Når jeg tænker tilbage, er årene 2007 – 2017 som it-direktør i JP/Politikens Hus nogle af de lykkeligste i mit liv. Både professionelt og privat. Men da de er tæt på, har jeg kun beskrevet dem overordnet her.

Mange nye kulturer

Den koncern jeg kom ind i,  JP/Politikens Hus, var vidtforgrenet men  livskraftig. Som et piletræ, der har været skåret helt ned. Men også fyldt af vildskud.

De oprindelige stammer bestående af Morgenavisen Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og Politiken blev i 2003 klogt bundet sammen af Politikens Hus’ daværende direktør, Lars Munch, og Jyllands-Postens daværende adminiserende direktør, Jørgen Ejbøl. Det var – og er stadig – tre, meget forskellige arbejdspladser. Med hver deres egne værdier, organisation og hver deres egne it-systemer. It-systemerne lykkedes det efter nogle år at få konsolideret. Hertil kom stor lokal-aviskoncern, forlag og en hel pilemark fyldt af små skud, som i kortere eller længere tid var en del af koncernen. Og jo, alle disse startups havde også deres egne systemer. Og egne lokale tekniske guruer, lige som hovedaktiviteterne havde det.

Til at få styr på dette dyre, usikre og ustabile it-vildnis, der virkede som et drivanker imod al udvikling, ville koncerndirektør Jens Bruun ansætte en It-direktør. Han havde sat et headhunterfirma på opgaven, og de havde foreslået tre kandidater. Men virksomhedsdoktoren Ejvind Sandal havde hvisket Bruun et andet navn i øret. Det navn var ikke med på konsulenternes liste. 

Bruun snoede sit cykelstyr-overskæg, mens han tænkte sig om. Han inviterede den fjerde mand indtil en lækker frokost med udsigt over Rådhuspladsen, hvor han besluttede, at han skulle med i slutløbet. Det kom han. Og vandt. Det var undertegnede.

Når jeg ser tilbage, er det som om formålet med mit arbejdsliv, før jeg kom til mediegiganten,   var for at gøre mig klar til den opgave, der nu lå foran mig.

Jeg var rigtigt glad for fællesskabet og de glade mennesker i Krak. På min nye arbejdsplads mødte jeg også kun glade og åbne personer. I det mindste på tomandshånd. 

Men deres handlinger var præget af deres engagement. Og i en medie-koncern er det altoverskyggende mantra – “avisen” SKAL ud. Den drivkraft får høj og lav til at gøre det yderste – hver dag, hver time, hvert sekund.  Og tage det meget personligt, hvis nogen bringer en udgivelse i fare. 

De mange deadlines gør, at langsigtet planlægning typisk måles i dage – eller til nød uger.

Dertil kom den almindelige “Københavnerne” kontra “Jyderne” mistillid.

Derfor brugte jeg mine EPHOS-kompetencer til at danne sociale og faglige bånd til høj og lav i koncernen. Og fordele min tid i København, Aarhus og Birkerød, hvor Lokalaviserne fik hovedkvarter. Det var også en stor fordel for mig, at jeg hos Datacentralen og Arbejdstilsynet havde fået solide hands-on drifts- og udviklingserfaring. Og hos Fischer & Lorenz, Krak og Virk havde fået skarslebne overtalelses- og forhandlingsevner.

Fik egen klumme

Ret hurtigt begyndte jeg også at skrive en fast, ugentlig klumme på bagsiden af Jyllands-Posten Erhverv. Det blev til mere end 400 i alt. Her har jeg udtrykt alt det, jeg vil lige nu, om denne tid. De første par årgange af klummerne er gratis tilgængelige i Jyllands-Postens arkiver og her. Resten kan findes frem på Finans.dk. Prøv eksempelvis at læse denne kommentar fra 10. september 2009:

Kunsten at ældes – uden at blive nedslidt

Morgener er ikke hvad de har været. I hvert fald ikke mine. Tidligere var jeg frisk som en havørn, når jeg sprang ud af sengen. Selv hvis jeg havde festet – eller arbejdet – hele natten. Hvis det tidligere ikke var for mine børn, kunne jeg sove uendeligt længe om morgenen, hvis jeg havde fri.

Men dette er alt sammen fortid. Nu kan jeg ikke sove længe – selv efter en fest. Selvom min søn for længst er flyttet hjemmefra, og min teenagedatter aldrig kunne drømme om at står op, før morgenmaden er serveret.

Jeg føler mig bestemt heller ikke som en vårhare jeg står ud af sengen. Oftest fordi blæren insisterer på at blive tømt. Men så møder jeg hunden, der med betingelsesløs glæde – og morgenfriskhed – hilser på mig, som om jeg var verdens frelser. Eller i de mindste vejen ud til lugtene – og lygtepælene. Hvem kan så ligge og lumre under dynen?

Alt dette er naturlige konsekvenser af, at min dåbsattest snart er 50 år gammel. Men it-systemer ældes også, selvom de er helt binære. It-systemer bliver ikke for gamle pga brug. De slides sjældent op. Nej, de bliver forældede pga. ensomhed og manglende omsorg.

Langt de fleste it-folk arbejder ud fra devisen: Hvis det ikke er i stykker, behøver vi ikke at reparere det. Hvilket – alt andet lige – er en klog ting. 

For it-nedbrud skyldes ofte, at nogen har pillet ved dem. Samtidig er det tit svært at skaffe finansiering til opgraderinger. For forretningen får jo kun det samme, som de hele tiden har haft. Bare i en nyere udgave.

Men på et tidspunkt er et it-system kommet så langt bagud, at det ikke understøttes af leverandøren. Det kan man jo tage som man vil. Men til sidst er der heller ingen personer, der kan hjælpe, hvis systemet bryder ned. Tag et simpelt eksempel: Hvor mange kan stadig huske, hvordan man kom ud af de mest almindelige fejl i Windows 3.11?

Men tilbage til min ikke helt problemløse morgenkrop – og min teenagedatter. Forleden lørdag ringede telefonen lidt over syv. Det var min datters fødselsdag, så jeg skulle snart op, for at lave bruch til 30, og alt det, en teenagedatter nu ønsker sig.

Telefonen var ikke en tidlig hilsen, men et opkald fra en driftstekniker, der havde en meget kedelig besked. Tre mennesker havde lavet hver sin uafhængige fejl, og derfor havde vi mistet tusindvis af artikler, hvoraf mange skulle trykkes om mandagen i forskellige lokalaviser.

Hvordan kunne det ske? For det første er systemet gammelt, og under udfasning. Men det er stadigvæk en væsentlig del af vores produktion. Derfor må driftsfolkene ofte flytte programmerne rundt på serverne, så der er plads og ”hjerne”kraft nok. Dette skete fredag aften, men manøvren gik ikke som forventet. Derfor gik databasen i stå, og ville ikke genstartes. Et problem, der er set mange gange før. Derfor blev problemet – helt rutinemæssigt – sendt videre til leverandøren.

Den nat havde leverandøren ikke den rigtige bemanding. Derfor glemte vagten, der skulle udbedre fejlen, at tage en kopi af databasens indhold, inden han gik i gang med at reparere databasen. Og under forsøget på at løse problemet kom han til at ødelægge databasen. Men så kunne vi vel bare genindlæse sikkerhedskopien? Nej, for denne kunne heller ikke bruges. Fejl nummer tre: Sikkerhedskopien var ikke kontrolleret for nyligt.

Heldigvis kunne jeg kalde mange, dygtige folk til telefonmøde, som kender systemet indgående. Nordjydske Thomas gik i gang med at finde et program, der kunne genskabe det, der ellers var tabt. For intet bliver helt væk i et it-system. Det kan bare være meget svært at finde. Sammen med Kim fra Køge blev systemet genskabt, selvom alt håb burde være ude. Det tog to døgn. Og få artikler gik tabt. Og vi fik ikke brug for de nødplaner, der også blev lagt i løbet af weekenden.

Min fødselsdagsbruch for datteren gik også godt, selvom jeg aldrig har tilberedt en brunch så hurtigt..

Lektien var tydelig for mig: Uden specialister, der kan redde selv den mest håbløse situation dør et it-system en dag. Den eneste vej udenom dette er at holde det løbende i form gennem vedligeholdelse og opgraderinger, Selvom de fra tid til anden godt kan virke dyre.

Med andre ord skal både jeg og mine it-systemerne holdes ved lige. Så holder vi mange år endnu. 

Sammen var vi gode

På grund af de virkeligt gode medarbejdere, kollegaer og chefer trivedes jeg og var god til det, jeg lavede. Derfor var jeg hele to gange i løbet af ti år i finalen til den prestigefyldte pris “Årets CIO”. Det er der ikke mange der har opnået. Det er heller ikke mange it-direktører, der holder 10 år på den samme post.

Vivis og mine børn var også vokset op og kommet godt afsted i livet. De flyver nu meget flot afsted begge to – sammen med deres partnere.

Pludselig var vi alene i huset i Blovstrød. Men kunne mærke, at vi stadig kunne lide hinanden – og vores nye livssituation. Bare os to.

Men så blev jeg igen ramt af noget helt uforudset.

Hvordan blev denne artikel til?

Denne artikel er baseret på interviews med Koncerndirektør Jens Bruun, der også har haft lejlighed til at godkende den.