Hvis der var én tendens, der kendetegnede sidste år, var det usikkerhed: Ledelsesskift i massevis af it-virksomhederne, patentkrige, strategi-siksak og en voldsom opbremsning i it-investeringerne.
Dette år bliver lige så usikkert. Det skal de fortsat barske økonomiske tilstande nok sørge for. Men der er andre tendenser, som bliver vigtige at holde øje med: Mobilitet, it-kraft via internettet, sikkerhed og fornuft.
Meget mere mobilitet
Selvom mobile enheder som smartphones og tavle-pc’er allerede har vundet stor udbredelse, er vi kun i starten af denne udvikling.
Internetforbruget på smartphones eksploderede sidste år, og nye medievaner opstod: Hvor vi tidligere mest læste digitale nyheder i dagtimerne, læser mange nu også nyheder om morgenen og om aftenen. Men nu fra vores mobile skærme. Som vi altid har med os.
I 2012 vil vi bruge mere tid på at se video på vores transportable enheder. Det viser de første erfaringer herhjemme og i udlandet. I lang tid har enhederne været i stand til at vise video, men udbuddet var begrænset. Det er slut nu: Nu kan vi se al, hvad vi har lyst til: Spillefilm, tv-serier eller nyheder.
Før var vores video-kiggeri også begrænset af, at man skulle være i nærheden af et trådløst netværk. Dette problem bliver mindre i 2012. Alle teleoperatørerne udbyder nu smartphone-pakker, hvor der i praksis ikke er noget loft over, hvor mange data, man henter. Derfor kan vi se meget video – hvor vi vil, uden telefonregningen ruinerer os.
Lige så vigtigt investerer teleudbyderne voldsomt i at udbygge deres infrastruktur. Det giver bedre dækning og højere hastigheder – også på eksisterende udstyr. Telia og Telenor har ansøgt om at få lov til at lægge deres mobilmaste-net sammen. Sker det, vil resultatet være et meget troværdigt alternativ til TDCs net.
Samtidig fortsætter kapløbet med at få det nye 4G netværk etableret, som kommer til at give endnu bedre hastigheder. Det får de færreste dog gavn af i 2012, da ingen smartphones eller tavle-pc’er på det danske marked understøtter denne standard. Endnu.
2012 bliver også året, hvor Microsoft endnu engang forsøger sig med et bud på en platform til tavle-pc’er: Windows 8. Den kommer med to slags brugergrænseflader: En traditionel desktop-brugergrænseflade, og en mere interaktiv, som er ”stjålet” direkte fra deres smartphone-platform. De første anmeldelser er positive.
Mere vigtigt illustrerer Windows 8 det endelige sammenbrud af forskellen mellem fritid og arbejdstid: De nye enheder er så kraftige, at vi det ene øjeblik kan se film, og det næste øjeblik forberede en præsentation. Når vi vil, og hvor vi vil.
Cloud computing kommer
Et af de mest oversolgte produkter – cloud computing, hvor it-kraft leveres via internettet – vil blive mindre omtalt næste år. Til gengæld vil det begynde at blive udbredt. En af årsagerne er de mange mobile enheder: Vi har ikke altid en pc med os, men vi ønsker alligevel at kunne tilgå vores filer fra alle mulige skærme. Dropbox er et godt eksempel på en tjeneste, der løser dette problem: Jeg kan tilgå alt lige fra dokumenter til familefotos fra enhver internetforbundet enhed, hvor jeg er logget ind. Og jeg kan gemme alt fra de samme enheder (lidt af en sikkerhedsudfordring!).
En anden årsag til at cloud computing bliver til virkelighed er, at mange af de nye, innovative tjenester alene leveres som tjenester via internettet. Dette da denne driftsform passer godt ind i de dynamiske virksomheders udviklingsrytme og globale ekspansionsbehov.
Derfor kommer de fleste virksomheder til at anvende cloud computing i 2012. Men de vil næppe tænke meget over, at det et det, de gør.
Sikkerhed centralt
Hvis jeg havde penge til overs, ville jeg investere dem i en sikkerhedsvirksomhed. For sikkerhed bliver helt centralt – igen næste år. Dels pga de mange nye mobile anvendelser, og dels pga nye angrebsformer: I 2011 så vi en række meget målrettede it-indbrud mod virksomheder – også danske. Gerningsmændene var ikke ude på at ødelægge noget. I stedet ville de stjæle forretningshemmeligheder. Alt lige fra strategier til hemmelige recepter og designs.
Dette vil medføre en ny bølge af investeringer i avanceret it-sikkerhed. Både udstyr og rådgivning.
Den nye fokus på sikkerhed kan også give Googles mobilplatform Android problemer. Antallet af vira i apps til Android vokser i alarmerende grad. Sandsynligvis pga. Googles meget begrænsede kontrol af apps, som uploades til deres markedsplads. Modsat er det hos Apple: Her er ingen vira. Derfor kan virksomhedernes øgede fokus på sikkerhed betyde, at de fravælger Android til smartphones og tavle-pc’er.
Fornuften findes fortsat
De økonomisk hårdere tider kommer til at betyde, at fokus vil være på at få mest muligt ud af de investeringer, der allerede er afholdt, og på dem der vil blive foretaget. Det vil give fornyet fokus på at anvende velafprøvede metoder til udvikling og drift.
Men det vil også give nyt fokus på, om virksomhederne får nok ud af de systemer, der allerede er installeret. Er brugerne eksempelvis gode nok til at udnytte de mange faciliteter, som allerede findes? Og bruger vi de data, vi allerede har, godt nok? Gode spørgsmål, som lettest kan besvares med dette spørgsmål: Hvad vil der egentlig ske, hvis vi ikke bruger en krone på nye it-systemer, men i stedet anvender den samme mængde penge på at få mere ud af det, vi allerede har?
Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 3. januar 2012
Skriv et svar