Jeg kan stadig høre min mormors fine stemme, når hun med sin Vendelbo betoning spurgte om alt fra syltning af blommer til hvordan et fly kunne flyve. Hun skrev også flittigt breve til mig med hendes karakteristiske skrift.

Min fætter, Svend Jensen, har skrevet denne artikel om hende:

Marie Jensen fra fødsel til bryllup

Redigeret og bearbejdet af Svend Jørgen Jensen

Kristiane Marie Christensen blev født 11. juni 1893 i Tolne, Horns herred, Hjørring amt, som datter af landpost Jens Christian Christensen og Martine Christensen.

Maries to brødre, Martin og Carl var da henholdsvis tre og fire år gamle. Et år senere blev Jens Christian født, og 6½ år senere kom Kristine.

Maries forældre havde et lille husmandssted »Lille Tolne«. De havde to køer, nogle får og en gris, som blev slagtet til jul. I den ene ende af huset var der en lille stald. Foruden bryggers og køkken var der to stuer, et sovekammer og en gang. Yderdøren var så utæt, at sneen føg ind om vinteren. I bryggerset stod et stort trækar, hvor køerne drak vand. Da der var et åbent afløb fra bryggerset, frøs vandet til is om vinteren. I køkkenet stod en spand med vand til husholdningen. Man hentede vandet ved en brønd et stykke nede ad bakken. Det blev båret hjem i to spande, der var ophængt i et åg.

Hjemmet var meget fattigt, men der var en stille fredelig stemning. Familiens liv var præget af nøjsomhed, flid og hjælpsomhed. De havde en inderlig kærlighed til hinanden og en fast tro på, at Gud var med i alt. Aldrig hørte man dem klage eller tale dårligt om andre mennesker.

Faderen tjente 500 kr. om året ved »at gå post«, men da han ofte var syg, måtte han af sin egen løn betale en vikar. Det var strengt for faderen at klare postturen, særlig om vinteren. En vinterdag, da der var hård frost, og sneen lå så højt, at vinduerne var dækket til, så man måtte have tændt lys midt på dagen, kom han varm, svedt og forkommen ind i et husmandssted og fik et glas iskoldt vand. Da han kom hjem, blev han syg og fik lungebetændelse. Lægen ordinerede kreosol, men det »tog slimen i tarmene«, så han resten af livet havde svært ved at tåle maden.

De små børn kom ikke ud om vinteren, da de ikke havde tøj til det, men om sommeren var de meget ude.

På nabogården havde de to farlige tyre, som børnene var meget bange for. Af og til slap de løs og stod uden for vinduerne i »Lille Tolne«. Så måtte faderen og drengene ud og få dem jaget væk. Marie drømte om dem om natten. En sommerdag, da hun og Jens Christian løb og legede i bakkerne neden for huset, råbte Jens Christian: »Dalgårds tyre kommer!« og så spænede han hjemad. Marie løb efter ham, men faldt og brækkede benet. Jens Christian løb hjem efter moderen, der kom ned og hentede hende på hjulbøren. Hun lå otte uger i sengen med benet bundet til en træplanke. Af og til kom faderen hjem med noget godt fra naboerne.

Markerne gav kun et ringe udbytte, og det var trælsomt at få kornet bjerget hjem. En høstaften trak det op til regn. Kornet var mejet, men stod endnu på marken. Da faderen var bange for, at kornet ville tage skade, besluttede forældrene sig til at hente det hjem, inden regnen begyndte. I løbet af natten kørte de det hjem på hjulbøren. Faderen kørte, og moderen skubbede på. Næste dag regnede det, og de var glade og taknemmelige over at have fået kornet godt i hus.

Da Marie var 7 år, begyndte hun i Tolne Skole. Det var en toklasset skole, hvor de store gik to dage, og de små fire dage om ugen om sommeren. Om vinteren var det omvendt. De store gik fra kl. 6 morgen til kl. 12 middag, de små fra kl. 7 til kl. 13. En lærerinde underviste »bitteklassen«, og en lærer de store. Læreren var meget skrap. Drengene fik tit bank. Alle var bange for ham, men eleverne blev dygtige til at læse, skrive og regne, ligesom den lille katekismus skulle kunnes på fingrene. Også danmarkshistorie og geografi havde de. Navnestoffet blev terpet så grundigt ind, at Marie endnu som 80-årig kunne nævne Europas floder på remse.

Det var svært at mætte så mange munde, og Maries brødre kom derfor om sommeren ud at tjene som hyrdedrenge fra de var otte år. En hyrdedreng fik kost og logi samt 10 kr. for sommeren. Marie har fortalt, at en af hendes brødre måtte ud og flytte fårene, inden han skulle i skole. De stod tøjret to og to. Undertiden havde de viklet sig ind i rebene, de var tøjret med, så det var meget svært at få dem fra hinanden. Ofte tog det lang tid, og angsten for at komme for sent i skole kunne gøre ham helt fortvivlet. Når han så kom hjem fra skole, fik han middagsmad og skulle så af sted med køerne. Der var en snes køer, der gik løse, og de skulle drives ud i lyngbakkerne. De var tit meget vilde og svære at holde væk fra kornmarkerne. Hvis de stak af, blev husbond vred og skældte ud. Det var nogle lange dage, hvor han gik alene i alslags vejr. Af og til gik han op på en høj, hvorfra han kunne se ned til forældrenes hjem. Så satte han sig ned og græd. Under tiden kom Marie op til ham og trøstede ham. Når han havde drevet køerne hjem kl. 21, skulle han ud og flytte fårene, inden han kunne komme i seng.

Da Marie var 14 år, blev hun konfirmeret og kom ud af skolen. Faderen fæstede hende til Anneksgården for kun 50 kr. om året, men betingede sig, at de ikke måtte give hende for hårdt arbejde. Hun var en lang, tynd pige, der ikke havde mange kræfter. Da Marie forlod sit barndomshjem, skrev faderen et varmt, kærligt brev til hende, som hun gemte til sin død.

Ejeren af Anneksgården, Niels Kristian Kristensen, var ugift og havde derfor sin søster som husbestyrerinde. Han havde været i Amerika og var en meget dygtig og rationel landmand. Der var tre karle og to piger samt et par hyrdedrenge på gården. Desuden boede der en gammel mand, Chresten, der var lidt til en side.

Der var orden og system i alt. Køkkenet havde hvidskurede borde, og komfuret var renslebet. Alt foregik på klokkeslæt. Man stod op kl. 3 om sommeren og kl. 5.30 om vinteren. Pigerne skulle malke tre gange om dagen, morgen, middag og aften. Man kærnede selv smør. Foruden at sørge for det huslige, deltog pigerne i markarbejdet. Det kunne tit være hårdt for den 14-årige Marie. De blev sendt ud i heden efter sten til byggeriet, var med til at plante skov og sled i det i høsten, men arbejdet gik på en hyggelig og fornøjelig måde. Gårdejeren roste meget, så man anstrengte sig til det yderste. Noget af det sværeste, Marie var ude for, var da hun blev sat til at stikke kløverhø op fra en vogn til gårdejeren, der tog imod højt oppe i laden. Benene rystede under hende, og hun blev fuldkommen mat i armene. Til sidst måtte hun grædende give op. Det følte hun som en frygtelig skam.

Af og til blev hun sendt til købmanden i Tolne. Så løb hun hele vejen, så hun kunne nå at smutte ind og hilse på moderen i »Lille Tolne«, der lå på vejen til købmanden.

De fik god mad i Anneksgården. Man spiste i folkestuen. Gårdejeren sad for bordenden. Ved den ene side sad forkarlen, derefter andenkarlen, tredjekarlen og så hyrdedrengen. Ved den anden side sad husbestyrerinden og pigerne samt Chresten. Når de fik grød, spiste de af et fælles fad. Det var ikke særlig appetitligt at spise sammen med den gamle mand, der var meget nusset. Undertiden hang snottet ned i overskægget på ham.

De havde fri hver anden søndag eftermiddag, når de havde spist og malket, men skulle være hjemme til aftenmalkningen klokken halv ni. Om aftenen var de fuldstændig udkørte. Undertiden sad de og faldt i søvn under malkningen, så de først var færdige ved titiden. Søndag aften gik de i missionshuset, men de fik ikke meget ud af det, da de sad og sov. Ind imellem skubbede husbestyrerinden til dem for at vække dem. Klokken ti minutter i halv ni rejste de sig og gik, da de skulle malke præcis klokken halv ni.

Maries bror, Martin, var andenkarl i Anneksgården. Han var meget flink til at hjælpe Marie, når han kunne se, at det var for hårdt for hende. Men en efterårsdag tog han af sted til Tommerup Højskole sammen med deres bror Carl. Pigerne var ude i marken for at tage roer op. Martin og Carl fik standset bageren, der kom kørende ad landevejen. De købte en ordentlig portion wienerbrød og gik ind i roemarken og delte med pigerne. Det blev et festmåltid, som de mindedes mange år efter.

