Man skal være talblind for at tro, det hjælper at arbejde en time mere om ugen. I det mindste hvis vi forsøger at konkurrere direkte med lande, hvor arbejdskraften koster en tiendedel af den danske. Eller mindre. Efterlønnens afskaffelse er også en fattig hjælp i den sammenhæng.

Skal vi for alvor tage konkurrencen op, må vores samfund blive meget mere effektivt. Samtidig skal de produkter og services, vi eksporterer, være med en høj margin, uden en stor sammenhæng mellem varens pris og de timer, der skal bruges til at producere varen.

Øget brug af IT er en nøglefaktor til at opnå begge ting.

I januar gennemførte analysevirksomheden IDC en større undersøgelse blandt it-leverandører og it-købere med 1.200 interviews. Ikke overraskende synes en meget stor del, at øget brug af IT er en vigtig forudsætning for økonomisk vækst i Danmark. Primært ved at forbedre arbejdsprocesser eller ved at kunne kompensere for manglende ressourcer.

I sidste uge udgav Regeringen, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening et debatoplæg, som for de enkelte dele af den offentlige sektor beskriver, hvordan den kan blive mere enkel, mere effektiv og mere sammenhængende.

Der kan være mange penge at hente: Københavns kommune har estimeret, at en henvendelse via brev i dag koster 110 kr. En personlig betjening koster 80 kr. Anvender borgeren derimod digital selvbetjening er prisen 3 kr. Københavns Kommune har 13 millioner borgerhenvendelser – hvert eneste år. Prøv selv at regne besparelsespotentialet ud! (Jo – det er tæt på en milliard kr/år – alene i København).

Vores udgangspunkt er godt: Danmark er i international sammenhæng langt fremme med digitaliseringen af den offentlige sektor, og virksomheder samt borgerne er parate til at bruge de nye muligheder: De nødvendige tekniske værktøjer i form af pc’er og internetadgang er udbredte, og de færreste har noget imod at ordne administrative opgaver via internettet. Det viser den store danske udbredelse af hjemmebanksystemer.

Der er ikke tale om nye, uafprøvede teknologier – tværtimod. Ansøgninger til Statens Uddannelsesstøtte har eksempelvis været helt papirløse i årevis. Det kan også være noget så enkelt som at hjemmeplejen anvender videokonferencer som erstatning for nogle af besøgene.
Barriererne er velkendte, men stadig overraskende: Debatpjecen understreger eksempelvis at ”offentlige ansattes it-arbejdspladser skal fungere”. Utroligt, at det skal være nødvendigt at skrive dette i 2011.

Regeringen, KL og Danske Regioner vil i februar og marts holde en række debatmøder for at sætte skub i digitaliseringen. Lad os håbe, det ikke bliver ved snakken.

Den offentlige sektor var ikke ene om at udgive digitale debatoplæg i sidste uge. Fredag udgav interesseorganisationen Dansk IT en debatpjece med titlen: ”Hvornår springer Danmark ud som d-land?” Et d-land er det næste skridt efter u-lande og i-lande. I d-lande er digitaliseringen en helt naturlig del af produkter, processer, kommunikation mv.

Rapporten foreslår, at regeringen starter et nationalt samlingsprojekt i stil med USAs historiske Apollo-program. Dette gav landet en førerposition indenfor en række højteknologiske områder, som det stadig har. Eksempelvis indenfor IT.

At danske, højteknologiske virksomheder kan skabe store værdier har vi set mange gange. Eksempelvis da Giga, Navision, eller Den Blå Avis blev solgt. Senest blev den lille virksomhed GoViral solgt for godt en halv milliard danske kroner.

Et andet budskab fra Dansk ITs pjece er, at vi bør behandle de digitale infrastrukturer på samme måde som de fysiske: Det bør være statens ansvar løbende at definere og investere i de nødvendige fundamenter. Som den gør det med veje, broer og skinnenet.

Staten bør også finde områder, hvor vi er stærkere end andre lande, og videreudvikle disse gennem offentligt/private samarbejder og målrettede offentlige indkøb.

Endelig peger rapporten på behovet for nye digitale grundlove og strategier. Den øgede digitalisering åbner nye sårbarheder, og den rummer muligheder for grove overtrædelser af borgernes og virksomhedernes rettigheder.

Pjecen beskriver ikke hvordan de overordnede mål skal nås. Meningen med projektet er at få alle til at fatte, at der er behov for en national strategi – og ikke alene endnu et projektkatalog. Det bliver spændende at se, om det lykkes for Dansk IT at råbe politikerne op. Og om det lykkes for dem at få samfundet til at gribe mulighederne.

Men lad os håbe det sker. Alternativet er hårdt – og meget hårdere – arbejde. Hvis vi vil bevare vores velfærdssamfund.

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 8. februar 2011


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *