Kristiane og Kristian

Min tipoldefar Kristian Christensen blev født den 17. januar 1831 i Glimsholt, Ugilt, Vennebjerg herred, Hjørring amt. Han var søn af Chresten Sørensen og Ane Jensdatter. Kristians far blev født den 20. marts 1803 i Ugilt, Vennebjerg herred, Hjørring amt, og hans mor blev født samme sted i 1795.

Min tipoldemor Kristiane Christensdatter blev født den 17. juli 1836 i Mosbjerg, Horns herred, Hjørring amt. Hun var datter af Christen Christensen og Maren Christensdatter. Kristianes far blev født den 10. maj 1801 i Tårs, Børglum herred, Hjørring amt; død den 23. december 1861 i Putten, Mosbjerg, Horns herred, Hjørring amt. Kristianes mor blev født den 8. februar 1796 i Tolne, Horns herred, Hjørring amt; død før 1855. Christen Christensen og Maren Christensdatter blev gift den 8. november 1829 i Mosbjerg.

Kristians far ejede gården »Lygten« i Ugilt sogn, og Kristianes far havde gården »Putten« i landsbyen Vogn i Mosbjerg sogn. De to unge havde meget længe været enige om, at de ville giftes. Tidligt på året 1856 blev Kristiane gravid, og de blev viet i Mosbjerg Kirke den 9. marts samme år. Den 24. august blev min oldemor Martine Kirstine Christensen født.

Rimmerne og dobberne

Kristiane og Kristian købte et hus på Tversted rimmer i nærheden af, hvor Sørig Kirke nu ligger. Området vest for Jerup er et karakteristisk rimme-dobbe-landskab med parallelle rækker af nord/sydgående strandvolde og klitrygge, kaldet rimmer, adskilt af fugtige lavninger kaldet dobber.

Udviklingen af rimme-dobbe-landskabet startede i stenalderen. Dengang var store dele af Vendsyssel dækket af hav. Rimmerne, der oprindelig har været sandrevler dannet af bølgerne i fortidshavet, kunne være fra en til tre meter høje og fra 10 til 20 meter brede.

Mellem rimmerne lå dobberne, der udelukkende bestod af tørvejord. Efterhånden som jordsmonnet hævede sig, og havet trak sig tilbage, blev vandet stående mellem rimmerne, fordi der ingen afløb var, og her voksede flere græsarter, der med tiden blev forvandlet til tørvejord. Da der stadig stod vand i dobberne, var man nødt til at færdes på rimmerne, hvor der hist og her voksede lyng og sparsomt græs.

Huset

Huset var gravet ind i rimmen. De tre vægge var jord, mens den fjerde var stablet op af græstørv. Taget var lavet af nogle granrafter, der var dækket af lyngris og græstørv. Der var ingen skorsten, røgen steg op af et hul i taget, og der var kun et lille vindue over den lave dør.

I forbindelse med sin 90 års fødselsdag fortalte Kristiane til en avis, »at ukendte folk på disse egne kunne komme til at bestige et sådant hus i den tro, at de gik på en bakke, og engang imellem ufrivilligt holdt deres indtog i stuen gennem taget i stedet for gennem døren.«

I et lille hæfte, som Kristiane og Kristians yngste barn, Kristian Senius Christensen, har udgivet, skriver Kristian, at byfogeden fra Frederikshavn nær var kørt ned i sådan en lejlighed, men da kusken så røgen fra hullet i taget, blev ulykken afværget.

Kristiane og Kristian flyttede ind i huset med deres få ejendele, et bord og et gammelt skab, som Kristian lavede om til en seng. De havde det meget fattigt og gik på dagleje hos gårdmændene. Kristiane syede for folk. De fik lidt efter lidt anskaffet nogle høns og et par får, som om vinteren opholdt sig inde i huset, hvor de levede af rughalm og lyng. Om sommeren var de ude hele døgnet og nippede lyng og magert græs på dobberne. Lammene blev ofte født i det samme rum som børnene, og ikke så sjældent lagde hønsene æg i sengene.

Kristian og Kristiane gik i gang med at dyrke rug på de højere steder, men jorden var sandet og mager, så udbyttet var ringe.

