Fire unge mænd blev i april idømt hårde straffe i Stokholms byret: Et års fængsel til hver, en erstatning til de krænkede rettighedshavere på 22 mio svenske kroner, samt betaling af sagsomkostninger på mere end 13 millioner svenske kroner. De blev dømt, fordi de står bag en hjemmeside, der hedder Pirate Bay. På denne kan man se, hvor man kan finde piratkopieret musik eller film. Musikindustriens rettighedsforfølgelsesforening IFPI jublede over dommen. Men ikke lang tid: Dommeren var formentlig inhabil.
De kunstnere, hvis indtægter IFPI ønsker at forsvare, har heller ikke meget at glæde sig over. For det er teknisk umuligt at stoppe denne type piratkopiering.
Årsagen er, at den moderne form for piratkopiering benytter sig af den såkaldte bittorrent-teknologi. Her er de enkelte filer delt op i mange små stumper. Disse stumper er gemt på helt almindelige brugeres pc’er eller servere. Alt hvad man skal have er en – gratis – bittorrentklient, der kan hente og samle de enkelte stumper. De fleste bittorrentklienter sættes op, så de selv gemmer en eller flere stumper, og distribuerer disse, hvis andre klienter skal bruge dem.
Det, som får det hele til virke er koordineringsservere, eller trackers som de kaldes. De indeholder information om, hvor de enkelte dele kan findes. Men altså ikke selve det (ulovlige) indhold. Det ligger på pc’er i hundredtusindvis af teenageværelser.
Pirate Bay var en sådan koordineringsserver, og mændene bag dem blev dømt. Men de er langt fra de eneste.
Søger man på Google efter en film, efterfulgt af ordet ”bittorrent”, kommer der mange, mange andre tracker-sites op, der kan præcis det samme som Pirate Bay: BTjunkie, Btmon, Mininova, Seedpeer, Torrenthound, Torrentportal, Torrentreactor, Torrenz. og hvad de alle hedder. Selv min personlige yndlingsfilm – den gamle danske film ”s/s Martha” – kan let og hurtigt findes. Faktisk havde Google hele 44.800 søgeresultater, da jeg søgte efter en torrentversion..
Man kan selvfølgelig forsøge at retsforfølge skaberne af hver enkelt af disse koordineringsservere eller spærre for adgangen til dem. Det er omtrent lige så let som at udrydde samtlige myrer i eller alle mælkebøtter i verdenen.
Alligevel synes de mange retssager ikke at få ende: De dømte svenskere vil anke dommen, med mindre den skal gå om: Dommeren Tomas Norström er måske inhabil, da det har vist sig at han er aktivt medlem af foreninger, der har samme standpunkter som de, der sagsøgte folkene bag Pirate Bay. Bla. er han i bestyrelsen for Svenske Forening For Beskyttelse af Ophavsret.
De mange sager, der forsøger at tvinge internetudbydere til at spærre for adgangen til Pirate Bay, kører også på livet løs: Herhjemme har Fogedretten og siden Landsretten bestemt at internetudbyderen Tele2, der blev købt af Telenor, skal spærre for adgangen til Pirate Bay. Denne sag er fundet så principiel, at Telenor har fået lov til at føre sagen i Højesteret. I mange andre lande kører lignende sager.
På den måde er de eneste, hvis indtægter har været sikret, IFPIs højtlønnede advokater og ditto lobbyister.
Samtidig betaler vi alle et såkaldt blankbåndsvederlag, når vi køber tomme CDer. Det blev indført dengang nogle andre teenagere kopierede musik på kassettebånd fra radioen eller venners plader.
Den rigtige løsning på problemet er ikke flere skatter eller yderligere, tårnhøje advokatregninger. Det er derimod nye, brugervenlige forretningsmodeller som eksempelvis Apples iTunes eller TDCs YouSee, hvor man lovligt kan downloade al den musik, man vil, hvis man er ADSL- eller mobil-kunde hos TDC.
Derfor denne opfordring til musik- og filmindustrien: Opgiv at sende dyre advokater og lobbyister på flere Don Quixote-missioner, og brug i stedet de mange, mange millioner på nye distributionsformer og forretningsmodeller.
Til gavn for kunstnerne og deres publikum!
Bragt som kommentar i Jyllands-Posten d. 4. maj 2009
Skriv et svar