefter kogt i en gruekedel. Så blev det skyllet, vredet og hængt til tørre oppe på loftet. Det tog en hel dag, og fru Petersen fik 6 kr. for vaskedagen.

Søndag

Om søndagen gik Georg og Henrik efter morgenbrød hos bageren på Lyngbyvej. De købte et rundstykke eller en krydder samt et stykke wienerbrød til hver. Kl. 10 gik Georg og Marie i kirke, mens Henrik og Elisabeth legede med Henriks soldater. Kl. 13 gik Georg, Henrik og Elisabeth i søndagsskole – dog ikke om sommeren. Søndagsskolen foregik i pigegymnastiksalen på Vognmandsmarkens Skole. Georg var leder af søndagsskolen. Om eftermiddagen var familien gerne sammen med Georgs forældre og søskende.

Kolonihaven

Marie og Georg havde en kolonihave i haveforeningen »Emdruphøj« ca. 3 km fra Rudolph Berghs Gade. Haven havde nr. 70. Her flyttede familien ud om sommeren. Georg havde købt et lille træhus på 7 kvadratmeter, og så havde han bygget en stue til, så huset i alt var på 18 kvadratmeter. Når de flyttede ud i sommerhuset, skulle de først hen og hente frisk halm til sengene. Georg lejede en hestevogn med kusk, og så hentede de dyner, gryder og porcelæn i Rudolph Berghs Gade. Efterhånden kom der fjederbund og madrasser i sengene, og så skulle de ikke hente halm i foderstofforretningen mere.

Haven lå på toppen af en bakke. Når de skulle derud, gik de ad »Sortevejen«, som havde fået sit navn, fordi den var belagt med sorte slagger. Området var en opfyldt sø – Lersøen. Den var først blevet opfyldt af skrald, derefter af slagger og muld. Der var tre grøfter til afvanding med træbroer over, hvor der var vej. Vandets overflade var grøn af »andemad«. Når det var varmt, lugtede der af losseplads nede i dalen, men aldrig oppe på bakketoppen, hvor Marie og Georgs kolonihave lå. Elisabeth husker, at det var en lang vej for hendes små ben, når børnene skulle i skole til fods – somme tider to gange, når de et år havde delt skoletid.

Familien var også 14 dage i Vendsyssel for at besøge Maries søskende og hendes mor. Det var ikke almindeligt, at man både havde kolonihave og rejste. Henrik og Elisabeth rejste sommetider af sted med ferietoget før forældrene. De skulle op kl. 3 for at nå toget, som kørte fra Hovedbanegården ved 5–tiden. De var i Tolne ca. kl. 16 om eftermiddagen.

Socialt arbejde

Georg og Marie var meget engageret i kirkens arbejde. Georg ledede søndagsskolen, indtil den overgik til Kildevældskirken, da den blev indviet i 1932. Derefter ledede han arbejdet med KFUM’s yngste og en missionskreds. Han var medlem af menighedsrådet og vurderede familiers behov for brændselshjælp og anden økonomisk hjælp fra kirken. På et senere tidspunkt blev han medlem af bestyrelsen for Missionen blandt hjemløse. Elisabeth skriver, at han altid var på den »lille« mands side.

Missionen blandt hjemløse var blevet stiftet i 1893 og havde til formål at drive socialt hjælpearbejde blandt hjemløse og enlige i København. Organisationen drev Mændenes Hjem, der var et herberg med 90 pladser i Lille Istedgade, den drev Kollegiet med 148 beskyttede boliger, og den arrangerede sammenkomster hver torsdag for hjemløse og enlige på Vesterbro.

I forbindelse med Georgs død i 1981 skrev redaktøren af Missionens blad følgende i bladet: »Georg Jensen var medlem af Missionens bestyrelse i årene fra 1935 til 1970. En præstation, der uden ord fortæller om Georg Jensens helt usædvanlige interesse og trofasthed over for arbejdet. Georg Jensen var således medansvarlig for Missionen og herberget Mændenes Hjems drift i en menneskealder – gennem 30’ernes krise, verdenskrig og efterkrigstid og frem til 60’ernes velstandstider.

Georg Jensen var dybt engageret i opgaverne som bestyrelsesmedlem, men altid med et vågent blik for udviklingen i samfundet omkring herberget. Han var en af de bærende kræfter i overflytningen af Mændenes Hjem fra Eskildsgade til Lille Istedgade i 1960. Det var ham magtpåliggende, at den hjemløse mand også skulle have sin del af de goder, som 60’erne bragte. »Jeg har haft en følelse af, at samfundet stadig vil udvikle sig i velstand,« udtalte han i et interview til Missionens blad ved sin fratræden i 1970. »Går det således, vil Mændenes Hjem i løbet af få år være forældet som herberg – trods det, at det i dag kun er 10 år gammelt. Følg med! Hold ikke igen, så længe vi kan få midlerne!«

Bedst huskes Georg Jensen vel som den, der ved siden af bestyrelsesposten tog ivrigt del i hverdagen på herberget. Især i de senere år – efter pensioneringen – udmøntede hans engagement i medarbejdernes trivsel sig i hyppige besøg på hjemmet. Men heller ikke fra de faste, store opgaver holdt han sig tilbage. Når der skulle pakkes og forsendes lodsedler i december, tog han aktivt del. Og som et karakteristisk punktum for dagens arbejde trak han tegnebogen frem og betalte for sine egne sedler med det samme. Ved den årlige basar tog han altid en tørn i en af boderne, assisteret af hustruen, Marie Jensen, der aktivt delte sin mands interesse for arbejdet. Det var glæden, der var drivkraften for Georg Jensen. Glæden ved at få lov til at tjene den hjemløse mand og præge herberget som et kristent hjem. »Yngre kræfter skulle have været til for længe siden,« udtalte han i ovennævnte interview. »Men glæden over arbejdet har været for stor til, at jeg har kunnet forlade det før nu. Det håber jeg, I kan tilgive mig.«