Store Frederik

Deres nabo, som blev kaldt Store Frederik, var vanskelig at omgås. Han havde to glubske hunde, og han undså sig ikke for at pudse dem på folk, navnlig naboerne, når disse ikke var ham tilpas. Man sagde om ham, at »han regerede som en slags enevoldskonge og ikke respekterede anden ret end den, der sad i spydstagen.«

Frederik var en vældig jæger, men hvis der ikke var vildt nok, skød han naboernes får og kom dem i al hemmelighed i sit saltkar. Kristian og de andre naboer fandt dog ud af det. De meldte ham til byfogeden i Frederikshavn og måtte nu alle sammen møde op i retten for at vidne.

Frederiks venner i Tversted havde imidlertid betalt byfogeden for at slippe Frederik på fri fod igen. De har sandsynligvis været med i tyverierne, siden de ville betale for at få ham ud.

Kristian var til tider meget ordknap, men til gengæld kunne Kristiane tale for dem begge, og det blev derfor hende, der førte ordet i retten. Da byfogeden ikke ville gøre noget ved sagen, udbrød hun: »Ja, jeg forstår nok, at vi ingen ret kan få her. Vi må andre steder hen!« Samtidig råbte de andre naboer, at de slet ikke kunne være tjent med, at Frederik boede i nærheden af dem, for han truede dem med hug og slag, hver gang de skulle i marken med deres kreaturer, og veg ikke tilbage for at slå benene i stykker på deres får. Men der var ikke noget at gøre, og Frederik blev løsladt kort efter.

Blandt naboerne var der en stor, stærk mand, der hed Anders Høvi. Han kom en aften løbende over til Kristiane og Kristian, bankede på vinduet og råbte: »Nu er Store Frederik kommet hjem. Fly mig en genstand jeg kan få i hånden, så skal jeg gå hen og møde ham!«

Kristian lånte ham kniven til skæreværket, og Anders for af sted, så sneen føg om benene på ham. Da Frederik så ham komme løbende med den store kniv i hånden, holdt han sig inden døre med sine to store hunde, som ellers kunne give en mand nok at bestille. Men Anders Høvi havde været med i krigen 1848, så han var heller ikke til at spøge med, selvom Frederik var en kæmpe.

»Vester Lakhjem«

Kristiane og Kristian kunne ikke holde ud at være uvenner med nogen. Derfor solgte de deres lille ejendom, hvor de havde boet i fire år, og købte huset »Vester Lakhjem« på Eskær Hede. Flytningen er sandsynligvis foregået omkring 1860, idet deres tre første fødte børn kom til verden i Tversted 1856–1859, mens de øvrige blev født i Mosbjerg 1861–1883.

Huset var bygget af sandtørv. I den ene ende var der fåresti, og i den anden ende beboelse. Den mand, de købte huset af, sad altid med et dejtrug på hovedet, når det var regnvejr, for taget var så utæt, at det regnede ned overalt.

Den tidligere ejer havde hængt et fårehoved op over sengen, fordi en såkaldt klog mand havde fortalt, at det ville beskytte fårene mod sygdom. En skønne dag faldt hovedet ned, og Kristiane solgte det til en bensamler, der netop kom ind ad døren. Der kom dog ikke sygdom i fåreflokken, selvom fårehovedet var væk.

Om dagen gik Kristian på dagleje, og om aftenen og natten sled han med at opdyrke den magre hedejord. Der hørte 30 tønder land til huset af de klitpartier, der strakte sig fra Nørre Elkjær til Blæsbjerg langs Frederikshavnvejen, og Kristian havde her et forfærdeligt arbejde med at danne agre. Der var så småt med føde i hjemmet, at Kristian undertiden måtte arbejde en hel dag på et bart stykke rugbrød.

Sult

I løbet af få år fik Kristiane og Kristian yderligere fire børn. Børnene fik en enkelt skive grovbrød om dagen. Martine, den ældste, gemte det halve af sin skive og gav den til de mindre søskende, når de om aftenen lå og græd af sult. Den yngste, som lige var begyndt at gå, holdt op med det på grund af underernæring.

Når Kristiane gik ud og syede for folk, måtte de større børn passe de mindre. Den næstældste datter Jensine var barnepige hver dag fra tidlig morgen til sen aften, og det var meget vanskeligt for hende, da alle børnene var underernærede og som følge deraf var sygelige og uregerlige. Ligesom Martine gav hun ofte sine mindre søskende sin mad for at få dem til at tie stille, når de skreg af sult, selvom hun selv var skrupsulten.

