Skandalernes år. Sådan vil jeg huske it-året 2008. Året sluttede med den opsigtsvækkende afsløring af moradset It-Factory. Tankevækkende er det, at det var en af Danmarks få it-kommentatorer – Dorte Toft – som spillede rollen som drengen i ”Kejserens nye klæder”. I ensom – men markant – modsætning til stort set hele det dominerende establishment blev hun ved med at undre sig over de mange, oppustede resultater.

Men 2008 bød på mange andre eksempler på, at tvivlsomme argumenter eller dårlig ledelse gemmer sig bag et it-teknologisk figenblad. Så længe ingen forstår hvad der siges, så passer det sikkert.

IBM blev d. 9. april ramt af et stort it-nedbrud. Det 7 timer lange nedbrud lammede mange danske virksomheder. Det er ikke et spørgsmål om man bliver ramt af et it-nedbrud. Det er et spørgsmål om, hvor hurtigt man kommer tilbage. Og syv timer er lang tid.

Endnu mere opsigtsvækkende var det dog, at IBMs direktør Lars Mikkelgaard-Jensen på forsiden af Børsen udtalte ”Det sker ikke igen”. Det er store ord at bruge, når man har med it at gøre. Der gik da heller ikke mere end få uger, så var andre af IBMs kunder ramt af nedbrud. Alligevel gik der måneder før IBM offentligt fortalte om årsagerne til katastrofen.

Men IBM var trods alt ”kun” timer om at få systemerne tilbage igen til normal drift. Helt anderledes er det i den offentlige sektor. Her er normen dage. I hvert fald hvis der er tale om livsvigtige systemer, som de elektroniske patientjournaler. Først var Region MidtJylland et helt døgn om at få deres system op igen. Senere var Region Hovedstaden 14 dage om at få et medicinnoteringssystem tilbage til normal drift. Ingen kom – så vidt vides – til skade. Heller ikke de ansvarlige chefer.

Det er ikke kun driften af systemerne, den offentlige sektor har svært ved. Massive forsinkelser ramte flere af de store projekter. Også i Skat, der ellers skal være statens it-center.

It kan også være svært at gennemskue for dommere. Musikindustriens interesseorganisation IFPI har det sidste år ført et magtfuldt korstog mod piratkopiering af musik. En mission det er svært at være uenig i. Men deres foretrukne middel er stærkt omdiskuteret. Udbyderne af internettilslutninger (også kaldet ISPer) skal lukke for adgang til steder, der blot mistænkes for at indeholde piratkopieret indhold. I Frankrig går man endnu hårdere til værks. Her lukkes der helt for forbrugernes adgang til internettet.

I Danmark kørte IFPI en retssag mod det tidligere Tele2, og de har vunder helt til og med Østre Landsret. Afgørelsen er nu anket til Højesteret. Telekommunikationsbranchens formand Jens Ottosen-Støtt udtalte i den anledning til Computerworld: ”grunden til, at vi skal lukke, er, at vi medvirker til at hjælpe en, der muligvis medvirker”. Årsagen er, at der ikke alene skal blokeres for adgang til steder, der beviseligt indeholder ulovligt kopieret materiale. I den konkrete sag skal der blokeres for adgangen til et internetsted, der indeholder pegepinde til steder, der muligvis indeholder en bid af ulovligt kopieret materiale.

Så megen energi kunne vi godt bruge i bekæmpelsen af de mange bander, der uden tvivl ødelægger vores internet med computervira og spam-mails. Men lobby-arbejde er uundværligt. Hvis man er i tvivl, kan man bare se IFPIs årsrapport. Her afbildes den franske præsident Sarkozy i en tæt hilsen med FNAC-direktøren Dennis Olivennes. FNAC er Frankrigs svar på Fona.

Anderledes stilfærdigt skilte Kommunernes Landsforening sig af med en it-hovedpine. I ly af Stein Bagger-sagen solgte de kommunernes it-firma KMD for en slik til pensionsselskabet ATP og kapitalfonden EQT. Dermed blev mange af it-redskaberne til en vigtig del af vores samfund – og en af landets største it-arbejdspladser – overdraget til en finansiel ejer med en kort investeringshorisont. Midt under den rasende finanskrise. En timing, der kun kan undre. Men på den anden side: Asger Jensby var på et tidspunkt nævnt som en mulig køber. Det havde trods alt været værre.

Hvis vi skal lære noget af de mange it-skandaler i 2008, så er det at det nødvendigheden af at forholde sig kritisk til udsagn om it. For it udgør en uundværlig og stor del af vores samfund. Dermed er it-forhold blevet for vigtige til at overlade – alene – til it-folkene. Og beslutningstagere, der pga. uvidenhed eller manglende evner træffer forkerte it-beslutninger.

Bragt som kommentar i Jyllands-Posten d. 30. december 2009


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *