”Der vil stadig være masser af gratis indhold på nettet, men brugerne vil opleve, at der nu også kommer indhold af en langt højere kvalitet, fordi vi omsider får en måde at tage betaling for en lang række nye stærke tjenester”. Det sagde Rune Bech – ikke for nylig, men i 2002. Ordene faldt, da han som formand for Foreningen af Danske Interaktive Medier (FDIM) lancerede mikrobetalingssystemet Valus.

Mikrobetalingssystemer er beregnet til at opkræve små beløb – eksempelvis få ører eller kroner – for at se en internetside, få en ruteplan eller andet.

Fem år senere var tonen mere ydmyg fra FDIM, og det var nu foreningens direktør Jon Lund, der udtalte sig: ”Mikrobetaling blev aldrig den store succes. Den væsentligste grund til det er at de enkelte sites har opnået langt højere indtægter ved at lade brugen af deres sites betale af annoncekroner”. Derefter trak foreningen sig fra samarbejdet med den norske bank DnB NOR, og siden har ingen set noget til Valus i Danmark.

Andre har siden forsøgt at etablere mikrobetalingstjenester i Danmark. Getitcard har lanceret en mikrobetalingsteneste, der primært er målrettet unge mennesker. Det indtryk jeg får, når jeg taler med virksomheden, er at succesen har været behersket i Danmark. I det mindste indtil nu.

Serie-iværksætteren Frank Rasmussen har efter salget af endnu et mobilselskab – BiBob – etableret selskabet Micropayment. Dette er ikke målrettet en bestemt målgruppe, men henvender sig til alle. Hvis nogen kan skabe en kritisk brugermasse, så er det Frank Rasmussen. Det har han bevist flere gange. Det kan derfor godt være, at det er ham, der omsider kan sparke gang i det traditionelle mikrobetalingsmarked i Danmark.

Alligevel blomstrer små-betalingerne, bare på en anden måde. Eksempelvis de mange mobiltjenester, hvor overtakserede SMSer kan lænse enhver teenagers – og families – pengepung.

Et andet eksempel er Apple, som har haft stor succes med iTunes og Apple App Store, hvor musik, bøger, spil, ringetoner og programmer kan købes for små beløb – typisk mellem 3 og 30 kroner. Meget ofte er den slags tjenester lukkede kredsløb, hvor brugerne har en konto, hvor der indsættes et beløb vha. kredit- eller Dankort. Herefter hæver virksomheden penge for hver ydelse, der købes.

Men kontoen kan ikke anvendes til at købe ydelser fra andre udbydere. Her skal man anvende systemer som eksempelvis det eBay ejede PayPal, men det er ikke særligt udbredt i Danmark.

Selvom ingen mikobetalingsplatform er udbredt i Danmark – endnu – er der eksempler på danske virksomheder, der succesfuldt har indført betaling for indhold og tjenester på internettet.

Da den Blå Avis’ hjemmeside blev lanceret i 1990erne var det en gratistjeneste. I 2007 kom 70 % af virksomhedens omsætning fra internettet. Dette blev opnået ved langsomt at tilføje tillægstjenester, der kostede penge. Både for sælgere og købere.

Et andet succesfuldt eksempel er det Freeway-ejede Dating.dk, som også startede som en gratis tjeneste, og langsomt introducerede en række tjenester, der skulle betales for.

Jeg kender ikke til tjenester, der har haft succes med at opkræve betaling for deres – tidligere gratis – tjenester fra den ene dag til den anden. Tværtimod: De få eksempler, der findes, var eklatante fiaskoer.

Men dba.dk og dating.dk viser, at vi danskere godt vil betale for internettjenester. Men også at vi skal vænnes til det lige så langsomt.

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 8. september 2009