Da jeg var barn, var enhver rask drengs højeste – og ofte uopnåelige – ønske en schweitzerkniv med dens udfoldelige lager af saks, kam, neglefil, dåseåbner, skruetrækker, kniv og alt det andet, der er godt at have ved hånden i en snæver vending. Hvis man eksempelvis skal overleve i vildmarken uden andre remedier. Den dag i dag kan man se mænd på min alder stolt fremvise dette multifunktionsværktøj. Selvom det er blevet lidt kikset.

Min generation har haft samme tilgang til it: Næsten alle it-produkter skal kunne det hele. En pc skal være den personlige tjener, der kan alt. En mobiltelefon skal være meget mere end et samtaleredskab. Den skal også være kamera, MP3-afspiller, og være mini-pc med mail, regneark, tekstbehandling og det hele. Et ERP-system skal dække samtlige processerne i virksomheden. En office-suite skal dække alle dine kontorbehov. Fortsæt selv eksempellisten – den er lang!

På hjemmefronten har jeg praktiseret samme tilgang til elektronik. Derfor købte jeg et pc-baseret mediecenter, der kunne erstatte videobåndoptager, dvd-afspiller, lysbilledfremviser, radio og meget andet. En genial ide, syntes jeg. Men min bedre halvdel hader apparatet, da det er en evighed om at starte. Og har det med at insistere på en genstart midt i en spændende film.

Efterhånden må jeg indrømme, at dette dyre stykke udstyr lider under den samme svaghed som schweitzerkniven og mange andre multifunktionsdimser: Det udfører kun de enkelte delfunktioner middelgodt. Derfor får jeg eksempelvis ikke den bedste kvalitet i optagelserne, og starten tager lang tid, fordi så mange forskellige programmer skal installeres i hukommelsen inden fornøje-centeret er klar til brug.

Tidens teenagere har en hel anden tilgang til elektronik: De køber det udstyr, der kan det, de gerne vil. Eksempelvis kan man finde 11 digitale enheder i min svigersøns værelse:

• To bærbare (en almindelig til skolelektier mm samt en lille netbook til at have med i skolen),
• fire spilkonsoller (og et stort ønske om en femte),
• en stationær pc til windows-baserede spil,
• en Gameboy,
• en avanceret lommeregner,
• en mobiltelefon og
• en fladskærm.

Dette store antal bærer præg af, at han fritidsarbejder i en elektronikbutik. Men langt de fleste unge har typisk 6-8 stykker isenkram i deres værelse. Et til hver sin opgave.

Den samme udvikling kommer langsomt til den professionelle anvendelse af it. Eksempelvis sælger virksomheder som IBM, Google og Cognos nogle af deres programmer i udgaver, hvor de kommer præinstalleret på særligt hardware. Klar til brug når det er pakket ud og tilsluttet strøm og netværk. Den primære årsag til denne udvikling er, at it-udstyrs ”hestekræfter” ikke længere vokser hurtigt nok. Og da programmerne hele tiden bliver mere krævende, så er det nødvendigt at anvende særligt hardware, som er tilpasset de krav, det enkelte program har.

Men det helt store skift kommer, når nutidens teenagere kommer ind på arbejdsmarkedet. De vil næppe finde sig i mølædte pc’er med middelgode programmer. De er jo vant til at have det bedste af det bedste – lige ved hånden. Og da de nye generationer er små – og dermed eftertragtede, bliver vi gamle nød til at ændre indstilling.

Hvordan fremtidens arbejdsplads så kommer til at se ud? Skal man lade sig inspirere af teenage-værelserne, så vil der komme mange stykker udstyr på skrivebordene. Og de store programsuiter vil blive opdelt i små stykker, der hver især gør det de skal – på den bedste måde. Måske vil vi også opleve situationer, hvor de ansatte er så glade for deres bærbare, at de bare skal vide hvilke programmer, der skal installeres. Så skal de nok klare resten.

Det bliver en spændende tid. Selvom jeg bliver nød til at fortrænge min indre higen efter den schweitzerkniv, jeg aldrig fik.

Bragt som kommentar i Jyllands-Posten d. 29. december 2008