Normalt er en aftale en aftale. Men det gælder ikke altid, og i sommer afgjorde EU-domstolen, at virksomheder gerne må videresælge software, selvom der udtrykkeligt står i aftalen, at det kan de ikke. Konsekvenserne bliver sandsynligvis billigere software. Og meget mere indviklede licensregler.

Den tyske virksomhed UsedSoft lever af at sælge software videre. Om man må det, har været uklart. Man må gerne sælge en bog videre – uden at forfatteren skal give tilladelse til det. Er bogen først solgt én gang, har køberen ret til at sælge den videre. Det fremgår af Ophavsretsloven. Software er også omfattet af loven, og dermed burde videresalg være lovligt. Men hidtil er lovgivningen blevet fortolket således, at det kun gjaldt fysiske kopier, f.eks. programmer og spil på CDer.

De fleste virksomheder får ikke software på en CD. I stedet henter de det via internettet. Kan de så videresælge licensen? Ja, mener UsedSoft. Nej, mener Oracle. Derfor stævnede de UsedSoft i Tyskland. I de to første instanser tabte UsedSoft, men efter den tyske Forbundsdomstol spurgte EU-domstolen til råds, kom EU-domstolen i sommers med en banebrydende afgørelse: Salg og efterfølgende anvendelse af ”brugt” software er fuldt lovlig, også selvom det udtrykkeligt står i aftalen, at licensen ikke kan overdrages til andre. Forudsat at licensen er tidsubegrænset, samt at det er hele licensen, som overdrages og at licensen er købt i et EU-land.

Konsekvenserne af dommen er ikke klare endnu. Men én af dem er billigere software. Eksempelvis lover UsedSoft lover på deres hjemmeside, at virksomheder kan spare 30 % på køb af software fra IBM og Microsoft.

Det er godt nyt for alle virksomheder, for en meget stor del af deres it-omkostninger udgøres af omkostninger til software.

Men sælgerne er mere end almindeligt stille. Microsoft, Oracle og IBM har absolut ingen kommentarer på mine spørgsmål til dem om konsekvenserne af dommen. Adobe nøjes med at henvise til en kommentar fra den europæiske brancheorganisationen – Business Software Alliance. Heri udtaler Thomas Boué at ”vi tror afgørelsen kun vedrører den smalle delmængde af markedet, der indebærer download af software underkastet en permanent licens.”

Herhjemme har direktør Mette Lundberg fra IT-Brancheforeningen denne kommentar: ”Dommen er opsigtsvækkende og har en række konsekvenser, som vi ikke kender det fulde omfang af endnu”. Bla. peger hun på, at det er uklart hvilken ret man har til support, når man har købt en brugt licens.

Der kan altså være en hund begravet. I et nyhedsbrev fra advokatfirmaet Kromann og Reumert advarer virksomheden om fælderne: Man kan ikke overdrage dele af licensen, og det kan være svært at huske – og sidenhen dokumentere, fra hvilket land, licensen blev købt.

De vurderer da også, at “rettighedshaverne for fremtiden vil fokusere yderligere på tidsbegrænsede licensforhold, herunder f.eks. i form af cloud services”. Og et andet sted: ”Den sidste dom er således næppe afsagt i denne sammenhæng.”

Eller sagt med andre ord: Softwarevirksomhedernes tavshed er ikke et udtryk for, at de har stukket hovedet i busken. Det betyder snarere, at de lægger deres juridiske hjerner i blød for at finde smuthuller i dommen.

Dansk-ITs formand Klaus Kvorning Hansen vurderer situationen således: ”Uanset hvad kan vi nok forvente, at de allerede omfattende licenskontrakter vil blive endnu mere kringlede i forsøg på at imødegå muligheden for videresalg.”

Men kan sælgeren dokumentere, at de har en permanent licens købt i et EU-land og omfatter salget hele licensen, så kan man trygt købe den med de nuværende licensregler, vurderer Jan Ussing Andersen, som er en af forfatterne til nyhedsbrevet fra advokatfirmaet. “Man får en lovlig ret til at bruge programmet, men det er dog ikke uden ulemper. Bl.a. er forhold vedrørende support og vedligehold endnu uafklarede ligesom man kun må downloade den seneste version af programmet, hvis sælgeren fortsat har en vedligeholdelsesaftale på salgstidspunktet. Man skal derfor grundigt overveje, hvad der er ens behov”.

Som skrevet vil dommen sandsynligvis medføre, at virksomheder vil kunne købe billigere softwarelicenser. Enten ved at de køber ”brugte” licenser eller ved at priserne på disse bruges som forhandlingsargument over for softwarevirksomhederne.

Dommen kommer også til at betyde, virksomheder kan indeholde digitale aktiver, som før ikke kunne sælges. Eksempelvis i et konkursbo eller i virksomheder, der bliver opkøbt.

Endelig vil dommen sandsynligvis fremme udviklingen af cloud-computing, hvor man ikke køber software-licenserne, men i stedet via internettet får adgang til systemerne. For det er et logisk modtræk, hvis softwarevirksomhederne ønsker at bibeholde deres omsætning i fremtiden.

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 23. oktober 2012