Det skete ikke så sjældent, at Kristiane ved midnatstid vendte hjem fra Vogn med hænderne fulde af madvarer, som hun havde fået på gårdene, og det var et lyspunkt for alle i hjemmet for en stund. Men tit måtte børnene gå sultne i seng. Før de skulle til ro, fik de gerne hver en skefuld siferfrø, for, som det hed, »at de store orm ikke skulle gøre for megen fortræd, når maven var tom.«

Hvis børnene blev alt for sultne, når de var alene hjemme, løb de op i tørvegravene og plukkede bredbladet græs, hvis rødder de spiste. Ved en sådan lejlighed var en af sønnerne nær druknet, men blev heldigvis reddet af Jensine.

Vejen gennem Måstrup Mose

På et tidspunkt skulle der anlægges en vej over Måstrup Mose. Der skulle graves grøfter på begge sider af vejen, der skulle være cirka en fjerdingvej lang, mens grøfterne skulle være fire alen brede. For at få arbejdet i gang, måtte der imidlertid først rejses kapital. Sognerådet havde lovet Kristian vejarbejdet, hvis han var villig til at gå omkring i Råbjerg sogn og opkræve penge af alle de beboere, der var interesserede i at benytte vejen. Dette hverv udførte han i løbet af kort tid. Det indsamlede beløb afleverede han til sognerådet, hvorefter han så skulle til at indtjene det.

Der var ingen, som tænkte på, at hans familie måtte halvsulte i den tid, der gik, inden han kunne få udbetalt betalingen for arbejdet. Derfor henvendte han sig til en gårdmand i Mosbjerg og spurgte, om han kunne låne et par skæpper rug. Det kunne han godt, hvis han kunne møde med en sikker kautionist. Det var Kristian imidlertid ikke i stand til, og med trillebøren måtte han køre den to mil lange vej til Frederikshavn efter en tønde rug for at skaffe det daglige brød til familien.

Som nævnt fik Kristiane ofte madvarer med hjem, når hun var ude og sy på gårdene, men da hun på et tidspunkt blev alvorligt syg i forbindelse med en fødsel, kom familien til at sulte. Kristian gik derfor op til sognerådsformanden for at få lidt hjælp, men denne pudsede sine store hunde på ham.

På tilbagevejen var Kristian så fortvivlet af sorg og træthed, at han overvejede at gå ind i Eskær Skov og hænge sig. Men da han faldt om på jorden af udmattelse, bad han Jesus om at huske ham. »Tænk på mine fem sultne børn og min dødssyge hustru,« bad han. »Jeg slipper dig ikke, Jesus, før du kommer med din hjælp.« Kristian fortæller, at han med det samme fik vished om, at Jesus havde hørt hans bøn. Han følte sig styrket og vendte samme aften tilbage til arbejdet med de store grøfter.

Heldigvis var der nogle gode koner i Vogn, der fik at vide, at sognerådsformanden havde afvist Kristian. De samlede mad og tøj sammen og gik over mosen ud til Lakhjem med det, de kunne bære. Da Kristian kom hjem om aftenen, havde en af konerne taget styringen i hjemmet, og familien havde mad nok i lange tider. Kvinderne i Vogn skiftedes til at passe hjemmet, til Kristiane blev rask igen.

»De store gårdmandskoner i Vogn var ikke for fine til at besøge os i tørvehuset for at bringe hjælp,« skriver Kristian. »Havde de gode kvinder ikke været, var vi alle døde af sult, hvor meget vi end sled i det begge to.«

Samme år fik Kristian sin bedste rughøst nogensinde, så han var overbevist om, at hans bøn var blevet hørt.

Krigen 1864

En ny modgang ramte hjemmet, da Kristian blev indkaldt for at deltage i krigen 1864. Han blev indkaldt som menig nr. 556 ved 19. regiments 5. kompagni.

En rig nabo, som han skyldte et mindre beløb, kom løbende over til ham for at kræve sine penge tilbagebetalt, da han var bange for ikke at få dem, hvis Kristian skulle falde i krigen. Kristian gik de ni mil til Ålborg, hvor han fik udbetalt sine marchpenge, som han sendte til manden.

Kristiane stod alene tilbage med de fem småbørn, hvoraf den ældste var syv år. Hun fik en rigsdaler om måneden som hjælp fra kommunen, men det forslog ikke meget. Heldigvis var der gode mennesker, som Kristiane havde arbejdet for, der hjalp med lidt mad og aflagt tøj. Flere på egnen viste deres taknemmelighed over, at de havde undgået at komme med i krigen ved at sende Kristiane mad, så hun og børnene ikke skulle sulte.

