Min mormors morfar, Kristian Christensen, sagde ikke meget. Da hans svigersøn døde i 1912 i en alder af 51 år stod han helt ekstraordinært frem i kirken ved begravelsen og sagde på sit vendelbomål: “Haj var a gu maj” (Han var en god mand).

Hans hustru, Kristiane Christensen måtte ellers altid tale for dem begge, mens han stille strikkede på en sok.

Det var ikke kun det slidsomme liv, der gjorde ham tavs. Det var også hans deltagelse i krigen i 1864, hvor han blev indkaldt som forstærkningsmand i januar 1864, 31 år gammel.

Forstærkningsmænd havde aftjent værnepligt som unge, og blev så indkaldt, hvis der var behov for det. Det blev 10.500 erstatningsmænd dengang, Han var med fra tilbagetrækningen til Fredericia, skriver Svend Jensen i sin bog “Kristiane og Kristian” fra 2015.

Her har han gengivet Kristians egne tanker om krigen, som Kristian nedskrev dem:

I en krig er der ikke noget, der kaldes medlidenhed. Det at myrde hverandre og træde hverandre ned og lave en mødding af levende mennesker i deres bedste år. Enhver gør, hvad han kan for at frelse sit eget liv, ellers bliver han selv myrdet. Det er dog en stor nåde at blive slået helt ihjel, men de stakler, der mister arme og ben, øjne og mund, det halve af hovedet og forstanden med og går med jernstumper og huller i legemet og dog lever, og man så dør som en morder i stor målestok, hvordan skal vi træde frem for Guds domstol?

Derfor: Hold dig udenfor dette helvede med at gå i krig, lad. dig hellere skyde derhjemme, så er du ikke selv morder. Her kommer de med kanoner og kører over de sårede, levende mennesker, der ligger på valpladsen og skriger om hjælp. Her stuver de mange lig i en grav med flere levende imellem. Jeg kan ikke fortælle det – så galt er det.

Ja han manglede ikke ord, selvom han var tavs, mens han strikkede.