Ole Jensen
Ole Jensen var, da han kom op i årene, en stor rund mand. Han havde »karsehår«, som var klippet kort og stod lige op i luften. Han kunne godt lide at læse tegneserien »Knold og Tot«, og når han læste om de to uvorne drenge og deres skarnsstreger, lo han, så hans tykke mave hoppede op og ned. Men inden da måtte han knokle hårdt som detailhandler i Ndr Frihavnsgade. Men hans lyst til at lave sjov, havde han med sig hele livet,
Ole Jensen blev født den 20. marts 1869 i Vetterslev, Ringsted herred, Sorø amt. Hans forældre var Kirstine Ohlen og Christen Jensen. Ole Jensen havde to søstre: Ane Kirstine Jensen (født den 21. august 1863) og Marie Margrethe Jensen (født den 5. august 1866).
Den 8. januar 1893 giftede Ole Jensen sig med Karen Marie Amalie Andersen. Vielsen fandt sted i Vor Frue kirke i København. Karen blev født den 17. juli 1870 i København som datter af Jørgen Andersen og Mathilde Petersen.
Om Ole Jensen
Fortalt til og skrevet af Svend Jensen
Ole Jensens datter Esther fortæller, at hendes far var gårdmandssøn, men ville til København for at tjene penge. Esther fortæller videre: »Da hans forældre døde, kom han til at bo hos en søster og svoger i Vetterslev. Svogeren, onkel Peter, kørte post og havde et lille landbrug med køer, som blev malket tre gange daglig.«
Kristine, Ole Jensens yngste datter, fortæller, at hun aldrig har kendt sin farfar og farmor [Christen Jensen og Kirstine Ohlen], som havde en lille landejendom i Vetterslev. Hun fortæller videre:
“Min far havde to søstre, Marie og Anna [Ane Kirstine Jensen]. Anna blev gift med Peder Nielsen. De overtog gården, da farfar døde. Farmor blev hos dem, til hun døde. Onkel Peder kørte postvogn (åben hestevogn til syv personer). Han kørte hjemmefra kl. 9, tog passagerer op i Vetterslev og kørte til Glumsø. Han delte post ud og kørte tilbage med passagerer. Han var helt hjemme kl. 19.30. Hos dem har Ove og jeg tilbragt alle vore skoleferier. Det var en stor forandring for os at opleve landbruget. Jeg blev meget forkælet af min faster. Hun havde ikke selv fået en pige, så det glædede hende at tage turen til Ringsted med mig og købe fint tøj. Faster Marie blev gift med onkel Laurits. De boede i Gjern. Det er Carlas forældre.”
Kasseret
Den 4. juni 1891 mødte Ole Jensen som rekrut ved 3. Fæstningskompagni. Han blev udskrevet af 2. Udskrivningskreds, 64. Lægd, L nr. 3 og tildelt udskrivningsår 1891 og fik rekrutnummer 193. Af hans »Afregnings-Bog« fremgår det, at han allerede blev hjemsendt den 9. juni. Ved kassationsforhandlingen den 8. juni blev han erklæret for »stærkt udygtig til al Krigstjeneste«. Ved hjemsendelsen fik han udbetalt 45 øre – 9 øre pr. dag, han havde været indkaldt.
I min farmor og farfars, Marie og Georgs, fotoalbum findes et foto af Ole Jensen i uniform. Ved siden af billedet har min far, Henrik, noteret, at han blev kasseret, fordi han havde så dårlige tænder, at han ikke kunne tygge maden.
En købmand gennem tykt og tyndt
I starten boede Marie og Ole Jensen i Lavendelstræde 11 i København. Den 6. oktober 1896 løste Ole Jensen borgerskab som »detailhandler«, og familien flyttede til Nordre Frihavnsvej 82, hvor den lejede en lejlighed og nogle forretningslokaler i kælderen. Deres dattar Esther fortæller følgende om forretningen:
»Min far havde en forretning med frugt, grønt og detailhandel. Han havde eget køretøj, en hestevogn. Han kørte brændsel og almindelige varer til restauranter på Nordre Frihavnsgade og varer til skibene i Frihavnen. Det sidste måtte pigerne ikke komme med til, for der var for beskidt. Det var kun drengene, som fik lov. Hestene holdt til i en hestestald, som far havde lejet i Marstalsgade, en sidegade til Nordre Frihavnsgade.
Om sommeren hjalp Georg vores far. Han ordnede og vaskede vognen, sværtede hestenes hove og gav dem seletøj og skyklapper på og pudsede seletøjet. Vi kaldte ham for »den gamle«. I starten var der ingen biler, men så kom der enkelte. Der var ingen telefon i forretningen, men på væggen hang en sjov plakat med et billede af en. Først da jeg blev stor pige, fik vi telefon.«
Ole Jensens barnebarn, Elisabeth Knudsen, fortæller:
“I vinduet ud mod Grenågade var der urtepotter, piskeris og klipfisk samt kasser med svedsker og tørrede æbler og abrikoser. I vinduet til Kalkbrænderivej var der frugt og grønt. Hver morgen gik min bedstefar ind på grønttorvet (det nuværende Israels Plads) og købte friske grøntsager. Han havde en trækvogn med til at have varerne på. Når han havde læsset af derhjemme, gik han med trækvognen i Skanderborggade, hvor han havde et skur og nogle bure med kaniner.