Kristian var forstærkningsmand. Man kom på session, når man var 22 år gammel, og aftjente en værnepligt på 16 måneder. Herefter stod man til rådighed for hæren i otte år med jævnlig indkaldelse til øvelser og stod så yderligere til rådighed som forstærkningsmand i tilfælde af krig. I krigen 1864 var disse forstærkningsmænd ofte mellem 30 og 32 år. Krigsministeriet indkaldte tre årgange af forstærkningen, der var født 1830, 31 og 32, i alt cirka 10.500 mand. De indkaldte skulle møde i København den 18. januar 1864 for at få deres mundering udleveret. På grund af uniformsmanglen fik forstærkningsmændene lyseblå kapper i stedet for mørkeblå. Derfor kaldte man dem nedsættende »Forglemmigejere«.

Den 1. februar om aftenen besatte 19. regiment Dannevirkes centrale del, men på dette tidspunkt var Kristian endnu ikke nået frem til regimentet. Forstærkningsmændene blev nemlig først fordelt til deres enheder i perioden fra den 4. til den 17. februar. Han var derfor heller ikke med, da hæren trak sig tilbage fra Dannevirke natten mellem den 5. og 6. februar. Det er mest sandsynligt, at han sluttede sig til regimentet efter, at dette var blevet overført til Fredericia.

Den befæstede by udgjorde sammen med skanserne ved Dybbøl anden linje i den danske forsvarsplan. Efter rømningen af Dannevirke skulle hæren fortsætte kampen fra de to flankestillinger. Fæstningen ved Fredericia var Danmarks største forsvarsværk, men den var ligesom Dybbøl-stillingen langt fra færdig ved krigsudbruddet. Det lykkedes imidlertid for fæstningens kommandant, general Lunding, at gøre stillingen stærk igen. Den så frygtindgydende ud med sine høje volde og 200 fæstningskanoner, så der var god grund til, at fjenden, der belejrede stillingen, afholdt sig fra at angribe.

Fra den 8. februar til den 26. april var 19. regiment indesluttet i Fredericia og deltog kun i nogle få forpostfægtninger, der især blev voldsomme den 19. marts. Et kombineret østrigsk-preussisk angreb trængte de danske forposter længere tilbage mod byen og tvang en række forpostsoldater til at overgive sig. Dagen efter kørte fjenden tungt artilleri i stilling for at afprøve den danske modstandskraft, og i to dage bombarderede de byen, men så stilnede beskydningen. Kun en af 19. regiments menige blev såret og døde senere.

Den 21. marts sendte preusserne en parlamentær ind i fæstningen. Han opfordrede Lunding til at overgive sig, hvilket kommandanten imidlertid nægtede. Afslaget fik de allierede til at opgive forsøget på at indtage fæstningen og trække sig tilbage. De vovede ikke et angreb mod så stærk en bastion og besluttede blot at lægge en ring om byen. Østrigerne belejrede fortsat fæstningen, mens preusserne gik nordpå op gennem Jylland. Lunding brugte pusterummet til at reparere de ødelagte skanser og reorganisere forsvaret. Samtidig lod han flere gange småstyrker foretage udfald bag fjendens linjer.

Efter Dybbøls fald den 18. april turde krigsminister Lundbye ikke risikere, at endnu en dansk stilling blev skudt i stykker. Han besluttede derfor, at de danske soldater skulle forlade Fredericia. Krigsministeren mente desuden ikke, at Fredericia tjente noget militært formål længere. Overkommandoen protesterede, men ministeren var ubøjelig. Rømningen gik i gang den 26. april, og garnisonen blev overført til Fyn. Natten til den 29. forlod de sidste danske soldater byen.

I begyndelsen af maj blev 19. regiment kommanderet til Jylland, hvor det blev indlemmet i Det nørrejyske Armékorps. Da fjenden havde erobret Als og truede med at gå over til Fyn, blev størstedelen af korpset imidlertid overført hertil, og 19. regiment kom på strandvagt på Nordfyn.

Hjemkomst

I forbindelse med våbenhvilen den 12. maj blev forstærkningsmændene hjemsendt, hvilket man imidlertid senere fortrød. Kristian afmønstrede den 20. maj og vendte hjem til familien, som intet havde hørt fra ham, siden han rejste hjemmefra. De hjemvendte soldater følte sig uvelkomne i befolkningen, fordi de havde tabt krigen.

Krigen havde taget hårdt på Kristian. Hans helbred havde fået et knæk af de mange nætter og dage, han havde opholdt sig under åben himmel i al slags vejr oftest i for få klæder. Han havde følt, at de uafbrudt måtte trække sig tilbage, og de stærke oplevelser havde præget ham for livet. Han skriver selv:

»I en krig er der ikke noget, der kaldes medlidenhed. Det er at myrde hverandre og træde hverandre ned og lave en mødding af levende mennesker i deres bedste år.

Enhver gør, hvad han kan for at frelse sit eget liv, ellers bliver han selv myrdet. Det er dog en stor nåde at blive slået helt ihjel, men de stakler, der mister arme og ben, øjne og mund, det halve af hovedet og forstanden med og går med jernstumper og huller i legemet og dog lever, og man så dør som en morder i stor målestok, hvordan skal vi træde frem for Guds domstol? Derfor: Hold dig udenfor dette helvede med at gå i krig, lad dig hellere skyde derhjemme, så er du ikke selv morder. Her kommer de med kanoner og kører over de sårede, levende mennesker, der ligger på valpladsen og skriger om hjælp. Her stuver de mange lig i en grav med flere levende imellem. Jeg kan ikke fortælle det – så galt er det.«

Trods sit svigtende helbred måtte Kristian straks i arbejde for at skaffe føden til kone og børn. 1865 blev et hårdt år. Daglønnen midt på høsten på egen kost var 25–30 skilling. Prisen på et rugbrød var 3 mark og 4 skilling, og familien skulle bruge et rugbrød om dagen. En tønde rug kostede 16 rigsdaler.

Kristiane og børnene

Kristiane var stadig nødt til at gå ud og arbejde for fremmede, ofte langt fra hjemmet. Hun gik hjemmefra meget tidligt om morgenen og kom først hjem ud på natten. Det var et under, at hun ikke bukkede under af sult og overanstrengelse. Hun fødte 17 børn. Børnene var ofte syge som små, fordi Kristiane ikke kunne give dem bryst. De tre af dem døde af sult og sygdom.

Der skulle mange navne til. Det tolvte barn var en pige, og hun kom til at hedde Dusine. Martine blev brugt to gange. Den yngste blev så kaldt »bette Martine«.

Kristian Senius var den ottende i rækken. Han blev født den 8. oktober 1869. Han fortæller, at moderen sultede, så det knagede i hende, da hun ventede ham. Derfor var han sygelig de første år, han levede.

Den sidst fødte, der fik navnet Janus Søtrup, kom til verden den 11. april 1883. På dette tidspunkt var Kristiane 47 år. Søtrup har som voksen fortalt, at da faderen en vinterdag måtte af sted i slemt vejr efter en krukke mælk til børnene, pådrog den lille Søtrup sig sit livs eneste korporlige revselse fra faderen ved at ødsle med føden. Man spiste sopper, småstumper af brød, der var opblødt i mælken, og drengen kom til at tage to skefulde mælk uden sopper i – hvilket faderen satte en stopper for med et dask af sin hue og en behørig tilrettevisning.

Søtrup kan huske, at hans mor kærnede smør, som hun pakkede sammen i en klump og gik til Frederikshavn for at sælge eller bytte sig til købmandsvarer. Hun tog af sted kl. 2 om eftermiddagen og var hjemme igen ved ottetiden om aftenen.

Gode folk kørte ler ud til tørvehuset, og Kristian lavede rå sten og murede skillevægge op inde i huset. Kristian havde gravet et hul ind i en sandbakke, og der blev der plads til en ko, men da jorden manglede kalk, kunne der ikke gro andet end rug og rødgræs, og derfor kunne koen ikke give meget mælk. Han fik muret med rå sten inde i deres eget hus og fik koen derind. Arbejdet udførte han efter den lange dag hos fremmede.

»Det bliver jo et helt palads,« sagde Kristiane med glæde i de brune øjne.

