”Klik dakdakdakdak” sagde det – og det blev mørkt. ”Dakdakdakdak klik” lød det, og det blev lyst igen. Oppe på lærredet er der nu en 6-årig pige – klædt i hendes fineste prinsesse-tøj. Billedet er fantastisk klart og flot i farverne. Det ser ud til at være taget i går. Men det er det ikke. Det er et 40 år gammelt billede af husets frue.

Årsagen til, at vi stadig kan dele disse minder, er min stædige trang til at bevare mit kære lysbilledapparat. Men hvad nu hvis reservepæren – også – går? Måske skal jeg skanne billederne ind på computeren, for så er de jo fremtidssikrede. Eller er de?

Der er utroligt mange lagringsmedier, som i dag er ulæselige for de fleste. Lad mig bare tage nogle eksempler: 5¼’ disketter, spolebånd, eller smalfilm. Snart venter samme skæbne 3½’ disketter, kassettebånd og videobånd.

Et andet problem er, at lagringsmedier kan forfalde. Især dem, der baserer sig på en eller anden form for magnetisme. Eller mekanik. Min fætter ringede forleden grædefærdig til mig om sine billeder fra de sidste fem år af børnenes opvækst: De lå på familiens pc, og den var nu brudt sammen. Og sikkerhedskopien duede ikke.

Men mediet er ikke det eneste problem: Den måde oplysningerne er gemt, ændrer sig også. Et eksempel: For 10-15 år siden anvendte vi alle WordPerfect 5.1 til tekstbehandling. I dag anvender de fleste Microsoft Word. Og måden oplysningerne er gemt på, er forskellig i de to produkter. Disse formater, som de kaldes, er ejet af firmaet, der har lavet programmet. Som tiden går, bliver det umuligt at læse de gamle formater. For produkter kommer – og går.

Udover mediet og formatet er der andre ting, der skal være på plads, før et it-system kan fungere – og vi kan gense minderne:
– Styresystem (MS Windows, Mac-OS, Unix, ..)
– Program (tekstbehandling, billedfremvisning, ..)
– Pc’en eller serveren

Alle disse ting skal spille sammen på en gang. Men de enkelte dele ændres ca. hvert 5. år, og bliver svære at bruge efter højst 10 år. IT-systemer kan med andre ord ”ruste” og blive ubrugelige. Inklusiv vores kostbare minder.

For at løse dette problem konverterer Rigsarkivet alle de elektroniske versioner af alle de offentlige dokumenter i flerårige runder. På den måde kan man hele tiden læse det, der er gemt. Rigsarkivet gemmer også på forskellige medier og i forskellige formater.

Hvis jeg skal være sikker på, at mine (fremtidige!) børnebørn kan se billederne af bedstemor som barne-prinsesse, så skal jeg altså gemme lysbillederne på forskellige måder. Og hvert femte år konvertere disse til nye medier og nye formater.

Men én ting er mine private minder, noget helt andet – og meget mere indviklet – er virksomheders dokumenter og oplysninger. Den offentlige sektor har en klar strategi og praksis på området. Det har de færreste virksomheder. Derfor vil deres historie ”ruste” og hurtigt forsvinde. Med mindre de gør noget ved det – i tide.

Bragt som kommentar i Jyllands-Posten d. 3. oktober 2008