Trods det hårde arbejde forblev Marie på Anneksgården i fire år. Hun troede, at det altid var så hårdt at være ude at tjene. Fra Anneksgården kom hun til at tjene hos Julius Christense i Tolne Vestergård og senere hos Poul Knudsen i Leksted i Mosbjerg. Begge steder var arbejdet meget lettere.

Den 1. maj 1913 kom Marie på et tre måneders højskoleophold på Tommerup Højskole. Hun sagde senere, at det var den bedste tid i hendes liv. Samværet med kammeraterne, de gode foredrag og den gode ånd og tone gjorde et stærkt indtryk på hende. Engang mødte egnens landmænd op med deres hestevogne og kørte den på tur.

Mellem pigerne opstod der et inderligt venskab, der holdt hele livet. En gang om året modtog de vandremappen »Venskabsbåndet«. Gennem den hørte de nyt om hinanden. Mappen kom også til højskolen, hvor forstander og lærere skrev en hilsen. I 1963 mødtes de, der endnu var i live, til deres 50 års jubilæum.

Efter højskoleopholdet fik Marie plads hos Chr. og Emma Villadsen i Tolne. Her havde hun to gode år, hvor hun følte sig som en del af familien.

Den 1. november 1915 fik hun plads som barne- og stuepige hos grosserer Nielsen, C.F. Richsvej 47 på Frederiksberg. Det var en stor omvæltning at komme fra en plads på landet, hvor man blev behandlet som et medlem af familien, og så komme til et velhavende grossererhjem, hvor man kun var et tyende. Marie skulle sige »herren« og »fruen« og gå med hvidt forklæde og kappe på hovedet. Hun følte sig meget fremmed og ensom i den store by. På fridagene tog hun sammen med en veninde fra Tolne, som hed Olga, ind til KFUK i Store Kannikestræde.

Mens Marie tjente hos grosserer Nielsen, fik hun fri, så hun kunne rejse hjem til sin mormor og morfars diamantbryllup. Mange af hendes morbrødre og mostre kom fra nær og fjern. Hendes morbror Laurits Christensen fra Holmstol var også med til festen sammen med sin kone, Marie Margrethe. Da de hørte, at Marie tjente i København og var ret ensom, foreslog de hende at besøge Marie Margrethes broder, Ole Jensen, der var købmand i Nordre Frihavnsgade. Han havde nogle døtre og sønner på Maries alder.

Da Marie kom til København igen, opsøgte hun på sin første frisøndag Ole Jensen og hans familie sammen med veninden Olga. De blev vældig godt modtaget. En af sønnerne, Georg, var marinesoldat og lå på Holmen, men var hjemme denne dag. Om aftenen fulgte hele familien Georg ned til havnen. Marie havde en rød bluse på. Georgs søskende mente senere, at den havde gjort at vist indtryk på ham.

Søndag eftermiddag var familien tit i Fælledparken, hvor de unge legede forskellige lege. Efter sigende var Georg meget ivrig efter at fange Marie, når de legede to mand frem for en enke. Når deres fridage faldt sammen, viste Georg Marie rundt i København. På en af disse ture nåede de op på Bellahøj, hvor de kunne nyde udsigten over København. Her friede Georg og fik ja.

Tilblivelsen af dette afsnit om Marie Jensen

Svend Jensen skriver:

Min datter Mette Jensen, der er leder af Ballerup Museum, har bedt mig skrive noget om min farmor og farfar, Marie og Georg Jensen. Anledningen er, at min søster Birthe Hanne Jensen har givet museet en piedestal, som har stået i vores farmor og farfars hjem, og som Birthe arvede, da vores farfar døde.

Det forudgående bygger på hæftet »Marie«, som min far, Henrik Christian Jensen, skrev om sin mor i 1987.

Kilder:

• Henrik Jensen: Marie. Eget tryk, 1987.
• Henrik Jensen: Fra pløjemark til villakvarter. Jubilæumsskrift 1948–1988. Udgivet og produceret af Parcelforeningen Toftholm, 1988.
• Alle historiske fotos er digitaliseret af Svend Jensen eller Per Palmkvist Knudsen

Podcast: Afspil i nyt vindue | Download