Vi er vilde med sociale netværk på internettet: Facebook, LinkedIn, Arto, MySpace, Twitter, Plaxo med mange flere. Alene på Facebook har to millioner danskere registreret sig.

I sociale netværk er størrelsen altafgørende. Robert Metcalfe formulerede i sin tid denne lov:

Værdien af et netværk er lig med kvadratet af antal brugere.

Eller sagt på en anden måde: Det er ikke så værdifuldt at have den første telefon. Men når der er tusinde i samme by, man kan ringe til, er det bedre. Og hvis man kan ringe til alle i hele landet – eller hele verden, så er der for alvor noget at glæde sig over.

For at Metcalfes lov holder vand, så kræver det, at brugerne i netværket får noget ud af at kommunikere med hinanden. Jeg har eksempelvis ikke meget glæde af, at mange kinesere har en mobiltelefon, hvis de ikke taler engelsk, eller hvis vi ikke har noget formål med at tale med hinanden.

Men skal man tro de store mængder ligegyldigheder, der skrives på de danske sociale netværk, så opleves det værdifuldt for brugerne at dele selv de mest banale forhold, som eksempelvis ”jeg har lige løbet 3 km” eller ”jeg er på vej til Malmø” med resten af internetsamfundet.

Spørgsmålet er, om virksomhederne bag de sociale netværk tjener penge på at drive dem i en mængde, der står i forhold til de mange brugere. I 2008 brugte annoncørerne i hele verdenen samlet ca. 2 milliarder dollars på sociale medier, ifølge Mediawatch. Så trods tocifrede vækstrater vokser omsætningen simpelthen ikke i takt med antallet af brugere.

Hvordan vil det så komme til at gå fremover? Hvis man skal se på tre eksempler, er udsigterne ikke lyse.

Inden for sociale netværk var den danske virksomhed Groupcare en af de tidligste pionerer. Allerede i 1999 etablerede de gratis tjenester, som foreninger og andre grupper kunne anvende. I mange, mange år var de den virksomhed alle talte – og skrev om – når det handlede om sociale netværk og internettet. Mærsk Data faldt da også for idéen og købte sig ind i virksomheden.

Groupcare fortæller på deres hjemmeside, at de nu har 600.000 medlemmer. Ikke meget, når man tænker på at de har eksisteret i 10 år. De fik da heller aldrig kommerciel succes med deres gratis tjenester. Alle årene har omsætning været i den beskedne ende, og de få overskud, virksomheden har præsteret, er ikke pralende. I dag udtrykker de deres mission således: ”Groupcare er sat i verden for at være Foreningdanmarks fælles it-afdeling”. Der er åbenbart flere penge i at lave it-services til en snæver niche, end i at drive åbne sociale netværk.

Virksomheden Freeway, der bla. står bag børne- og teenagenetværket Arto, har på samme måde en forholdsvis beskeden omsætning, når man tager i betragtning, at de er den udgiver i Danmark, der har allerflest sidevisninger. Disse er bare ikke nok værd – set fra annoncørernes synspunkt.

En anden type netværk – internettelefonisystemet Skype – har i dag mere end 400 millioner brugere. I sidste kvartal af 2008 havde virksomheden en beskeden omsætning på 145 mio dollar – 36 cent pr bruger. I dag virker det uforståeligt, at eBay købte Skype for 3.1 milliard dollars.

Så selv om sociale netværk har fyldt – og stadig fylder – meget i medierne, er de langt fra en sikker guldgrube. Det kan godt være, at Metcalfes lov passer på brugernes oplevelse, men den er langt fra nogen garanti for et tilfredsstillende økonomisk resultat.

Bragt som kommentar i Jyllands-Posten d. 20. april 2009


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *