Jeg hader min pc om morgenen! Den er uendeligt lang tid om at starte, især hvis den har haft fri et par dage. Nogle gange kan der gå en halv time, inden den gider åbne det dokument, jeg skal bruge til et møde, der startede for 10 minutter siden. ”Arghhhhh!” siger jeg så trippende af utålmodighed. Selvom jeg godt ved, at det er uretfærdigt overfor pc’en: Den er en halvgammel sag, der skal løse for mange opgaver i form af viruscheck, opdatering af programmer, indstilling af politiker, synkronisering af data, start af messenger og alt det andet, vi ønsker en moderne pc skal kunne.

Men alligevel: Min nuværende pc er mange gange kraftigere end de mainframes, jeg startede med at arbejde med for en menneskealder siden. Min allerførste pc var mindst ti gange svagere end min nuværende. Alligevel kunne den det samme, som jeg bruger min pc til i dag: Mail, kalender, regneark, tekstbehandling. Der var ingen internetbrowser, for den var ikke opfundet på det tidspunkt. Men ellers er faciliteterne grundlæggende de samme. Det eneste, der med sikkerhed er sket, er at programmer fylder meget, meget mere.

Det er et udtryk for at der er kommet mange flere kodelinjer i programmerne. Moderne officepakker består eksempelvis af millioner linjer kode. Gammel kode blandet sammen med ny kode. Dele af den er tit udviklet af andre virksomheder. Derfor er der en hel del fejl i dagens programmer, for programlinjer skrives af mennesker, og mennesker begår fejl. Og da de store programmer er meget svært gennemskuelige, forfalder programmører ofte til at genopfinde den dybe tallerken. For de er ikke nødvendigvis klar over, at en sådan tallerken findes et andet sted. Som resultat bliver programmerne større og dermed langsommere, end de behøver at være.

Samtidig kommer de til at indeholde mange sårbarheder, som banditter på internettet forsøger at udnytte. Derfor skal vi have krævende antivirusprogrammer installeret, og Microsoft, Adobe, og alle de andre er nød til at sende en uendelig strøm af opdateringer ud, der lukker hullerne.

Men hvorfor starter virksomheder som Microsoft og Adobe så bare ikke forfra og skiver programmerne igen i en fejlfri udgave? Det gør de også – i et vist omfang: Dele af systemerne bliver fra tid til anden skrevet om. Hver gang det sker, bliver den del hurtigere og mere sikker. Men det er en meget stor indsats, der skal til. Og businesscasen er som regel dårlig: Man genbygger jo bare det, der allerede er leveret til markedet. Derfor er det meget sjældent at it-systemer bliver skrevet helt om.

De få gange, jeg har set den slags projekter, oplevede jeg en række meget glade programmører, der – endelig – fik lov til at lave deres arbejde ordentligt. For meget ofte har de i lang tid peget på svagheder i programmerne. Men af hensyn til produktlanceringer eller andre kommercielle hensyn var der ikke tid til at fjerne disse. Når lanceringen var overstået, var udviklerne oftest sendt videre til andre projekter. De kom først tilbage til de gamle svagheder et halvt år inden en ny lancering, og så var der ikke tid – igen. ”Det er jo gået meget godt alligevel – ikke?” er logikken ofte.

Som resultat bliver vi – køberne – tvunget til at udskifte vores it-udstyr langt tid før det er slidt op. Det svarer til, at olieselskaberne kom en sæk cement ind i vores bil, hver gang vi tankede. Til sidst måtte vi skifte bilen, fordi vi ikke kunne være i den og fordi den kørte for langsomt. Ville vi finde os i det? Næppe!

Men hvorfor finder vi os så i, at softwarevirksomhederne forurener vores pc’er med alt for tunge og åbenlyst fejlbehæftede versioner?

I ”gamle” dage – eller så gamle dage, som det nu kan blive i it-verdenen – stillede køberne tit krav til systemernes svartider og til hvor mange – eller rettere få – fejl der måtte være i et program. Det er længe siden, jeg sidst har set den slags krav.

Det er vist på tide, at vi igen stiller kvalitetskrav til de programmer, vi køber. Til glæde for vores økonomi og klodens miljø.

Bragt som kommentar i Jyllands-Posten d. 19.maj 2009