Det er svært at gennemskue de reelle årsager til den seneste konflikt mellem Kina og USA: (ytrings)frihed på internettet. Konflikten startede d. 12. januar i år, hvor Google på deres virksomhedsblog skrev disse ord: ”Vi har besluttet, at vi ikke længere er villige til at censurere vores resultater på Google.cn”.

Stærke ord! For alle, der ønsker at drive internetvirksomhed i Kina, skal indvilge i at blokere indhold, som kinesiske brugere ikke må se. Det er alt lige fra pornografi, over politiske tabu til populære, amerikanske tjenester som Twitter, Facebook og YouTube. Hvis internetvirksomheder i Kina ikke forhindrer dette, får de enten bøder eller bliver lukket.

Google begrunder beslutningen med, at kinesiske hackere i december forsøgte at trænge ind i deres systemer. Derudover har kinesiske rettighedsforkæmperes google-mailkonti været ”rutinemæssigt tilgået af tredjeparter”, som Google skriver. Disse to begivenheder blev åbenbart dråben, der fik bægeret til at flyde over for Google. Selvom de i årevis har accepteret, at deres kinesiske søgetjeneste skulle være censureret.

Det er heller ikke nyt, at statsmagter er særdeles aktive hackere. Samtidig bruger USA endda helt åbent tocifrede millionbeløb på at forske i metoder til ”offensiv cyberkrig”. En diciplin russerne flere gange har demonstreret, de mestrer.

På samme dato, som Google kom med sin udmelding, blev den internationale udgave af den kinesiske søgemotor Baidu i flere timer omdirigeret til en hjemmeside, der kontrolleres af gruppen Iranian Cyber Army. Baidu har nu stævnet den amerikanske virksomhed, der begik fejlen. Fejl eller chikane? Det vil retssagen vise.

Samtidig kræver mange andre lande, at internetindhold censureres. Eksempelvis er danske internetudbydere forpligtet til at blokere uønsket indhold. I starten var det alene børnepornografi, men siden blev denne forpligtelse udvidet til web-steder, der krænker ophavsret. Og vores politikere er fra tid til anden ude med forslag om blokering af yderligere indhold.

Ikke overraskende har kinesiske embedsmænd en anden holdning end Google. Således udtalte den ansvarlige minister Wang Chen et par dage efter Googles beslutning til Reuters: “Internettet bringer massive ændringer til det sociale liv, og gør livet meget nemmere for mange, men medfører samtidig i stigende grad problemer med internetsikkerhed”. Wang peger i interviewet især på pornografi som et sikkerhedsproblem. Endelig henleder han opmærksom på, at Kina også er genstand for massiv hacking.

Udenrigsminister Hillary Clinton var hurtigt ude og bad samme dag, Google kom med udtalelsen, Kina om en forklaring på indbruddene. I sidste uge holdt hun en tale om USA’s politik indenfor internet-frihed. Her sammenlignede hun internetcensur med Berlinmuren.

Andre var ikke så støttende. Således udtalte Microsoftchefen Steve Ballmer i et interview med CNBC, at ”Vi har været ret klare omkring det – at vi vil gøre forretninger i Kina,” Udtalelsen kommer på trods af de vanskeligheder, virksomheden har med at få håndhævet deres digitale ophavsrettigheder i Kina. På en måde er Microsofts rettighedsproblem en kæmpe mulighed for Google. For de har konkurrerende produkter, hvor alt er beskyttet i Googles datacentre. Derfor er det ikke nødvendigt for dem, at ophavsretsbeskytte deres programmer i eksempelvis Kina.

En mulig, alternativ forklaring på Googles kraftige – og uventede – reaktion kunne være, at det blev demonstreret, at andre kan trænge ind i deres systemer. Og at de mange personer og virksomheder, som benytter Googles tjenester, ikke får en 100 % databeskyttelse.

Google har også tabt terræn i Kina: I 2008 svarede Google på 98% af søgningerne fra Kinas mere end 300 millioner internetbrugere. I januar 2010 var andelen mere end halveret til kun 42 %. Den lokale Baidu har simpelthen overtaget resten af søgningerne. Det har jo nok ikke gjort Googles beslutning sværere.

Sikkert er det, at det ikke er sidste gang, vi har set kontroverser mellem Kina og USA om regler for internettet i almindelighed, og om forretningsmuligheder på internettet i særdeleshed.

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 26. januar 2010
Egentlig blog-debat om emnet er her