I forrige uge beskrev jeg, hvordan cyberkrige kan være begyndelsen til enden for internettet som vi kender det i dag. Der gik ikke længe, før begivenhederne omkring Wikileaks beviste, hvor vigtig min bekymring er. På to forskellige måder.

Kort efter Wikileaks offentliggjorde de mange diplomatdokumenter på deres hjemmeside, blev de ramt af et såkaldt distribueret denial of service angreb. Den slags angreb udføres fra massive mængder virussmittede pc’er, som bliver fjernstyret af en cyberbandit. Eller af en stats cyberkrigsenhed.

De færreste har it-udstyr og linjer nok til at modstå et sådan pres, og det havde Wikileaks heller ikke. Derfor flyttede de hjemmesiden til Amazons netværkstjenester. Disse kunne holde til mosten. Men så blev der taget andre midler i brug. Amazon valgte at smide dem ud, fordi Wikileaks ikke overholdt Amazons forretningsbetingelser. Begrundelse: De udgiver materiale, de ikke har ophavsrettighederne til.

Hvorfor Amazon i første omgang valgte at modtage WikiLeaks, og siden smide dem ud med denne begrundelse vides ikke. Men mon ikke de har modtaget et venligt, men bestemt telefonopkald?

Wikileaks flyttede derefter dokumenterne tilbage til deres egne servere. Men der gik ikke lang tid, før de igen blev hjemløse på internettet: Den virksomhed, som oversatte deres internetnavn til en ip-adresse, afbrød samarbejdet med Wikileaks fordi deres tjeneste ikke kunne holde til det pres, de mange angreb på Wikileaks medførte.

Igen var det ikke muligt at få forbindelse til adressen wikileaks.org. I skrivende stund virker adressen stadig ikke. I stedet måtte andre, nationale adresser tage over – som eksempelvis wikileaks.ch.

Samtidig begyndte en masse virksomheder og organisationer at offentliggøre kopier af dokumenterne. Herhjemme fulgte Politiken samt fagforeningen PROSA trop, selvom det ikke længere var nødvendigt pga. de mange kopier, som allerede var offentliggjort. Men de fik da lidt opmærksomhed ud af det.

Men Wikileaks internet-lidelser var ikke slut: Nogle ville også sikre at organisationens finansielle midler forsvandt. Wikileaks kan køre rundt, fordi frivillige donerer penge til dem. Men pludselg afbrød betalingssystemet Paypal og siden kreditkortvirksomheden Mastercard samarbejdet med Wikileaks.

Det bragte internet-sindene så meget i kog, at græsrodsbevægelsen AnonOps erklærede cyberkrig mod alle dem, der tidligere havde arbejdet sammen med Wikileaks, men nu havde droppet dem. Kort tid efter gik Mastercards hjemmeside i sort, og andre angreb vil sandsynligvis følge.

Uanset hvad man mener om Wikileaks, er forløbet bekymrende. For det viser, hvor retsløs man er på internettet. Føler en serviceleverandør grund til det, smides man ud. Uden varsel, og uden anden begrundelse end at man overtræder deres forretningsregler. Som til enhver tid kan ændres.

Wikileaks kunne finde alternativer, men disse findes ikke altid. Internettet har det med at skabe monopoler: Google hersker over søgninger, Facebook er kongen over de sociale netværk, LinkedIn har fat i erhvervslivets netværk, YouTube er det helt dominerende video-sted. Og sådan kan man blive ved.

Det mærkelige er, at det er din, min og alle de andre brugeres frivillige valg, som skaber monopolerne. Og har de først bygget en kritisk masse op, er internet-monopoler meget svære at bryde. Eksempelvis har Microsoft – på trods af sin finansielle og teknologiske styrke – ikke formået at hente andet end meget små bidder af Googles søgninger med deres Bing-tjeneste.

Igen: Monopolerne kan frit beslutte at udelukke brugere og virksomheder – uden at disse har mulighed for at anke.

Et af de seneste eksempler på dette er Apples afvisning af Ekstrabladets nyeste app til iPhones og iPad. Afslaget var begrundet i, at Side 9 pigen var for nøgen. Mærkeligt, da andre aviser og medier har fået godkendt apps, som indeholder betydeligt mere nøgenhed.

Der er ikke andre måder at få apps ud på de populære enheder, så Ekstra Bladet kan ikke gøre andet end at klage igen og igen. Eller rette ind og fjerne pigerne, hvilket de ikke har tænkt sig.

Monopoler er altid en dårlig ting. Nu kan de også udgøre en trussel mod virksomhedernes digitale aktiviteter. Det viser sagerne om Wikileaks og Ekstra Bladet.

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 15. december 2010