Bestyrelsen og medarbejderne på Mændenes Hjem »tilgav« gerne Georg Jensen. De følte, at de i ham havde en god ven, der i første række havde omsorg for den hjemløse mand, men aldrig glemte dem, der stod i det daglige arbejde.«

Lejligheden på Vennemindevej

I 1933 var Elisabeth blevet 12 år, og Henrik var 14 år, og lejligheden i Rudolph Berghs Gade var blevet for lille. Familien flyttede derfor til en større lejlighed på Vennemindevej nr. 63. Det var en stuelejlighed, så den var mørk, og den var kakkelovnsfyret, men familien fik en stue mere og et værelse til Henrik.

Året efter fik Marie og Georg endnu en datter Else Hanne Jensen (født 3. august 1934). Henrik syntes, at det var flovt og frygteligt, at forældrene kunne finde på sådan noget, men Elisabeth var lykkelig for den nye lillesøster, og da Marie var syg og afkræftet efter fødslen, fik hun lov til at hjælpe med pasningen og køre tur med barnevognen hver dag. På tredje sal i opgangen boede en jævnaldrende pige, der hed Inger. Hun blev Elisabeths veninde. Som 17 årig blev Elisabeth færdig med realeksamen og fik plads i huset, hvor man kun havde fri onsdag efter kl 13 og hver anden søndag ved samme tid. Henrik læste til lærer og blev gift med Inger. De fik tre børn: Svend, Birthe og Erik.

Marie og Georg var meget gæstfrie. Da børnene var flyttet hjemmefra, var der et værelse til overs i lejligheden, og her boede på skift familiens unge fra Vendsyssel, som var under uddannelse i København. Marie og Georg samlede familien i deres hjem, ligesom Georgs forældre havde gjort. De lavede tit søndagsmiddag til hele familien, og de holdt i mange år juleaften med mange gæster.

Sommerhuset i Skovlunde

Efter anden verdenskrig var der et stort behov for nye boliger. For at skaffe plads til dem blev en del kolonihaver i København nedlagt. Marie og Georgs have i »Emdruphøj« lå på lejet jord og blev sagt op med kort varsel. Hos mange kolonihavefolk var der et stort ønske om at få en permanent have eller endnu bedre en have, der senere kunne blive til byggegrund, så man ad åre kunne få bygget et helårshus. Kolonihaveforbundet købte derfor gennem Statens Jordlovsudvalg to gårde i Skovlunde, Toftholm og Bybjerggård, med henblik på at udstykke dem i parceller på ca. 800 kvadratmeter med plads til vejanlæg. Den 2. marts 1948 blev Parcelforeningen Toftholm stiftet, og Marie og Georg købte en grund på Tjørnevænget nr. 20.

Deres søn Henrik og hans kone Inger købte nabogrunden nr. 18. Prisen pr. parcel blev ca. 900 kr. Beløbet kunne afdrages med en rente på 4,5 % p.a., og hele købesummen skulle være betalt i 1968. Nogle år efter erhvervelsen købte Marie og Georg et brugt sommerhus, som de fik flyttet ud på grunden i Skovlunde, og her boede de hver sommer.

Marie og Georg flytter til Skovlunde

I efteråret 1969 flyttede Marie og Georg til Skovlunde, hvor de fik en toværelsers lejlighed i AAB’s ejendom i Lilletoften nr. 101 st. th. Til lejligheden hørte en lille have, der vendte ud mod Ballerup Boulevard. Både Henrik og Else boede på det tidspunkt i Skovlunde med deres ægtefæller. Her døde Marie den 2. maj 1979. Georg døde samme sted den 31. januar 1981. De blev begge begravet på Skovvejens Kirkegård.

Tilblivelsen af dette afsnit om Georg Jensen

Svend Jensen skriver:

Min datter Mette Jensen, der er leder af Ballerup Museum, har bedt mig skrive noget om min farmor og farfar, Marie og Georg Jensen. Anledningen er, at min søster Birthe Hanne Jensen har givet museet en piedestal, som har stået i vores farmor og farfars hjem, og som Birthe arvede, da vores farfar døde.

Det forudgående bygger på hæftet »Marie«, som min far, Henrik Christian Jensen, skrev om sin mor i 1987, samt en tekst, som min faster Elisabeth Knudsen skrev om sin barndom i februar 1990, da beboerforeningen Ulrik ønskede at udgive bogen »En landsby på Østerbro«.

Alle historiske fotos er skannet ind af Svend Jensen og Per Palmkvist Knudsen

Kilder:

  • Henrik Jensen: Marie. Eget tryk, 1987.
  • Henrik Jensen: Fra pløjemark til villakvarter. Jubilæumsskrift 1948–1988. Udgivet og produceret af Parcelforeningen Toftholm, 1988.
  • Elisabeth Knudsen: Min barndom. Maskinskrevet ikke udgivet tekst, 1990.
  • Missionen blandt hjemløse. Kontaktblad for venner og støttekredse. 73. årgang nr. 2, maj 1981.
  • En landsby på Østerbro. Chr. Erichsens Forlag, 1990.
Hjem » Min morfar Georg jensen


Ét svar til “Min morfar Georg jensen”

  1. […] 20. januar 1918 blev hun gift med Georg Jørgen Kristen Jensen, som blev født den 5. august 1894 i København og døde den 31. januar 1981 i Skovlunde. Marie og […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *