Få danskere hader for alvor ethvert produkt fra B&O. Selv om de er dyrere end de fleste andre leverandørers produkter. Anderledes forholder det sig med Apple. Enten er man helt forgabt i deres produkter, eller også hader man dem, og mener at enhver it-skribent har solgt sin sjæl til virksomheden. Det er i hvert fald det indtryk, jeg får af kommentarerne på min blog.
Sikkert er det, at mange Apple-fans bare må have det seneste produkt fra virksomheden, uanset prisen. Det kunne konstateres ved Apples lancering af tavle-pc’en iPad og senest med supertelefonen iPhone 4, hvor tusindvis af danskere blev skrevet på venteliste til vidunderet – inden prisen overhovedet var kendt.
Sikkert er det også, at Apple er ualmindeligt dygtige til at sikre sig masser af omtale ved enhver ny produktlancering. Som konsekvens melder de hurtigt om udsolgt. Gad vide om det er et bevidst PR-trick?
Personligt har jeg et sammensat forhold til Apple: Jeg elsker brugervenligheden i deres produkter. Alt hænger sammen på en ensartet og intuitiv måde, uanset hvad man laver. Selv min mor på 88 – som aldrig har brugt en pc eller en mac – kunne uden forudgående instruktion finde ud af at bruge en iPad. Så kan det vist ikke blive mere brugervenligt.
Men brugervenligheden er blevet virkelighed gennem en næsten diktatorisk styring ikke bare af virksomheden, men også af den samlede værdikæde. Lige fra produktionen af deres udstyr til det indhold, brugeren må se. I det mindste på iPhones og iPads. Og det hader jeg ved Apple.
I sommer forlod Mark Papermaster – Apple’s senior vice president for mobile enheder – virksomheden, simpelthen fordi han ikke trivedes med Steve Jobs detaljeorienterede ledelsesstil. Han var vant til en helt anden ledelsesform hos sin tidligere arbejdsgiver IBM.
På samme måde blander Apple sig i en masse detaljer i hele værdikæden, og de forsøger også at komme til at eje store dele af den. Men de stopper ikke der.
Tidligere i år indsendte Apple en patentansøgning, der kunne være hentet fra George Orwells dystopi ”1984”: Det beskrevne system overvåger brugerens hjerteslag, tager billeder af vedkommende, og analyserer stemmen. Alt dette for at kunne opdage, hvis uautoriserede personer eksempelvis anvender telefonen. Men teknologien skal også holde øje med, at udstyret ikke anvendes på en uautoriseret måde – heller ikke af ejermanden. Så har Apple vist fået kontrol over den komplette værdikæde!
Teknologien beskrevet i patentet er ikke blevet implementeret endnu, men ansøgningen (be)viser meget godt hvor meget Apple ønsker at kontrollere.
Som it-chef er min holdning til Apple lige så splittet: Deres produkter er typisk 10 – 30 % dyrere i anskaffelse end alle andre på markedet. Selvom de ofte indeholder kraftigere hardware, kan denne forskel sjældent begrundes i en egentlig business-case – med almindelige brugere. Her skal man i stedet se på andre omkostninger.
Da brugervenligheden i deres produkter er i top, burde det være lettere at uddanne brugerne og at yde support til dem. I foråret viste en større undersøgelse fra Enterprise Desktop Alliance da også, at de virksomheder, som anvendte Apples produkter, brugte færre ressourcer på
fejlsøgning, brugersupport og uddannelse.
Alligevel vil de færreste it-ansvarlige smide deres windows-pc’er ud. Dette skyldes, at der er en meget stor viden og kompetence knyttet til især Microsofts Office-produkter. Både i it-afdelingen og hos brugerne. Selv om Microsoft Office også findes i en udgave til Mac, så er den ikke et optimalt valg: Nye udgaver kommer senere til Mac’en (typisk et år efter), brugergrænsefladen er den samme som på Windows (og dermed skal brugerne leve med to forskellige), og endelig er der nogle programmer, som giver alt for mange problemer. Eksempelvis regnearket Excel. Om de samme problemer er til stede i den næste udgave af Microsofts Office 2010-pakke til Mac (Office 2011)? Det finder vi først ud af senere på året.
Et andet – mere oplagt værktøj i Apple-verdenen – er Apples egen iWork-suite. Det fungerer på samme måde som Microsofts Office-pakke, og kan sende til og modtage filer fra bla. Microsofts Office-pakke. Men eksisterende investeringer i Microsoft-licenser gør business-casen svær, med mindre man alligevel skal ud og købe nye licenser.
Derfor vil jeg i en tid endnu have en mobiltelefon, som anvender Googles Android-platform, en iPad tavle-pc og en almindelig pc med Microsoft Windows 7. På et tidspunkt skal jeg vælge en af retningerne. Og det bliver ikke nødvendigvis i Microsofts spor. Men den tid den glæde.
Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 31/8-2010
Egentlig blog-debat om emnet er her
Skriv et svar