»Ja, hvem der kunne glæde sig over så lidt,« skriver Kristian. »Det var hendes smil, der bar mig over mange sorger og savn. Jeg var nok så fattig som nogen, men dog rigere end de fleste, thi jeg har en god hustru, som jeg tror er fra Herren, for hun er alle steder min gode engel, der syr vort tøj af gamle klæder. Hun vender dem som nye, så jeg ikke behøver at gå som vor nabo, der bruger kalveskind til trøje, som det er, og knytter for- og bagben på bryst og mave med halen bag på enden, så man tror, det er en af hans kalve, der går derude, når han bukker sig og plukker lyng. Jeg fik dog set en dag, det var ham selv. Det er, fordi hans kone ikke kan sy en trøje, at han må klæde sig sådan.«

Nabostrid

Der fandtes ikke skel mellem ejendommene, så der var ingen, der vidste, hvor langt hver enkelt areal strakte sig. En ny mand, der bosatte sig på rimmerne, ville have klarhed over, hvor grænserne for hans jord gik, og han sendte derfor bud efter en landmåler. Dette førte til, at manden fik en halv agers bredde af Kristiane og Kristians ejendom og omtrent det samme af de øvrige naboers. En enkelt af naboerne følte sig uretfærdigt behandlet og fik et par mand til at grave tørv i det stykke jord, han havde mistet, men den nye mand mødte straks op med en ledsager og hakkede tørvene i stykker.

Alle naboerne var meget vrede på den nye mand, også børnene. En dag stillede Kristiane og Kristians børn sig ved skelgrøften og råbte efter ham og hans kone. Da Kristiane hørte det, kaldte hun dem hjem og straffede dem. Hun ville have, at børnene skulle lade de fremmede nabofolk være i fred, selvom de havde uret.

Arbejde på teglværket

Da der omkring 1875 blev anlagt et teglværk i Eskær, fik Kristian fast arbejde her. Daglønnen var en rigsdaler på egen kost, og arbejdsdagen strakte sig i reglen fra kl. 4 om morgenen til hen ad midnat. Hans arbejde bestod i at køre ler op af graven med trillebør. Han var en slider, og man sagde, at han var den eneste, som kunne magte dette slid, så der var ingen fare for, at nogen skulle tage arbejdet fra ham. Engang, mens han var syg, kørte hans stedfortrædere trætte, den ene efter den anden.

Hver aften fik Kristian lov til at tage en børfuld brændte sten med hjem, og lidt efter lidt fik han muret to nye huslænger, delvis opført med dobbelt mur. Den ene bygning var 40 alen lang, den anden havde en længde på 20 alen.

Erindringsmedaljen

I 1876 blev veteranerne fra krigen opfordret til at søge om en erindringsmedalje for deltagelse i krigen 1864. Man blev ikke automatisk tildelt medaljen, hvis man havde deltaget i felttoget. Man skulle selv udfylde en ansøgning, hvorefter det blev undersøgt, om der var belæg for at tildele medaljen til ansøgeren. På ansøgningen skulle man besvare en række spørgsmål. Hvis man fandt, et der var belæg for at tildele medaljen til ansøgeren, fik vedkommende et diplom sammen med medaljen. Medaljen var i privat eje og gik efter ejerens død i arv til efterkommerne. Kristian søgte og fik medaljen.

Kristianes veninde

Gennem alle ungdomsårene havde Kristiane en meget god veninde, der hed Trine, og deres venskab varede ved længe efter, at de begge var blevet gift. De fødte begge to mange børn og hjalp trofast hinanden under deres hyppige barsler.

Når de besøgte hinanden, hvilket skete tit, skyede de ingen hindringer. Det mindste barn i flokken blev omhyggeligt pakket ind i vuggens overdyne og derefter båret den lange vej.

Skønt Trine var lige så fattig som Kristiane, sørgede hun så godt for sin store børneflok, som hun var i stand til. Hun havde altid et varmt hjerte og en hjælpende hånd til dem, der var i nød. Med sit lyse sind lignede hun også Kristiane, og derfor passede de to godt sammen.

De var begge meget fattige, men de var ikke bedre vant. For dem var kartofler med meldyppelse en herreret, og de var tilfredse, hvis familien kunne spise sig mæt i bart rugbrød.

Kristiane og Trine havde tillige en åben dør. Folk sagde om dem, at de havde både husrum og hjerterum for enhver, der bankede på. Det hændte ikke så sjældent, at en eller anden fremmed vandrer var faret vild på heden og kom for at bede om husly for natten. Der blev aldrig sagt nej, og når et af de mindste børn var puttet ned mellem sine større søskende i slagbænken, blev der altid plads til en fremmed gæst, om end knebent.