Nede i forretningen var der reoler med skuffer til mel, gryn, salt, sukker m.m. På disken stod vægten med lodder, hvor de vejede varerne af, efterhånden som de skulle sælges. Her stod også alle bolsjeglassene. Ved siden af disken stod den hånddrevne kaffemølle. Bag disken ved indgangen til »privaten« stod sodatønden, som vi børn elskede at grave i. På væggen over tønden hang telefonapparatet med håndsvinget.
Vi kunne godt lide at være ude i forretningen, men skulle holde os pænt i baggrunden, når der var kunder. Om vinteren var der meget koldt derude, da der ikke var opvarmningsmuligheder. Vi blev meget forvænte med slik. Hver gang, vi var på besøg, fik vi bolsjer og slikpinde med chokoladeovertræk med hjem. Efterhånden fik vi vort slikbehov dækket, men vore legekammerater nød at komme på besøg hos os og dykke ned i bolsjedåsen.
Vi fik også frugt. Jeg kan endnu se min bedstemor for mig, når hun trådte op på skamlen for at nå op efter et æble i vinduet. Undertiden var der et æble med en brun plet Så tørrede hun det af i sit forklæde og stak en tommelfingernegl ned i den brune plet og borede den ud.
Der var en særlig atmosfære og duft i butikken, en blanding af kaffe, frugt, klipfisk og spegesild i tønder.
En dør førte ind til dagligstuen, hvor den grønne plyssofa med klunker og hæklede skånestykker stod. Her stod også stueorglet, som tante Kristine kunne spille på.
I spisestuen stod skænken, anretterbordet og spisebordet med spisestuestolene omkring. En gang førte ud til sovekammeret forbi indgangsdøren til trappen i opgangen. Under trappen var der et rum, hvor de havde koks og brænde.
Ud mod gården lå køkkenet, hvor der altid var meget mørkt, da vinduet vendte ud mod gården i hjørnet mellem to husrækker. Gulvene var slidte og gav sig, når man gik på dem. I køkkenet var der en sort håndvask med en vandhane. Fra køkkenet førte en lille gang ud til et wc, hvor der var fugtigt og lugtede muggent.”
Kristine fortæller: »I mange år var det en god forretning med megen slid. Ofte måtte far på 5. sal med brændsel. Den gang fik kunderne også bragt deres varer hjem. Åbningstiden var betydelig længere. Om sommeren var forretningen også åben søndag formiddag. Jeg kan huske, hvor glade vi var, da vi skulle lukke kl. 19 om lørdagen.
De kendte til at have fremmed hjælp. De havde både karl og pige. Engang havde mine forældre været ude en aften. Da de kom hjem, kunne de høre børnene græde. Det viste sig, at pigen havde drukket sig fuld i kogesprit, hun havde hentet i butikken. Hun lå midt i dobbeltsengen med børnene om sig.«
Fritiden
Esther fortæller: »Om vinteren gik vi tur i Frihavnen og på Langelinie. Jeg husker, da Gefionspringvandet og Fælledparken blev til, og Rådhuset ved Rådhuspladsen blev bygget. [Gefionspringvandet blev etableret i 1908, Fælledparken blev anlagt i årene 1908–1914, og Rådhuset blev opført fra 1892 til 1905]. Om søndagen gik vi til Kastellet, hvor vi hørte musik, og vi fandt hinkesten af marmor. De lå i græsset ved Kalkbrænderihavnen, hvor der var en fabrik.«
Om sommeren kørte familien ofte i skoven. Ole Jensen gik i stalden søndag morgen, medens Marie holdt styr på børneflokken og sørgede for mad til de mange munde. Marie sad bag i hestevognen sammen med de mindre børn, mens Georg sad foran hos faderen. Hvis der kom en bil, sagde Marie: »Ole, pas på!«
Spasmager
Esther fortæller, at hendes far altid var fuld af sjov. På Strandvejen var der en bom og en bommand, som skulle have penge. Faderen varmede en 10-øre i sin pibe og gav den til bommanden – og hyppede så på hesten. Bommanden smed mønten, for den var meget varm.
Turen gik tit til Klampenborg ved væddeløbsbanen, hvor moderen blev anbragt med benene nedad. Hun var altid træt. Faderen var meget livlig, og både Esther og Kristine erindrer, at det var ham, der legede med børnene, når familien var nogen steder. »Det var gode timer, hvor far legede med os,« fortæller Kristine.
