Himlen var trøstesløs grå, vandet stålgråt og vinden pibende kold. Ikke just et vejr at gå tur i. Men det skulle vi – mine it-chefkollegaer og jeg. Vi mødes fire gange om året i vores netværk for nogle af it-cheferne i landets større virksomheder. Til sammen udgør vi en stor del af de danske, professionelle it-indkøb. Gruppen er derfor en god temperaturmåler for it-markedet, og måleren siger, at branchen går mod koldere og mere usikre tider. På alle måder.

Mine kollegaer og jeg bruger oftest mellem 2 og 5 % af vores virksomheders omsætning på it. I disse krisetider skal vi derfor – naturligvis – give vores bidrag til en bedre bundlinje. Derfor kigger vi alle på forskellige måder at reducere it-omkostningerne.

Men det er ikke altid let: Langt den største del af et it-budget vedrører omkostninger til systemer, der for længst er sat i drift og ikke bare kan slukkes. Mange systemer lever mere end 10 år. Når der i gode tider lanceres en række nye systemer – uden at der slukkes for nogle gamle – er det derfor svært hurtigt at reducere it-omkostningerne i nedgangstider. Hvis det samme serviceniveau skal bibeholdes.

En enkelt af deltagerne skulle sidste år skære 30 % af it-omkostningerne. I år skal han skære 10-20 %. Hans eneste mulighed for at opnå denne besparelse er at reducere åbningstiden i helpdesken: Brugerne kan fremover kun henvende sig om formiddagen. Hvis en pc bryder sammen om eftermiddagen, er der ingen hjælp at hente. Ikke særligt hensigtsmæssigt i en virksomhed, der lever af at sælge medarbejdernes arbejdstid.

Modstand mod uhensigtsmæssige nedskæringer skal vises med forsigtighed, hvis man er it-chef. Man kan hurtigt selv blive skåret væk: På kun tre måneder var to således blevet meldt ud af vores netværk, fordi de ikke længere er it-chefer.

Selvom dagens emne var et helt andet, fyldte besparelsesmuligheder derfor en del i vores dialog. De fleste opnår besparelser ved at genforhandle kontrakter med eksisterende leverandører – til lavere priser. Andre optimer deres licensforbrug. Atter andre konsolider de mange decentrale it-aktiviteter ind i ét centralt servicecenter. Men det er alle metoder, som kun giver mindre bidrag, eller først har effekt i næste regnskabsår.

Hen under aften orkede vi ikke at tale mere om besparelser. Derfor kom vi ind på en anden bekymring, vi alle har: Der stigende antal it-sikkerhedshændelser i vores virksomheder. En enkelt kunne fortælle om en af sine egne ansatte, der havde været udsat for et indbrud på sin arbejds-pc. Der var kun blevet opdaget, fordi hans bank ringede til ham og spurgte, om det var rigtigt, at der skulle overføres 20.000 Euro fra hans konto. Selv it-kapable personer med pc-sikkerheden i orden kan med andre ord blive ofre for it-banderne. Ikke en rar tanke!

Der er systemer, som kan stoppe selv de mest durkdrevne cyber-bøller. Men de er dyre – både i anskaffelse og drift. Og det er jo ikke just nye omkostninger, vi har brug for lige nu.

Dagen efter skinnede solen. Det lettede at dele bekymringer med ligesindede, selvom der ikke er enkle løsninger på vores problemer. Næste gang vi mødes, er det forår. Lad os håbe, at alle har løst besparelsesproblemerne til den tid. Inden andre løser dem fra problemerne.

Men skal man dømme ud fra mine it-chefkollegaers hensigter, er udsigten for it-markedet det næste kvartal: Der vil blive købt mindre ind – og til lavere priser.

Bragt som kommententar i Jyllands-Posten d. 17. marts 2009