I 1880erne fik Indre Mission efterhånden ret stor udbredelse på egnen, og det førte blandt andet til, at Trine blev vakt. En dag gik hun over til præsten i Tversted. Han havde sluttet sig til Indre Mission, og Trine spurgte ham, hvordan hun skulle bære sig ad med at finde Jesus. »Du skal lede lige så længe efter ham, som han har søgt efter dig,« svarede præsten.

Trine sluttede sig nogen tid efter til Missionen og kom snart til at føle, at hun i åndelig henseende stod langt over Kristiane, der til gengæld ofte måtte minde hende om, at man bedrog sig selv, hvis man troede, at man var uden synd.

Fra da af skiltes Kristianes og Trines veje, og det var en stor sorg for dem begge.

Fårene

I tidens løb fik familien råd til at anskaffe sig to køer og seks får. Da Kristen Senius blev større, skulle han hver aften ud og se efter fårene, men det skete tit, at de ikke var til at finde. De kunne godt være borte en hel uge ad gangen, men så vendte de som regel tilbage af sig selv »og kom hen til vinduerne for at kigge ind, om der var nogen hjemme.«

Før jorden blev kultiveret, havde man et temmelig stort fårehold ude på rimmerne. Fårene kunne nemlig bjerge føden ude både vinter og sommer, og som følge heraf gav de en ret god fortjeneste. Hvis vejret om foråret ikke var så godt, måtte fårene holdes inde et stykke tid efter, at lammene var født. Ellers var dødeligheden blandt lammene stor.

For mange af rimmernes beboere udgjorde fåreholdet en meget betydelig indtægtskilde. Der kunne ofte sælges 2–3 lam fra et enkelt får. Man slagtede selv fårene, der derefter blev nedsaltet og senere solgt til Skagenfiskerne.

Ulden blev forarbejdet til forskellige beklædningsgenstande. Navnlig blev der lavet en mængde blåt vadmel, som fiskerne benyttede til skjorter. Der blev også solgt en del strømper og vanter foruden garvede fåreskind, som blev syet i bukser, trøjer og huer. Når man havde sådan noget tøj på, var det umuligt at fryse, selvom det var meget koldt.

Endelig var talgen, før lamperne blev almindelige, af største betydning for belysningen i de lange vinteraftener.

Børnene kommer ud at tjene

Efterhånden som Kristiane og Kristians børn kom ud at tjene, forbedredes familiens økonomi. Børnene fik kosten som en del af lønnen, og de var flinke til at komme hjem til forældrene og aflevere de få penge, de tjente. Men selvom forholdene blev bedre, var familiens tilværelse fortsat en daglig kamp for at få mad på bordet.

Kristian Senius fortæller, at han som dreng måtte hjælpe til i hjemmet sammen med sine ældre søskende. Han havde aldrig fri. Om vinteren strikkede han strømper, og i tørvesæsonen om sommeren var der fuldt op at gøre. Alle i familien hjalp med at skære tørv, så de havde noget at fyre med om vinteren. Faderen begyndte i mosen, længe før Kristian Senius stod op om morgenen, og fortsatte til mørkets frembrud. Hans forældre nænnede ikke, at han skulle stå så tidligt op om morgenen som dem, da dagen kunne være lang nok endda. Hans arbejde bestod i at køre tørv ud på pladsen med trillebøren.

Kristian Senius kom tidligt ud at tjene som hyrdedreng. Hans første plads var på gården »Ellen« i Vogn. Derfor blev han sat i Vogn skole. Han var bange for læreren, der bankede alle de fattige børn, fordi de havde svært ved at læse indenad.

Det følgende år kom han til at tjene på gården »Ledet« i Bindslev sogn. Her var hans arbejdsdag fra kl. 4 om morgenen til solen gik ned. Han fik ikke noget middagshvil, da han skulle »bede« med hestene i grøfterne. Nogle gange var han næsten syg af mangel på søvn, når han spiste sin aftensmad. I høbjergningstiden var hans plads i »stang-hullet«, hvor han det meste af tiden stod begravet i hø, fordi han ikke magtede at tage fra. Så kom hans næstældste søster og rakte ham en hjælpende hånd. Selvom han havde meget at bestille, langt over hans evner, vidste han ikke andet end, at han havde en god plads, og derfor var han der i to år.

