Den offentlige sektor er underkastet tunge indkøbsregler, der betyder, at de skal gennemføre komplicerede udbud, hvor alle virksomheder i EU inviteres. Selv hvis der er tale om mindre anskaffelser. Disse udbudsprocesser er på ingen måde en garanti for et godt resultat. DSBs IC4-tog er bare ét af en lang række anskaffelser, der gik helt galt.

De nuværende indkøbsregler blev skabt i starten af halvfemserne. Formålet med dem var – og er – at skabe et større indre marked i EU – ved at fjerne nationale særregler og ved at gøre det mere besværligt at favorisere hjemlige virksomheder. Samtidig skulle reglerne og de efterfølgende vejledninger gøre det nemmere at købe fornuftigt ind.

Siden da er der løbet meget vand i udbuds-åen. Det større marked er skabt, men det er bestemt ikke blevet lettere at gennemføre indkøb. Selv de bedste begår hele tiden fodfejl.

Senest undlod Statsministeriet at sende den forkætrede tronfølgerkampagne i EU-udbud. Det skulle den have været, fordi den samlede regning fra reklamebureauet Kunde & Co oversteg 1 mio kroner. Så skal alle reklamebureauer i hele EU skulle have haft lov til at byde på opgaven, inden den blev sat i gang.

Jeg kan ikke vurdere kvaliteten af reklamebureauets indsats, men sagen illustrerer godt, hvor tungt udbudsreglerne administreres i dag. For mindst et år siden skulle Statsministeriet have startet følgende proces: Først indrykker man en annonce, der efterspørger tilbudsgivere fra hele EU. Derefter skal disse vurderes, og en håndfuld virksomheder udpeges. Næste skridt er at udsende en detaljeret og udtømmende kravspecifikation. På den baggrund skal firmaerne udarbejde et tilbud. Egentlig dialog mellem tilbudsgiver og kunde er meget besværlig, da alle skal behandles 100 % ens. Derfor er det meget svært at blive klogere i processen, og den kræver også meget specialviden. Statsministeriet ville sandsynligvis have brugt flere penge på udbudskonsulenter end på den rådgivning, Kunde & Co endte med at give.

På it-området har de bøvlede indkøbsregler dels skævvredet markedet og dels skabt grundlaget for en række offentlige it-skandaler.

For virksomhederne betyder udbudsreglerne, at det i praksis kun er de største og mest veletablerede virksomheder, der får de offentlige it-opgaver. Dette skyldes de meget langstrakte forløb, og det store arbejde der skal lægges i at byde. Der skal bruges rigtigt mange mandår inden man kan sende den første faktura. Og det har mindre virksomheder sjældent likviditet til at klare.

I en ny redegørelse fra Finansministeriet til Folketingets Finansudvalg er beskrevet hvordan 15 større offentlige it-projekter har haft kæmpe overskridelser af såvel budget som tidsplan. Samlet set en overskridelse på 862 millioner gode skattekroner.

Der sker også overskridelser af budgetter og tidsplaner i den private sektor. Men det har som regel konsekvenser for de ansvarlige, hvis det sker. Her er vi fremme ved det virkelig opsigtsvækkende i Finansministeriets redegørelse: I ingen af skandalerne har forløbet haft ”personalemæssige implikationer for de ansvarlige medarbejdere eller chefer” som det hedder i rapporten. De har med andre ord fulgt (udbuds)reglerne, og følger man reglerne, kan man ikke bebrejdes, selvom resultatet er en katastrofe. Behøver man en bedre dokumentation for reglernes uhensigtsmæssigheder?

Indkøbsreglerne er fastsat i EU-direktiver, der ikke umiddelbart kan ændres nationalt. Men det behøver de heller ikke. For de sidste 10 år er der sket en række opstramninger i, hvordan reglerne administreres herhjemme. Danmark er – som så ofte før – duksen i klassen.

Derfor bør der nedsættes en uafhængig kommission, der vurderer, hvor man kan lette på den strikse danske praksis. Til glæde for de fleste. Måske undtagen udbudskonsulenterne.

Bragt som kommentaer i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 30.juni 2009