Det er en svær opgave, jeg har fået. Jeg er blevet inviteret med i en gruppe af såkaldte it-tænkere, der skal komme med en række bud på, hvordan vi kan anvende it, så vi i fremtiden har råd til vores velfærdssamfund. Dette sker som en del af et projekt, der hedder Danmark 3.0. Projektet er startet af organisationen Dansk IT. Hvervet er ikke let, for der er mange eksempler på, at især offentlige it-projekter går helt galt. Senest den digitale tinglysning.

Projektet blev – som så mange andre – forsinket halvandet år. Den direkte årsag var, at en række nøglemedarbejdere hos leverandøren CSC forlod virksomheden. Men kimen til dette var den sædvanlige projektmetode i det offentlige, hvor kæmpestore kravspecifikationer giver drabeligt lange tidsplaner. Forsinkelsen var dog ikke det værste. Da systemet endelig kom i drift, steg sagsbehandlingstiden til skandaløse længder, hvilket kostede tusindvis af helt uskyldige danskere store summer.

I en 74 sider lang rapport fra Rigsrevisionen til Statsrevisorerne får projektet en meget hård medfart. De peger på, at ventetidsskandalen skyldes at:

• systemet blev indført på én gang (i stedet for i etaper),
• organisationen ikke var tilstrækkeligt forberedt,
• systemets brugervenlighed slet ikke var afprøvet og
• systemet blev indført samtidig med at sagsbehandlingsopgaven blev centraliseret i Hobro og 200 medarbejdere forsvandt.

Det var altså ikke teknikken, der fejlede. Der blev begået helt banale ledelsesfejl, som er kritiske i så vigtige organisationsforandringsprojekter. Ved offentliggørelsen af Rigsrevisionens rapport kritiserede Statsrevisorerne dette forhold skarpt (jo, de brugte faktisk ordene: ”kritiserer skarpt”).

Hvis en hjemmehjælper ikke kan finde ud af sit job, bliver hun fyret. Hvis en offentlig topembedsmand ikke kan lede et vigtigt forandringsprojekt, sker der – ingenting. Således har formanden for Domstolsstyrelsens bestyrelse – Niels Grubbe – allerede afvist, at sagen får konsekvenser for de ansvarlige i styrelsen.

Som en ringe trøst kan man jo håbe, at de relevante personer i Domstolsstyrelsen er blevet klogere: Det er nemlig kun den første tingbog (fast ejendom), der er blevet digitaliseret: Bilbogen, personbogen, og andelsboligbogen følger senere. Men er der meget næring til det håb?

I mismodige stunder tænker jeg, at den eneste langsigtede redning af vores velfærd er at søge optagelse i Folkerepublikken Kina. På samme måde som Kong Christian IX efter nederlaget i 1864 tre gange tilbød sejrherrerne, at Danmark skulle indlemmes i Det Tyske Forbund.

Men slaget er trods alt ikke tabt – endnu.

Vi kan stadig nå at lære af fortiden og tænke nyt og kreativt. Som da Einstein introducerede kvantemekanikken, og dermed ændrede fysikken. Selvom alle kloge på den tid var overbeviste om, at nu kunne der ikke opdages mere nyt i fysikken.

Digitaliseringsprojekter er i dag andet – og meget mere – end simpel automatisering af samlebåndslignende arbejdsgange. Effekten af projekterne opstår i højere grad ved at organisationen bliver bedre til at dele viden og meget hurtigere kan træffe fornuftige beslutninger – baseret på information, der sandsynligvis er i virksomheden i forvejen.

Derfor er det på tide, at vi tager et opgør med de traditionelle it-metoder, der er bedst er egnede til at bygge fabrikker med. De vandfaldslignende forløb af monsterstore projekter, er helt forældede nu. Det behøver man ikke at være en Einstein for at regne ud. Og vi behøver ikke yderligere skandaler for at kunne overbevise beslutningstagerne om dette. Nye, meget mere smidige metoder skal i brug. Hvis vi skal have råd til vores velfærdssamfund i fremtiden.

Hvordan det kan ske? Jeg er ikke sikker på det. Men kom med et bud på dette i debatten på min blog

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 24. august 2010