I dag offentliggjorde dotDK endelig – og efter hårdt pres – deres bud på administrationen af det danske internet. Jeg er sikker på, at vi er mange, der vil læse det omfattende materiale med interesse.
Samtidig udtaler formanden Kim Viborg Andersen i Computerworld, at de har opnået den tilstrækkelige, repræsentative støtte fra relevante organisationer. Som sædvanligt er det hemmeligt, hvem der støtter dem. Den eneste organisation, der nævnes i artiklen er foreningen af Kommunale IT-chefer (KITA).
Til sammenligning støtter følgende organisationer, at DIFO varetager administrationen:
Stifterne:
- Advokatsamfundet
- Dansk IT
- Dansk Erhverv
- Dansk Industri – ITEK
- Finansrådet
- Forbrugerrådet
- Foreningen for Distance- og Internethandel (FDIH)
- Horesta
- IT-Branchen
Opdatering 19/8: Dette er de oprindelige stiftere og støtterne til tilbudet, der blev afgivet af DIFO. Om de fastholder denne støtte afgøres af organisationernes bestyrelser i disse dage. Nye støtter er allerede kommet til:
Nye støtter:
- Open Source Leverandører i Danmark (OSL)
Har bla. IBM, Oracle og SUN som medlemmer) - Danish Unix User Group (DKUUG)
Startede og drev oprindeligt det danske domæne .dk - Foreningen af Danske Antenneforeninger (FDA)
Repræsenterer 425.000 husstande i 362 danske fællesantenneanlæg. - Internetbranchens Fælles Organisation
Nystiftet forening for forhandlere af internetadresser. Dannet i protest mod foreningen DKregistrars ubetingede støtte til dotDK
I starten af udbudsmaterialet angiver dotDK tre fordele ved deres bud:
1) øget kontrol over .dk; 2) en betydeligt forbedret teknologi, der er gennemtestet på internationalt plan; 3) fordele ved at anvende den globalt mest udbredte standard, sole source-modellen
Lad os lige kigge på disse fordele en efter en:
1) Øget kontrol over .dk:
Det er svært at forstå, at en så lukket forening med så lille en opbakning kan tilbyde en øget kontrol! Det er givet derfor at Forbrugerrådets formand Rasmus Kjeldahl udtaler til comON.dk: “Jeg har i hvertfald ikke skrevet under på nogen støtte-erklæring, og jeg er et godt stykke vej fra at gøre det”
2) Forbedret teknologi, der er gennemtestet på internationalt plan:
Afilias, der dikterer den tekniske løsning, administrerer i dag bla. .info-adresserne samt få landes adresserum. Eksempelvis lande som Antigua, Belize, Gibraltar, Honduras, Montenegro og Seychellerne. Ikke just lande vi plejer at sammenligne os med. At løsningen er teknologisk overlegen rimer meget dårligt med, at McAfee for nylig har kåret .info som det mest usikre domæne i verden. Hele 11.8% af internetsider, der ender med .info, er ifølge McAfee risikable. Blandt .dk-adresserne er tallet 0.3%, hvilket bringer det danske domæne blandt de mest sikre i verden.
3) fordele ved at anvende den globalt mest udbredte standard, sole source-modellen
Mens den nuværende danske model sikrer alle led i administrationen, så vil dotDKs model alene regulere grossist-leddet. Konsekvenserne er mange: Modellen er mere sårbar, sværere at styre og sværere at gennemskue. Både for myndighederne og for brugerne. Løsningen bliver dermed sandsynligvis både dyrere og dårligere.
Sammenligner man priserne hos en række lande, er et .dk domæne administreret af DK-Hostmaster således ubetinget lavest i pris. Kun Europe Registry (.co.uk) og FI Domain (.fi) er tæt på med henholdsvis 49 og 59 % højere priser end DK-Hostmaster.
Endelig vil skiftet skabe administrativt kaos: Hvis dotDK ender med at trække det længste strå, skal de 600.000 personer og virksomheder, som ejer mere end 900.000 internetdomæner, ud og vælge en ny virksomhed til at varetage administrationen af deres adresse. Da forhandlerleddet af ordningen er ureguleret, bliver det sandsynligvis et svært gennemskueligt marked. I det engelske og norske marked – der har samme model som foreslået af dotDK – er der eksempelvis enorme prisforskelle.
Hvis du ønsker mere input, så kan du finde mange flere oplysninger her
Jeg er stadig ikke i tvivl: DIFOs løsning er klart den bedste!
Skriv et svar