Tid er den mest demokratiske ressource, vi har: Vi har alle nøjagtig lige mange timer, minutter og sekunder på et døgn. I et vist omfang bestemmer vi også selv, hvad vi vil bruge tiden til. Men i disse år er vi begyndt at vælge pauser og nærvær fra. Selv tid, hvor vi er sammen med andre, udnytter vi intensivt. Måske mere end godt er.

Forleden skulle jeg holde foredrag for en gruppe danske og svenske ledere. Jeg spurgte, hvor mange der havde en smartphone. Det havde de alle – ikke uventet. Derefter spurgte jeg, hvor mange, der havde tjekket mail indenfor de sidste 15 minutter. Det havde næsten alle. Som de andre gange, jeg har stillet lignende grupper det samme spørgsmål.

De fleste læser deres mail, mens de sidder og hører på et foredrag. Ikke kun hvis det er kedeligt.
Imidlertid er mail-læseriet blevet en rigtig dårlig vane i andre situationer: Under møder, mens vi kører bil og mange andre steder, hvor vi burde være opmærksomme på alt muligt andet end mobilen.

På det seneste har jeg endda flere gange bemærket, at det er blevet almindeligt at tjekke mobilen, mens man spiser i en restaurant. Mens et par spiste, brugte manden eksempelvis en tredjedel af tiden på at læse på mobilen, som hele tiden lå fremme. Eller den unge søn, som læste mobil, mens familien samlet stod op og så hinanden i øjnene, inden de satte sig.

Det er ikke kun mails, der bliver tjekket. Det er også Facebook, Twitter og alle de andre sociale medier. Kun SMSer bliver der læst færre af.

Kan man forestille sig en døende, der lige skal tjekke mobilen, inden han dør? Ja, som man kunne læse i denne avis i sidste uge: Om den 19årige Hanne Kristine Fridtuns, der blev dræbt af Anders Breivik mens hun blev interviewet via sin mobil til NRK. Eller om danske Jakob Linaa Jensens ven, der skrev en besked på Facebook umiddelbart inden han døde af en blodprop.
Af uransagelige årsager har vi valgt ikke at slippe mobilen og slappe af. Selv et øjeblik. Selv i det sidste øjeblik.

Som arbejdsgiver er det nærliggende at glæde sig over, at medarbejderne kan og vil arbejde hele døgnet. Mail-vanerne er ofte startet ved, at chefen selv svarer på mails hele døgnet – hele ugen. Selv mails, der godt kan vente. For når man nu alligevel har læst den, kan man lige så godt sende et svar eller sende den videre til den, der skal svare. En stil bliver lagt, som mange medarbejdere efterligner.

Både arbejdsgivere og arbejdstagere er glade for den fleksibilitet, de nye værktøjer giver os.
Men elitesportsudøvere ved, at det er nødvendigt at give kroppen pauser ind imellem. For at den kan yde sit yderste. På samme måde præsterer vi almindelige mennesker dårligere, end vi ellers kunne, hvis vi ikke kobler af. Og vi slider på vores krop og sind. Nogle bliver ramt af stress, andre kan holde til mosten.

Der er en klar sammenhæng mellem stress og antallet af gange, man tjekker sin smartphone, viste en undersøgelse fra engelske University of Worcester i januar. En anden vigtig observation i undersøgelsen var, at det ikke kun var den arbejdsrelaterede brug, der fremkaldte stress. Den opstod især, når de sociale netværk også blev anvendt på mobilen.

Samtidigt spilder vi hinandens tid, når vi ikke koncentrerer os om fælles opgaver. Når en eller flere af mødedeltagerne hele tiden er et andet sted, så skal de andre enten vente på, at han ”kommer tilbage”, eller blot ignorere hans tilstedeværelse. Men burde han så overhovedet have været inviteret til mødet?

Vores sociale netværk bliver også fattigere: Da mobiltelefonerne var nye, blev de kaldt ”netværksdræbere”. Fordi alle skulle ud og tjekke deres mobilsvarer i pauserne. Sådan er det ikke mere: Nu tjekker alle, mails, Facebook osv. OG telefonsvarer. Dermed får vi ikke gennemført de nyttige, uformelle samtaler under pauserne.

Vi skal ikke tilbage til de gamle opfattelser af, at arbejdstid og fritid skarpt kan og skal adskilles. Det er et utidssvarende levn fra industrisamfundet.

Men vi bør alvorligt overveje, om det maniske mobil-tjekkeri virkelig er en forudsætning for at udføre vores job og bevare vores sociale relationer. Eller om det i stedet slider os selv, vores kollegaer, vores medarbejdere og vores venner op. Mens vores præstationer gradvist bliver værre.

Eller som forskeren Richard Balding, der er ansvarlig for den engelske undersøgelse, siger: ”Virksomheder kan ikke blomstre, hvis deres ansatte er stressede, uanset kilden til stress. Derfor er det i deres interesse at tilskynde deres ansatte til at slukke deres telefoner”

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 28. februar 2012