»Jeg husker ikke, hvad jeg fik i løn,« skriver han, »thi alt hvad jeg tjente indtil mit tyvende år, bar jeg hjem til mine forældre.«

Søtrup blev også hyrdedreng og fik ansvaret for 30 får på gården »Dal« i Tolne. Fårene var svære at styre for den lille dreng, der kun var otte år gammel. De ville hellere i kornet end lede efter føden på de magre bakker, hvor de skulle gå. Drengen drev dem hjem, når han skulle spise til middag, men blev ellers ude til sengetid. Inden han lagde sig til at sove, fik han en grovmellemmad med mælk til. Når fårene bedre kunne gå og passe sig selv efter høst, hjalp Søtrup tit en times tid om formiddagen med at kærne gårdens smør. Kærnen var koblet til en hestegang, hvor han trak hesten rundt.

Da Søtrup blev voksen, blev han daglejer ligesom faderen. Han kunne tjene 35 øre om dagen, og arbejdsdagen var fra kl. 6 om morgenen til kl. 8 om aftenen. I tørvesæsonen kunne han tjene 35 øre pr. tusind tørv på den tid.

Da han blev gift, overtog han barndomshjemmet »Vester Lakhjem« efter forældrene. Han blev husmand og fik sine egne tørvegrave. Han fik faste leverancer til mejeriet og skolerne i Sindal – leveret for 4,50 kr. pr. tusind. Desuden skar han lyng, som blev solgt til optænding, tagtætning og foderbrug. Da han et par år senere solgte huset, blev det revet ned, og jorden taget i brug som læggeplads ved tørveproduktionen.

På aftægt

Da Kristiane og Kristian var slidt helt ned og ikke kunne arbejde mere, kom de på aftægt hos en søn i Mosbjerg, men de kunne ikke rigtig komme ud af det med svigerdatteren. Kristiane kom tit på besøg hos deres ældste datter, Martine, der boede med sin mand, landpost Christian Christensen, i et lille husmandssted, »Lille Tolne« i Tolne. Kristiane spurgte af og til, om ikke hun og Kristian kunne få en lille stue i et rum, hvor man havde tørv. Det blev til, at de fik en stue og et lille køkken med primus, så de selv kunne lave mad.

Kristiane var meget vaks og var tit på farten. Hun besøgte ofte sine mange børn og kom også undertiden til nogle af de gårdmænd, hun havde arbejdet for. Hun havde altid sin kurv med og reddede sig af og til et eller andet. Når hun kom hjem, var hun altid i godt humør og havde en masse at fortælle. Kristian var aldrig med. Han var meget fåmælt og sad oftest og strikkede langsomt og sindigt på en strømpe.

Den 9. marts 1916 fejrede de deres diamantbryllup, og slægt og venner kom fra nær og fjern til Tolne for at fejre dem. Men da var Kristian syg. Han døde den 29. august samme år.

Kristiane blev boende sammen med datteren, Martine, der var blevet enke i 1914. Martines ældste søn, landpost Carl Christensen, havde overtaget »Lille Tolne« ved faderens død. Nogle år senere byggede han et lille hus til Martine og Kristiane.

I 1926 blev Kristianes 90 års fødselsdag fejret. Hun døde i en alder af 92 år den 28. december 1928 og blev begravet på Tolne kirkegård.

Efterkommerne

Kristiane og Kristians ældste datter Martine giftede sig med Jens Christian Christensen, født den 16. februar 1862 i Mosbjerg, død den 9. april 1914 i Tolne. Martine og Jens Christian fik fem børn. Et af dem var Kristiane Marie Christensen, som var min farmor. Hun blev født den 11. juni 1893 i Tolne og døde den 2. maj 1979 i Skovlunde.

Den 20. januar 1918 blev hun gift med Georg Jørgen Kristen Jensen, som blev født den 5. august 1894 i København og døde den 31. januar 1981 i Skovlunde. Marie og Georg fik tre børn. Et af dem var min far, Henrik Christian Jensen.

Om tilblivelse af denne artikel

Denne artikel er skrevet af Svend Jensen og udkom første gang i 2015 i eget tryk. Den nærværende elektroniske version er redigeret af Per Palmkvist Knudsen

Tak til

• Flemming Kobberøe Skov for slægtshistoriske oplysninger.
• Magnus Lund for oplysninger ved krigen i 1864