Københavns Kommunes lønsystem, sundhedssektorens manglende elektroniske patientjournaler, Skolestyrelsens digitale eksamener.

Kun nogle af de mange offentlige it-skandaler. Der er også it-skandaler i den private sektor, men den offentlige sektor er i særklasse den største leverandør af skandaleeksempler.

I mit tidligere virke arbejdede jeg i mange år som rådgiver for og leverandør til den offentlige sektor. I starten var den mest overraskende oplevelse for mig, at selv meget store it-projekter blev styret af de yngste fuldmægtige. Tit med under to års erhvervserfaring og ingen indsigt i it.

Bange for at begå fejl

Årsagen til dette var, at it-projekter har det med at gå galt. Derfor skubbede alle med magt disse projekter ned i organisationen. Som resultat var såvel de udførende som de besluttende i projekterne meget bange for at begå fejl.

I 2001 udkom den såkaldte Bonneruprapport, som analyserede en række it-skandaler, og kom med klare anbefalinger. Bla. en bedre ledelsesforankring. Rapporten hjalp på ledelsesbevågenheden, men ikke på risikovilligheden. I dag har den en anden årsag: En vigtig politisk dagsorden er at drille hinanden med småsager. Derfor er hele embedsværket – stadig – gennemsyret af en angst for at begå fodfejl. Og det er kritisk, når vi taler om it-projekter.

For der vil altid være mindst én ting, som går galt. Det behøver bare ikke at skygge for de 99 ting, der går godt. Eller sagt på en anden måde: Det perfekte bliver det godes værste fjende.

Fejlfobien trækker projekterne ud. Og gør dem meget dyre. En hær af konsulenter og advokater skal sikre, at embedsmændene ikke begår fejl. Og at de handler i overensstemmelse med den stramme danske fortolkning af EU-udbudsreglerne.

Umulige udbudsregler

Grundlaget for udbudsreglerne stammer fra starten af 1990erne. Formålet var at sikre fri bevægelighed af varer og tjenesteydelser i det indre marked. Dette ved at kræve tre ting i offentlige udbud:

• Ligebehandling – alle leverandører skal behandles lige
• Gennemsigtighed – alle skal have samme informationer
• Ikke-diskrimination – der må ikke forskelsbehandles på baggrund af nationalitet

Mål det er svært at være uenige i. Men selv mindre udbud bliver til de rene papirtigere. Hvad værre er: Reglerne forbyder egentlig dialog mellem kunde og leverandør i udbudsfasen. Og der må slet ikke forhandles. Udbudsmaterialer og kontrakter er derfor meget stramme og alt for detaljerede.

Som konsekvens er det meget svært at gennemføre et dynamisk udviklingsforløb, hvor man tager hensyn til, at både køber og leverandør bliver klogere undervejs i projekterne. Kontraktstyring kommer til at erstatte styring mod projektets mål.

Der er kommet en ny udbudsform, der forsøger at løse udbudsproblemet. Den kaldes konkurrencepræget dialog. Men den er alene en tilføjelse til et forkert fundament. Og fantastisk arbejdskrævende – både for køber og leverandør. Hvis almindelige udbud er papirtigere, så er disse udbud papyruselefanter! De er heller ingen garanti for succes: Skolestyrelsen indkøbte det fejlplagede system til digitale prøver vha. denne udbudsform

Danmark er europæiske duksedreng i de offentlige it-udbud. Denne stramme praksis bør blødes op. Til gavn for såvel købere som leverandører. Og vi skal væk fra en kultur, hvor selv små fejl anvendes som politiske dolkestød. Det sidste er nok det sværeste. Men løsningen af begge problemer starter hos de ansvarlige politikere.

Hvis det sker, så kan offentlige it-afdelinger langt bedre bidrage til den nødvendige innovation af den offentlige sektor.

Kan en it-afdeling være innovativ? Det ser jeg nærmere på i næste uge.

Bragt som kommentar i Jyllands-Posten og på epn.dk d. 2. juni 2008