Moderen havde pakket en hel kasse med madvarer og sodavand. Sodavandsflaskerne var lukket med en korkprop med ståltråd over, og når børnene rystede dem godt, »kunne det rigtig stige til vejrs.« Moderen havde også kaffekande, kaffe, sukker og fløde med, og i et skovløberhus eller en restaurant kunne man købe kogende vand for en 10-øre.
Esther kommer i skole
Esther fortæller: »Så kom jeg i skole, men det var jeg ikke så glad for. Jeg var lidt ordblind, og Magdalene, som var et år ældre, klarede det meget bedre, for hun var ikke ordblind. Alle vi børn gik på Kroneskolen, en kommuneskole, hvor man betalte en krone pr. barn pr. måned samt alle bøger, men så kom der jo nye, og far smed dem op i luften og råbte: »Det er dog for galt det her!« Det var jo dyrt.
Både jeg og mine søskende gik i skole med træsko på, og en dag mødte jeg en meget fornemt klædt mor, som skulle skrive sit barn ind. Hun så mine træsko og sagde: »Jeg troede ikke, der var nogen, som gik i kommuneskole med træsko!« Det sidste år, jeg gik i skole, fik vi sko, for da havde de ældste fået plads.«
Karla dør
I 1903 døde datteren Karla af difteritis. Da hun blev syg, kom hun på sygehuset sammen med sine søskende. Kun Ove, der på dette tidspunkt var to år, fik lov til at blive hjemme. Der blev stænket karbol på trappeopgangen for at forhindre, at sygdommen smittede. Alligevel gik Karlas sygdom ud over omsætningen i forretningen, fordi folk ikke turde komme der.
Indre missions fortrænger sang og dans
Ole Jensen var dygtig til at danse, og der blev danset og spillet kort om penge i forretningens baglokale. Men efter Karlas død blev hendes forældre indremissionske, og så var det slut med dans og kortspil!
Kristine fortæller: »Da nr. 3 (Karla) døde, begyndte mine forældre at søge Gud. Mor har fortalt, at der var flere af mine søskende, der lå på sygehuset på samme tid. De besøgende måtte ikke komme ind på stuerne. De stod udenfor på skamler i al slags vejr og måtte råbe ind til deres børn. Mor kunne ikke fortælle, at Karla var død. Det var en slem tid med megen sygdom. Dengang var både difteritis og skarlagensfeber meget alvorlige. Det kunne mærkes på forretningen. Kunderne turde ikke komme. De var bange for smitte.«
Kristine fortæller videre: »I 1909 flyttede vi til Gl. Kalkbrænderivej. Pladsen var blevet for lille. Der var kun to værelser og et kammer, der blev brugt til lager af brænde. Det var små partier. Folk købte f.eks. en snes brænde og pose briketter.
Far var lærer i søndagsskolen. Tiden gik. Georg kom i KFUM, Magdalene og Esther i KFUK. Om søndagen tog de deres venner og veninder med hjem. Bagefter tænker man over alt det arbejde, mor havde. Der var altid mad – om der var ti eller tyve. Der blev leget og sunget meget. Far sluttede altid med andagt.
Jeg var for lille til at lege med. Jeg kan huske engang, der blev leget frierleg. Jeg var sur, fordi jeg ikke måtte være med, men så tog en af Georgs venner mig i hånden og min kludedukke på armen. Han agerede enkemand med to børn. Jeg kan ikke huske, om han havde heldet med sig.
De sidste år
Kristine, som blev boende hos sige forælder, fortæller: »I 1935 måtte min far give op. Lejen var blevet for høj, og der var kommet forretninger, der kunne sælge billigere (Irma). Vi flyttede først til Brønshøj, men i 1937 fik vi en bedre lejlighed på Frederiksberg. Det gik fint med far. Han var meget huslig. Han hjalp mor både med rengøring og madlavning. Vi havde nogle gode år sammen.«
I 1951 ved juletid blev far sløj. Ove og Georg kom og bar brændsel op for os. Der gik et par måneder, men midt i februar blev far mere syg. Den 25. februar mistede han bevidstheden, men kom til sig selv. Vi var samlede, kun Richardt nåede ikke at komme. Georg læste den 23. salme, og far bad, om vi ville synge »I dag er jeg nærmere hjemmet«. Far mistede igen bevidstheden, vi tilkaldte en læge, og far kom på sygehuset. Han døde dagen efter den 26. februar 1952.
Kilder:
Helle Munk: Slægten Jensen, Jakobsen og Munk. Bogen er fremstillet på baggrund af et interview, som Sigurd og Ruth lavede med Esther om hendes liv i julen 1984 samt den foto og tekstbog, som Karen udarbejdede 1993, et år efter Aages død. Begge dele er bearbejdet af Helle i 2009.
Elisabeth Knudsen: Min barndom. Februar 1990.
Skriv et svar